DANMARK FOR FRED

anmelder relevante bøger, film mv.

Har du relevant materiale som du selv anmelder, så send det til os!

Søgefunktion:

Søg på denne side ved at trykke F3 + "søgeord" (=det ord du vil søge efter)

f.eks.: F3 + afghanistan

Inholdsfortegnelse:

- "Desertøren", bog af Asef Soltanzadeh

- "Vi slår ihjel - og lever med det", bog af Lars R. Møller

- "Historien der ikke bliver fortalt", bog af Nagieb Khaja

- "En lang forlovelse", (dvd), fransk spillefilm

- "Løvehjerter", bog af Thomas Østergaard Aallmann

- "Smilede jeg?", (TV) israelsk dokumentar-film

- "Waltz with Bashir" (dvd), israelsk animations-film

- "Micmacs" (dvd), fransk film

- "Krigeren", børnebog af Kåre Blutigen

- "Dræbt i krig", bog af Johan Kirkmand (Obs! Denne bog sælger vi for 60 kr.)

- "Med støvlerne på", bog af Søren Sjøgren

- "Du må ikke slå ihjel", bog med konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless

- "I morgen angriber vi igen", bog af Kim Hundevadt

- "Lille soldat" (dvd), dansk spille-film

- "War is a lie" (bog), vi bringer oversættelse og referat af denne interessante amerikanske bog.

***

05. december 2012

”Efter at have smidt 50 bomber ned i hovedet på fremmede folk, går jeg ikke mere op i, hvad 1 liter mælk koster.”

Anmeldelse af bogen

”I forreste række – Jagerpilot i Libyenkrigen” af Martin Walldén Jespersen, 2012

Den danske F-16 pilot Martin Walldén Jespersen (MWJ), har netop udgivet denne bog om sine oplevelser i Libyen-krigen 2011 og er efterfølgende blevet interviewet i medierne.

Lad det være sagt med det samme: Vi anser det for dybt problematisk, at bogen så godt som ikke indeholder eftertænksomme eller etiske tanker om moderne krigsførelse eller om at slå andre mennesker ihjel.

Bogen er derimod en monoton og detaljeret beskrivelse af utallige bombetogter over Libyen i løbet af de 7 måneder, krigen varede.

Bøger som disse moderne krigserindringer bliver nødt til at få kritisk modspil, primært af hensyn til den brede befolknings forståelse af, hvad krigsførelse i virkeligheden er og fører til. Bøgerne må og kan ikke stå alene. De er for ensidige og bærer på for megen uudsagt og moralsk problematisk viden og meninger, ligesom der er for meget hemmelighedskræmmeri. Det er jo kun den halve sandhed, vi får at vide.

Danske piloter med tilhørende jordpersonel havde travlt i de 7 måneder krigen varede: De smed i alt 923 bomber – hvilket i gennemsnit giver cirka 4 om dagen. Regner vi med, at der ved hver bombe har befundet sig 4 personer (”fjender”), svarer det til, at den danske bombekampagne dræbte eller lemlæstede 4.000 mennesker.

I det følgende tager vi alvorlige emner op som bl.a. "Drab", "Etik", "Mer vil ha mer" samt "Asymmetrisk krigsførelse". 

Drab og lemlæstelser.

Nato har fra første færd benægtet, at der skete drab på civile som følge af Natos nedkastning af bomber. Holdningen er dog langsomt blødt op, blandt andet fordi Human Rights Watch er gået ind i sagerne således, at der i øjeblikket foregår undersøgelser desangående.

Her skal vi dog beskæftige os med drab på ”fjender”. Man må gå ud fra, at hver eneste af de 923 bomber, der er kastet fra danske fly, har ramt enten en tank, en bil med et maskingevær, et ammunitionsdepot, en bunker, et hus eller lignende og at der ved hvert af disse mål har befundet sig mennesker, der enten er blevet lemlæstet eller dræbt.

Vi går som før nævnt ud fra, at der har befundet sig i gennemsnit 4 mennesker ved hvert bombemål. Således kommer vi frem til, at den danske luftkrig har lemlæstet eller dræbt 4.000 mennesker.

