VETERANER FOR FRED?

Er det mon snart tiden til at stifte denne bevægelse i Danmark?

Vi véd, at der blandt veteraner (- og deres pårørende) er mange, som i stedet for

fortsat dansk krigs-deltagelse, ønsker forebyggelse af krig og lindring af krig.

Veteraner har personligt lært krigens grusomhed at kende (- mange med store personlige omkostninger til følge) og ønsker derfor at videregive deres erfaringer, så offentligheden kan få et mere nuanceret billede af virkeligheden ved krigsførelse, end politikerne og medierne giver.

Gruppen vil blive modtaget med blandede følelser blandt forsvarets ansatte, så i starten bør al kommunikation til offentligheden derfor ske anonymt.

Gruppen vil få stor bevågenhed i offentligheden.

Mange veteraner er via dyrekøbte erfaringer i krig kommet til den overbevisning, at krig ikke er løsningen; der er alt for mange menneskelige omkostninger for én selv, kammeraterne, børnene, de pårørende - og de civile i landet. Der må være andre måder end våbenmagt, hvormed Danmark kan bidrage til verdens frihed og demokrati.

Danmark bør som et moderne og udviklet land anno år 2012 kunne løse konflikter på andre måder, end med krudt og kugler.

Med venlig hilsen

DANMARK FOR FRED

***

En krigs-veterans vej ud af de psykiske gråzoner: Fortæl! Skriv! 

Mange krigsveteraner befinder sig i psykiske gråzoner, hvor det er en

kendsgerning, at langt de fleste veteraner falder udenfor de kendte

diagnoser som bl.a. PTSD.

Jeg beskæftiger mig nedenfor på punktform med nogle af de mere eller

mindre kendte bevæggrunde, der kan være med til at gøre livet svært for

en krigs-veteran. Emnet er for alvorligt til kun at lade universitets-uddannede

beskæftige sig med det. Der må almindelig sund fornuft og følelser med i spillet,

ligesom jeg har gennemlæst adskillige af de soldater-erindringsbøger, der er

udkommet de senere år. Bøgerne indeholder megen viden om, hvorfor det går galt.

Supplerende bevæggrunde er altid velkomne.

Årsagerne til, at en krigs-veteran kan have det svært, kan findes blandt følgende konflikter:

·       at soldaten imod al sund fornuft, samt sine forældres (- især sin mors) og børns, kones

eller kærestes meninger, håb og ønsker, frivilligt og bevidst har brudt den hjemlige tryghed og det hjemlige fællesskab og meldt sig til krig. Soldaten stiller sig derved udenfor ”familie-cirklen” og kræver stædig at få sin vilje. Soldaten véd – eller kommer til at erfare – at hans pårørende har det meget svært med hans krigsdeltagelse og at de sandsynligvis vil få eftervirkninger af beslutningen; men han gør det alligevel. Dette ansvar er eksistentielt svært at bære på.

·       at soldaten har trænet i lang tid på at blive så effektiv med sine våben som muligt til at

herske / dræbe. Træning i effektive taktik- og drabsmetoder giver lyst til videre handling.

·       at soldaten gennem træningen på den ene side har opbygget et vældig stærkt kammeratskab (- og afhængighed) og på den anden side har tilpasset sig en kolossal underkastelse i forhold til sine overordnede.

·       denne underkastelse, underdanighed, kan medføre meget usunde tilbøjeligheder hos de overordnede. Det har vi set i sagerne om ”dummebøder”, men det er sandsynligvis ikke det eneste, der foregår.

·       at soldaten i krig har oplevet den frustration det må være at opdage, at der kan være uendelig stor forskel på forventninger og virkelighed. Det vil sige, at der kan opleves stor forskel på den opfattelse af krig som soldaten på forhånd har erhvervet, både via den fysiske, psykiske og taktiske træning  - og så virkelighedens krig. Frustrationer kan også være opstået via de utallige action- og krigsfilm og computerspil, soldaten har beskæftiget sig med i sin opvækst - og så på virkelighedens krig. I træning og teori er der altid flere liv at tage af (- man kan jo blot genstarte spillet!) men soldaten opdager, at det gælder ikke i virkeligheden.

·       at soldaten i krig har gjort noget, man ellers ikke gør, indenfor de normer og indenfor den etik og moral, som ellers hersker i dagens Danmark.

·       at soldaten i krigen har oplevet unævnelige ting, som han synes han aldrig kan fortælle udenforstående og som både brænder som en indre flamme i ham og som en intern flamme blandt kammeraterne, fordi oplevelserne indebærer drab, lemlæstelse, død og overlevelse, magtudfoldelse, frygt, kærlighed og had; kort sagt: En ganske usund overflod af de største følelser og voldsomste oplevelser, et menneske kan komme ud for.