På besynderlig vis omtales disse dræbte mennesker ikke (eller ganske perifert), hverken i bogen, aviser eller fjernsyn. Ingen interesserer sig for dem. Der vises kun bomberamte bygninger og køretøjer. Det er som om levende væsner ikke eksisterer for hverken militærfolk, journalister eller politikere, hvilket må betegnes som en uhyre kynisk og menneskefjendsk holdning til sine medmennesker, men de er jo også ”bare” fjender - og oven i købet ”primitive nordafrikanere”, ”berbere” eller ”sorte”. De omtales ofte nedsættende som ”lejesoldater”, hvad de danske piloter og personale ligeledes i høj grad må betegnes som.

Disse besynderlige fortrængninger af medmenneskers liv sker imidlertid med velberådet hu, for hvad ville der ikke kunne ske med den offentlige opinion, hvis den jævne borger blev bevidst om, at man også slog rigtige mennesker ihjel i hobetal.

Tænk hvis 1 dansk pilot var blevet skudt ned. SÅ skulle man have set omtale, politikerudtalelser, hædring og mediedækning!

MWJ kommer perifert ind på emnet et par gange. Blandt andet viser han 1 gang videooptagelser af levende (og døde) fjender for sine medarbejdere, så de kan få sat deres arbejde i perspektiv (s 170).

Offentligheden får ikke noget at se med dræbte mennesker – det er for farligt for den fortsatte krigsdeltagelse. Militærets medieeksperter har for længst udarbejdet udspekulerede retningslinjer for den offentlige eksponering, så ingen bliver stødt og vender sig imod fortsat krigsførelse.

Uddannelse i at slå ihjel bør følges af øget etisk uddannelse.

Et utal af danskere har valgt at lære at slå ihjel i ”forsvaret”. Nogen med et gevær, andre med en kanon og andre igen med fly-bomber.

På denne baggrund vil vi hermed udkaste følgende:

Det bør være et fremtidigt krav til brugere af militære våben og våbensystemer, at jo mere avancerede disse er (det vil sige: Jo flere mennesker, de kan slå ihjel) jo bedre moralsk og etisk uddannede bør de personer være, der overlades brugen af disse.

Bogens forfatter virker som et alt for nemt offer – eller måske endda et alt for villigt redskab – for kyniske og tilfældige politikeres ukloge og alt andet end næstekærlige beslutninger om at føre krig i fjerne lande.

Ideelt set bør det være sådan, at et menneske, der er blevet betroet livsfarlige våbensystemer, selvstændigt skal kunne vurdere berettigelsen af et angreb på mål i fjerne lande mod folkeslag, man intet aner om – og man skal kunne trække sig fra tjenesten i påkommende tilfælde.

Ansvaret skal tilbage til de, der fører kniven, trykker på aftrækkeren. Det er for nemt at gemme sig og sine handlinger bag den fortærskede sætning: ”Jeg handlede blot efter ordre” eller ”Jeg løser blot den opgave Folketinget har pålagt mig”. De allierede dommere ved Nürnberg-processen efter anden verdenskrig, forkastede disse udsagn som de tiltalte nazister benyttede.

Mer vil ha mer.

Et andet aspekt ved bogen er, at udover at familiefædre åbenbart går rundt med dunkle intentioner om at deltage i krige, smide bomber og slå fremmede folk ihjel, at mer’ vil ha’ mer’. Det er læst før i beretninger fra danske soldater, at de har ønsker om at bruge deres indlærte dræberfærdigheder i ”den skarpe ende” dvs. i krig. Efterhånden bliver det ikke nok at øve sig, selvom øvelserne bliver mere og mere avancerede og selvom samfundet bruger en formue på at give dem netop disse færdigheder. De vil ud og skyde på andre mennesker, smide bomber, ud og prøve kampen for alvor. Men samfundet må bevidst stoppe denne bevægelse fra blot øvelser til ægte krig. Det må indbygges i uddannelserne, at sådanne ønsker indskrænkes eller endog elimineres ved både humanistisk og etisk skoling. Vi vil godt lære dem at slå ihjel. Vi vil godt betro dem instrumenterne til at slå ihjel. Vi vil godt betale dem en høj løn og uddannelse i dyre domme. Vi vil godt afholde enorme udgifter, så de ka øve sig i at udøve vold og slå ihjel, MEN så vil vi også indpode dem, at de kun bliver benyttet i alleryderste nødstilfælde, i tilfælde af angreb på dansk jord. De skal med andre ord ikke bruges som villige redskaber i et tilfældigt økonomisk og strategisk politisk magtspil, men kun efter, at dansk diplomati har gjort sit yderste. En tilfældig politiker eller en tilfældig medieskabt folkestemning må ikke kunne sende dem i angrebskrig, må ikke gøre dem medskyldige i deres medmenneskers lidelser og død.

Asymmetrisk krigsførelse (warfare).

Asymmetrisk krigsførelse er det modsatte af symmetrisk krigsførelse som betyder, at to militære enheder står overfor hinanden på ”lige” vilkår. Et fly overfor et andet fly. En kampgruppe overfor en anden. En tank overfor en tank.

Ved asymmetrisk krigsførelse forstås derimod en krig, der bliver ført på ulige vilkår, f.eks i Afghanistan og Irak, hvor danske soldater ofte har klaget over, at fjenden benytter sig af asymmetrisk krigsførelse, da de ikke er til at få øje på, fordi de har samme tøj på som de andre beboere i landet og bærer deres våben/bomber skjult. Begrebet asymmetrisk krigsførelse bliver således ofte brugt af vestlige militærfolk til at beskrive hvor besværligt det er, at nedkæmpe guerillastyrker i fjerne lande.

Imidlertid er luftkrigen mod Libyen også at betegne som asymmetrisk krigsførelse, idet moderne bombefly benytter sig af så avancerede systemer, at de på 10 kilometers afstand kan se fjenden i detaljer samt at de nat og dag kan angribe fjenden, uden at denne  har den fjerneste anelse om, at der om 30 sekunder falder en bombe ned i hovedet på ham. Det ville nærmest svare til, at de danske F-16 fly blev ramt af kryptonstråler fra en Ufo, der skjulte sig bag Månen - og som de intet modtræk havde overfor.

Alene dét faktum, at alle danske piloter og fly efter 7 måneders krigsdeltagelse kunne vende tilbage uden en skramme, efter at have smidt 923 bomber og lemlæstet og dræbt i omegnen af 4.000 mennesker, taler sit tydelige sprog om, at krigen var asymmetrisk.

Det er en billig måde at føre angrebskrig på. De danske piloter har grinet godt i skægget, da de erfarede, at de skulle ned og smide bomber i et tilbagestående nordafrikansk land.

Bevares, ifølge bogen beskriver forfatteren de tilsyneladende store problemer, der forekom for de danske piloter: Generende skyer, lyn og torden, vulkanudbrud, svigtende elektronik på fly, bomber og computersystemer, opkald der ikke bliver besvaret, så man ikke kan smide bomberne samt et forkælet personale, der lige må sættes på plads.

Bomber.

MWJ har ifølge egne oplysninger i bogen smidt mindst 41 bomber, fordelt på 18 stk. a’ 500 pund, 10 stk. a’ 2000 pund, 6 stk. a’ 2400 pund, 7 stk. af ukendt vægt samt et ukendt antal af ukendt vægt. Det tillader vi os at benævne som 50 bomber.

Regner vi med 4 dræbte mennesker pr. bombe giver det et ansvar for 160 døde eller lemlæstede medmennesker. Dertil skal lægges det ansvar, der ligger i som wingman, at laserstyre sidemandens bomber mod målet samt ansvaret som leder.

Jeg forstår godt lysten til at flyve F-16, men ikke lysten til at lemlæste eller slå sine medmennesker ihjel (- selvom der er nogle tilfældige politikere, der har bedt én om det og betaler meget flot for det).

Hvis den danske stat en dag får brug for en bøddel, vil der også være ansøgere til dén stilling...

Danske fly smed 17 % af det totale antal bomber smidt over Libyen.

Hvis 923 bomber = 17 %, så er det totale antal (100 %) ca. 5.500.

Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/2011_military_intervention_in_Libya

Gadaffis død.

MWJ omtaler sin oplevelse af Gadaffis tilfangetagelse (s.206-7). Han skriver, at det er Nato-fly, der bomber og dermed stopper konvojen. Dette voldsomme klip fra You Tube viser sandsynligvis den frygtelige effekt af det franske flyangreb på Gadaffis konvoj umiddelbart efter hændelsen. Sandsynligvis er bomberne sat til at eksplodere i luften.