·       at soldaten gennem sin krigsdeltagelse rent fysisk har fået udløst for mange stress- og kamp-hormoner, hvilket indebærer en langvarig rekonvalsens for at – om muligt – få balance i systemet igen.

·       at soldaten erfarer, at mange borgere i Danmark er imod vores krigsdeltagelse. Danske politikere beslutter at sende Danmark i krig, men de glemmer rent (- eller fortier), at en sådan voldsom betydningsbærende beslutning uvægerligt vil polarisere samfundet. Det bøder den enkelte soldat for.

·       at politikernes begrundelser for krigsførelse altid er skruet mærkeligt sammen, så man skal slå knuder på sig selv, for at begrunde krigens nødvendighed overfor sig selv og andre.

·       at soldaten véd, at han har mange begrundelser for, at han har meldt sig til krig, hvoraf han også godt ved, at nogle er mere eller mindre offentlig acceptable. Soldaten fremdrager selvfølgelig de mere acceptable begrundelser, så han stiller sig selv i et så godt lys som muligt. Begrundelserne varierer selvfølgelig fra soldat til soldat, men udover de offentligt anerkendte som bl.a. at beskytte Fædrelandet mod terror samt beskytte Afghanistans befolkning mod Taliban samt kvindefrigørelse,

findes de mere skjulte, eksempelvis soldatens lyst til at opleve spændende ting, skyde med skarpt, prøve egne grænser af, udleve drengedrømmen, opnå respekt og anerkendelse ude og hjemme, tjene gode penge, have et arbejde, opnå fordele i DK resten af livet, føle sig som et mandfolk, udvikle sig fra dreng til mand, blive voksen.

·       at soldater og pårørende krampagtigt forsøger at holde fast i, at de ser en meningsfuldhed i døde og lemlæstede sønner eller kammerater.

·       ”Forgæves” er et ord som har en klang af nederlag. Selvfølgelig tænker pårørende og efterladte og veteraner i positive sejrs-tanker og tanker om demokrati og frihed, hvordan skulle de ellers kunne leve ordentligt videre. At kalde sin søns eller kammerats død eller lemlæstelse for ”forgæves”, er en umulig situation.

Disse konflikter kan hver for sig eller sammen, give krigs-veteraner problemer mange år frem i tiden.

Hvis der ydermere gennem alle led af de i krigen involverede parter (- fra politikeren over officeren til soldaten) er stor afstand mellem forventninger og virkelighed, vil krigsoplevelsen direkte eller indirekte blive et chok for soldaten; for det er ham, der står ude i virkeligheden.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at når soldater føler, at folk ikke forstår dem, er det ikke væsens-forskelligt fra andre mennesker, som har oplevet noget voldsomt: Mange oplever, at det er svært for udenforstående mennesker at forstå dét, som man personligt har været igennem. Soldaterne er ikke unikke i den henseende, selvom de ofte føler sig unikke og vælger at spille kostbare.

Men: Det er ikke i orden at bringe sig selv i denne unødvendige offerrolle.

Gode veje ud af problemerne vil altid være at kommunikere. Skriv – fortæl – digt - tegn - mal! Ikke nødvendigvis til offentlig beskuelse, men sådan at krigs-veteraners tanker og følelser får et sted at hvile.

Med venlig hilsen,

 DANMARK FOR FRED

***

20. oktober 2011

Er al denne ivrighed for frivilligt at melde sig til krigs-tjeneste,

en reaktion hos især danske drenge på:

- indbildt kedsomhed; følelsen af, at man går glip af noget?

- en kvindefrigørelse, der løb løbsk?

- mangel på en tydelig fader-figur?

- manipulation af følelser, mål og ønsker fra for meget computer-spil og tv-kiggeri i opvæksten, med efterfølgende amerikanisering med daglige mord, voldsscener og kriminalitet, samt forvrængning af den almindelige dagligdags moral?

Læs også: http://politiken.dk/cci/ECE982879/generation-kill-staar-paa-spring/

- samfundets øgede fokusering på oplevelser, penge og ære?

- samfundets (og ikke mindst fagforeningernes) fokuseren på, at der hører lang boglig uddannelse til snart sagt alle håndværksmæssige fag, hvilket i høj grad gør især drenge til tabere.

- mangel på humanistiske og næstekærlige stemmer fra den danske Folkekirke og andre tros-samfund -  (aldrig hører man, om noget er rigtigt eller forkert)?

***

Søren Kierkegaard og et Danmark i krig:

”Har et menneske lov til at lade sig slå ihjel for sandheden?”

Danmark i krig i 10 år.

Afghanistan, Irak, Libyen.

Næsten 50 døde danskere.