Kilde: http://www.youtube.com/watch?v=CkPgvkhurdM (er sandsynligvis slettet, fin den selv ved at skrive "gadaffi convoy")

Dette bringer igen problemet op med, at Nato gik langt videre i deres krig mod Libyen end blot at håndhæve flyveforbuddet. Her går Nato direkte ind og efterstræber Gadaffi efter livet. Det er uhyggeligt, at de såkaldte vestlige demokratier med politikere og mediefolk i spidsen ikke mener, at drab på andre landes ledere er en snak værd.

Hvis Nato havde villet, kunne man sagtens have krævet Gadaffi anholdt og sat for en domstol. Men det ønskede man ikke. Hvorfor mon? 

Diverse bemærkninger.

Forfatteren benytter sig af for mange unødvendige tekniske fremmedord, ligesom han gør brug af ”forsvarets” fordækte ord som at ”aflevere” en bombe – ”aflevere”? det er noget posten gør med en pakke. Bomber smider man, men når man benytter fordækte ord, bliver befolkningen ikke unødig skræmt.

Man skal endvidere lægge mærke til, at det ikke er en hr-hvem-som-helst, der udsender en krigsbog og derefter lader sig interviewe. MWJ var øverstbefalende for det danske flyvevåbens krig mod Libyen. Man må derfor påregne, at han sandsynligvis er specialuddannet i retorik og i at kunne klare sig lige så godt som en garvet politiker overfor mediernes pågående spørgsmål. Det vil med andre ord sige både at kunne svare i øst, når det bliver spurgt i vest, samt at kunne svare undvigende og manipulere med journalisternes spørgsmål.

Vi slutter med referater fra 2 interviews med MWJ. Læg mærke til, at han ikke interesserer sig for, hvor mange mennesker han har dræbt -  han siger, at alle oplysninger fra libyerne blot var propaganda samt at han efter sin krigsindsats ikke mere tænker på, hvad 1 liter mælk koster.

Interview med MJW i DR Nyheder den 4.11.2012:

MWJ har fløjet 50 missioner.

På spørgsmålet: ”Hvor mange mennesker har du dræbt?”

Svarer piloten: ” Det ved jeg ikke, og det er heller ikke noget som jeg egentlig har noget forhold til at skulle opklare.”

Spørgsmål: ”Hvorfor ikke?”

Svarer piloten: ”Nej, jeg mener ikke det har nogen relevans i forhold til den opgave vi har løst.”

Endvidere udtaler han på spørgsmålet, om de har dræbt civile:

Vores mål er berettigede, for vi har solide efterretninger. Libyerne udsender blot propagandameddelser.

Måneders luftkrig med sit eget liv som indsats sætter tingene i perspektiv for Martin Walldén Jespersen: Han går åbenbart ikke mere op i, hvad 1 liter mælk koster.

Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/11/04/221312.htm (udgået)

Interview i TV2 News den 6.11.2012:

På spørgsmålet: ”Hvad er det for følelser, fornemmelser og overvejelser man har, når man får en ordre om at drage i krig?”

Svarer piloten: ”Det er en helt principiel diskussion, man må ha afklaret med sig selv før at krigsdeltagelsen kommer. Når man så sidder i cockpittet og trykker på knappen     [= bombeudløseren], så er der ikke plads til alle de her overvejelser. Dér handler det om at aflevere bomben og sørge for, at den rammer så præcist som muligt.”

Spm: ”…og det gør den så ikke altid. Er det en del af psykologien i cockpittet, at man jo godt ved, at man kan ramme uskyldige børn?”

Svar: ”Ja, det kan naturligvis ske, at der er noget der går galt, men vi gør i alle tilfælde alt hvad der er muligt for at undgå at ramme de forkerte.”

På spørgsmålet, om det var farligt at deltage i krigen, svarer MWJ at deres selvforsvarssystemer og taktik gør, at det ikke er farligt for piloterne.

Kilde: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-59770970:jagerpilot-kampvognene-sk%C3%B8d-ind-i-folks-hjem.html (udgået)

"Uvidenhedens Engle?" (ukendt forfatter):
	Selv de værste eksistenser vågner op med abstinenser, efter blodtørsten er slukket hvis de ved, hvad de har drukket Men i en moderne krig ser piloten ingen lig, når han som en engel svæver mens hans elskovshjerte bæver: hjemme venter hun, han holder af hvis han når at bombe alt i dag, krig er næsten som computerspil: tryk på knappen, og der ryger fire til! Himlen den er blå og solen skinner og han trykker løs, mens lasten svinder mens han kæmper for demokrati fjernt fra ild og børn og blod og død og skrig

29.03.2013: Vi har sendt en mail til Martin W.J. (F16SPE@gmail.com) og opfordret ham til at kommentere ovenstående anmeldelse, men tør han mon stå ved sit moralske ansvar? VIL han overhovedet tage ansvar for sine handlinger og alle de bombedræbte med-mennesker?

Pr. 11.01.2015: Intet svar.

***

29.03.2013: Hvis læseren interesserer sig for problematikken om den enkelte soldats etiske ansvar, anbefaler vi følgende artikel om den sovjetisk helt Stanislav Petrov, som i 1983 reddede verden fra en atomkrig:

http://www.b.dk/globalt/manden-der-gjorde-ingenting-og-frelste-verden-fra-atomkrig#

***

***

25.april 2012

DANMARK FOR FRED’S anmeldelse af

”Historien der ikke bliver fortalt”

Af Nagieb Khaja

Gyldendal, 2011

Bogen er en beretning om flere rejser den danske journalist Nagieb Khaja foretog til Afghanistan fra 2004 og frem.

Nagieb Khaja er født i Danmark af afghanske forældre.

Nagieb Khaja forsøgte – i modsætning til andre danske journalister – at rejse på egen hånd i det krigshærgede land. Det vil sige, at han valgte ikke at have militær beskyttelse. Han håbede derved, at kunne komme i en mere ærlig kontakt med afghanske indbyggere og senere hen også med Taleban, for problemet med de andre danske journalister, der rejser og interviewer beskyttet af soldater er, at indbyggerne ikke tør fortælle sandheden.

Bogen indledes på overbevisende måde af forfatteren Carsten Jensen. Han efterlyser blandt andet flere danske journalister med afghansk baggrund, der som Nagieb ”tør” (- og kan skaffe de nødvendige kontakter til) at rejse i Afghanistan.

Her peger Carsten Jensen på et væsentligt problem: Denne anmelder anser det for nærmest umuligt for en dansk journalist med dansk baggrund, at slippe levende fra de oplevelser, Nagieb har været ude for. Afghanistan synes os etniske danskere så fremmed i værdier, kultur og omgangsmåder, at det vil være det rene selvmord for en etnisk dansk journalist, at rejse derned.

Det lykkes flere gange Nagieb at få uhyre interessante interviews med lokale afghanere, men han oplever til gengæld i to tilfælde, at blive fanget og truet med døden af lokale modstandsgrupper, der ikke nødvendigvis adlyder eller stoler på dem, Nagieb har indgået aftaler med.

Det lykkes ham heldigvis at flygte. Det var aldrig gået for en etnisk dansker.

Bogens hovedindhold er beretninger fra ”den anden side”, det vil sige fra de afghanere, der oplever det danske militær folde sig ud.  Det er ikke beretninger, vi kan være spor stolte af, men som giver et mere afbalanceret billede af, hvad der foregår.

Nagieb Khaja beskæftiger sig i bogen også med de forpassede muligheder for fred, der opstod et par år efter at krigen blev indledt. Ukloge vestlige politikere og militærfolk (bl.a. danske) tog forkert bestik af situationen. Blandt andet derfor indledte USA invasionen af Irak i 2003, fordi de troede, at de havde vundet i Afghanistan.

Bogens afslutning handler primært om hvorledes, der kan sluttes fred efter den endeløse krig. Forfatteren anser en forhandlingsløsning med Taleban som den eneste løsning.

Denne anmelder vurderer, at faren ved en sådan løsning meget vel kan være, at USA gør alt for at tilpasse tidsplan og aftaler efter den i forvejen lagte 2014 tidsplan, så det kan komme til at se ud som om de har helt styr på det, med utallig flere dræbte og lemlæstede afghanere og vesterlændinge.