Uundværlige hver og én; for børnene, for mor og for far, for de pårørende, for kæresten,

for vennerne, for de bekendte, for arbejdspladsen, for Danmark - og for fremtiden.

Jeg beskæftiger mig i denne artikel med, at danskere har mulighed for at melde sig frivilligt til krigs-tjeneste – og omkomme af det. Jeg spørger: Hvad fører krigs-tjeneste med sig?

Den berømte danske filosof Søren Kierkegaard beskæftigede sig indgående med dette problem i ”Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger” fra 1847. Jeg har frit ført dem op til nutidens problematik.

Mine bemærkninger er skrevet i [ ]-parantes.

Kierkegaard kommer med følgende refleksioner over emnet:

[Unge frivillige soldaters overvejelser går i dag ofte på, at – ”det er mit lod”– ”det sker ikke for mig” – ”jeg lover jeg kommer hjem igen” – ”jeg dør ikke”. Men det er sket for næsten 50 danskere.]

[Denne refleksion er henvendt til både det enkelte unge menneske og de ansvarlige politikere.

Sidstnævnte burde i forbindelse med USA’s angreb på henholdsvis Afghanistan, Irak og Libyen, have tilbudt humanitær hjælp, i stedet for kampsoldater.]

[Véd den danske soldat, hvad han selv kæmper for – og hvad den afghanske ”fjende” kæmper for?]

[Politikere, folk i ”Forsvaret”, tidligere udsendte soldater, pårørende m.fl. bør ikke opildne den danske befolkning og især unge mennesker til hævn og had mod ”fjenden”.]

[blasfemi = mangel på respekt for livet]

[Lad være med at melde dig til krigs-tjeneste!]

Kierkegaard vender således menneskers deltagelse i krig lidt på hovedet. Han beskæftiger sig med det ansvar, en soldat påtager sig ved at lade en modstander stræbe én efter livet.

Endvidere var der i 1848 udbrudt krig i Sønderjylland og i den forbindelse ville én af Søren Kierkegaards unge venner melde sig som frivillig, både af almene bevæggrunde, men også for personligt at ”gøre erfaring, navnlig selverfaring”.

Søren Kierkegaard var i den forbindelse helt klar over, at mange unge mennesker har behov for at rejse ud i ”virkeligheden” og på den måde øge deres personlige erfaringer, men siger hertil, at han ikke selv personligt har brug for at erhverve erfaringerne på den måde. Han kan, ved blot at høre eller læse beretninger, reflektere over det i tankerne, og på den måde erhverve erfaringerne.

I nutiden bør unge mennesker (- danske soldater er ned til 19 år, dvs. blot store drenge) erhverve erfaringer på mange andre måder end at deltage i krig. Her er nogle eksempler, find selv på flere:

- foretage en verdensomsejling i en sejlbåd

- bestige bjerge

- rejse til Nordpolen

- spille teater

- dyrke elitesport

- rydde miner

- bodyguard

- eller hvis det absolut skal være noget med krig, kan de vel melde sig til Fremmedlegionen

eller som lejesoldat i én eller anden lokal krig

Endvidere bør vi i skolen (og i fjernsynet) bevidst øge unge menneskers humanistiske tankevirksomhed.

Søren Kierkegaard var tydeligvis imod, at mennesker brændte så meget for sin sag eller for at få eventyrlige oplevelser, at man endog meldte sig til krig og dermed risikerede at gøre et andet menneske ansvarlig for sin egen død (- eller lemlæstelse).

Vi må i fremtiden tænke og snakke om krig, udfra lignende humanistiske refleksioner.

DANMARK FOR FRED

***

Krig er som at spise en bouillon-terning.

***

Spørgsmål til en veteran.

Danmark for Fred

Kilde: http://www.sn.dk/-De-kalder-os-helte-og-nu-er-vi-affald/Roskilde/artikel/115564

DANMARK FOR FREDskrev følgende til soldaten:

Kære Morten Pedersen.
Jeg håber det må gå dig godt i fremtiden!

Men jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål:

- Hvis du havde vidst, hvad du ved nu, ville du så have meldt dig til krig?
- Hvilke menneskelige erfaringer har du gjort dig ved at have været i krig?
- Vil du anbefale andre unge mennesker at melde sig til krig?

Jeg stiller dig spørgsmålene, for det første fordi jeg tror det er godt for dig, at fortælle

din historie og dine følelser igen og igen.
Dernæst fordi, at uden dine erfaringer er dine medborgere ilde stedt, nå de skal tage

stilling til krig/fred.
Tænk, hvis du var kommet til skade, ved f.eks. at springe ned fra et tag. Så ville du -

for at andre ikke gjorde det samme - fortælle, at det er for højt og der en sten når man

rammer jorden...

Del ud af dine erfaringer.

Med venlig hilsen

***