Løsningen er våbenhvile NU og direkte forhandlinger.

Denne bog er ubetinget nødvendig at læse, hvis man har interesse i, at kunne vurdere og sammenholde de sandsynligvis uvederhæftige og halve oplysninger fra en krigsførende part og dens sympatisører (- i dette tilfælde det danske militær og hovedparten af de danske journalister, der arbejder under beskyttelse af militæret).

DANMARK FOR FRED anbefaler bogen.

Kilde: http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8702087847

***

24.april 2012

"En lang forlovelse".

DANMARK FOR FRED anbefaler denne franske kærligheds- og antikrigs film fra 2003.

****** ud af 6 stjerner.

            Hovedpersonen spilles af franske Audrey Tautou, der også spillede hovedrollen i filmen "Amélie".

            Da instruktøren ligeledes er den samme (Jean-Pierre Jeunet), borger det virkelig for god kvalitet.

            Filmen viser krig i al sin gru (her 1. verdenskrig 1914 - 18) og kan ses som en bearbejdning af de sår, franskmændende pådrog sig i den frygtelige krig.

            En fransk soldat sårer sig selv, efter at være blevet vanvittig af krigens gru, bliver dødsdømt og derefter gennet ud i ingenmandsland, for at blive skudt af fjenden eller ramt af en bombe...

            Hans kæreste nægter at tro på, at han er død og leder efter krigen utrætteligt efter ham.

            Langsomt afdækkes, hvad der i virkeligheden hændte. Et stort person-galleri oprulles og vi ser skæbner gå over lærredet.

            En underfundig, rørende, stærk, grum og ikke mindst tankevækkende anti-krigsfilm, der trækker klare linjer op til nutidens (lige så) vanvittige krige, med deres triste personlige skæbner, fortielser, løgne, grusomheder, vold og mord og psykiske krigsskader.

            Filmen viser ligeledes, at selv små 100 år efter en krig, er sårene endnu ikke helet. Danskere, der frivilligt melder sig til unødvendige krige (Afghanistan, Irak og Libyen) pådrager sig således et ansvar af en størrelse, de ikke aner.

            Læs også DR's anmeldelse her: http://www.dr.dk/P1/Filmland/Anmeldelser/2005/20060303120434.htm

***

02. januar 2012

***

30.12.2011

***

"Waltz with Bashir"

(DVD)

(anmeldt 8.december 2011)

Noget så sjældent som en israelsk animations-film, der handler om en israelsk soldats

forsøg på, at erindre fortrængte hændelser og grusomheder under hans deltagelse i Israels krig mod Libanon i 1982.

Et tankevækkende kunstværk, baseret på virkelige hændelser, der understreger, at krig til alle tider er meget belastende eller endog ødelæggende for det enkelte, lille menneske.

Se den på YouTube, lån den på biblioteket - eller ønsk dig den i julegave.

Danmark for Fred anbefaler denne film.

***

"Micmacs"

(DVD)

(anmeldt 8.december 2011)

En dvd-film, meget fransk, meget underholdende, humoristisk,

kunstnerisk, romantisk - og med et tvist af dyb alvor, da hele den

skøre ballade går ud på, at få to grumme våben-handlere til at holde

op med at producere og sælge granater, miner, våben og patroner.

Danmark for Fred anbefaler denne film.

***

”Krigeren”

Kåre Blutigen, Carlsens stribede, 2011

(anmeldt december 2011) 

Denne bog er sandsynligvis beregnet for børn i alderen 10 – 14 år, men som det gælder

med mange børnebøger, kan voksne få et stort udbytte af at læse den.

Bogen handler om drengen Jens, hvis far er i krig som soldat.

Bogens titel er ”Krigeren”. Skal den stakkels Jens gøres til kriger? Nej, han er offer

for voksne menneskers krigeriske tilbøjeligheder. Endda sin egen fars.

Bogens første 21 sider – af i alt 30 – handler om Jens’ tanker og problemer.

Jens har mange triste tanker om sin far; han véd det er et farligt job, han véd alt om, hvad

det kan betyde, hvis telefonen ringer eller det ringer på døren - og han véd, at han kan miste sin far.

Jens tænker derfor tit på døden og at det måske var bedst, at han selv blev invalid eller døde

fra alle problemerne.

Jens får også problemer i skolen og bliver tænksom og tavs, han slår og han mister kammerater.

De andre børn forstår på den ene side ikke Jens’ reaktioner og på den anden side tager de

afstand fra krig.

Jens’ liv har kort og godt ændret sig i dramatisk retning.

Hér synes undertegnede, at voksne kan lære noget meget vigtigt: Det kan have voldsomme

omkostninger for sine børn, hvis man melder sig til krigs-tjeneste! Det underlige er, at det er

almen kendt viden, men alligevel melder fædre (og mødre?) sig stadig frivilligt og gladelig og forventningsfuldt til krig.

Bogen fortsætter med, at Jens’ far invalideres i krigen og kommer hjem i rullestol, hvilket i

høj grad hjælper Jens: Han får sin far hjem i live og han bliver efterfølgende mødt med

medfølelse og forståelse i skolen.

Bogen antyder, at kammeraterne ændrer adfærd, fordi de måske skammer sig over deres

førhen så afvisende adfærd overfor Jens; men det er for denne anmelder skudt langt forbi målet:

Dé, der i virkeligheden skal skamme sig, er de voksne, der frivilligt melder sig til krigs-arbejde vel vidende, at det kan få voldsomme omkostninger for deres børn (- og øvrige pårørende).

Jens’ far får efter hjemkomsten besøg af sine soldater-kammerater, der både fortæller fede historier fra krigen og om det unikke kammeratskab soldaterne imellem, hvilke jo er to af de vigtigste faktorer, der gør, at danskere melder sig til krig.

(Tre andre vigtige faktorer er en god løn, karrieremuligheder og personlig udvikling…)

Bogen slutter med, at forfatteren forsøger at gøre det sejt, at Jens’ far er blevet invalideret

i krig; det er en mærkelig holdning. Den køber vi absolut ikke.

Illustrationerne er tegnet af Rasmus Jensen.

Forsidetegningen er usædvanlig, da den viser drengen Jens som soldat bevæbnet med maskingevær og håndgranater og med blodskudte øjne, stirre ud mod læseren – eller sine fjender.

Tydeligvis en ”salgs-tegning”, men det er falsk reklame, for det er slet ikke dét bogen handler om. Man prøver med billedet, at lægge en krigs-veterans indestængte vrede mod det danske samfund, ind i et barn.

Utilstedeligt.

Bogen koster 215 kr. Den er bestemt ikke det værd. Lån den på biblioteket.

***

(20.november 2011)

Anmeldelse af

”Dræbt i krig”
– Premiereløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand

Forfatter Johan Kirkmand
Forlag Dokumentas, 2006

Johan Kirkmands overvejelser er også gode at læse for os andre, vi kan kun blive klogere af det.           

Undertegnede håber, at Johan Kirkmand her – 6 år efter – stadig er tilfreds med dét, han skrev i bogen.

Det er der al mulig grund til.

Med venlig hilsen

DANMARK FOR FRED

NB!

Vi sælger Johan Kirkmands "Dræbt i krig" for 60 kr. plus

porto.

Vi sender to freds-klistermærkater pr. bog med gratis!

Bogen er skrevet i 2006 og er på 80 sider.

Indbetal beløbet på Nordea-konto 2313 6275 276 675 med angivelse af antal, "JKbog" og dit navn og adresse.

Hvis der ikke er plads til at skrive dette i bank-feltet, send i stedet en mail med oplysningerne til danmarkforfred@live.dk

***

5.11.2011

Kritiske kommentarer og tolkninger til bogen

”Med støvlerne på.

I krig i Irak og Afghanistan.”

af Søren Sjøgren, Gyldendal 2011

Indledning.

I 10-året for Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen er der udkommet en 

erindringsbog fra forfatteren Søren Sjøgren (herefter kaldet SS). En dansk soldat,

der som officer har deltaget i både Irak og Afghanistan-krigene.

Emnet er både aktuelt og kontroversielt, så forlagene modtager sikkert manuskripterne med kyshånd.

De fleste sider i bogen beskriver primært kamphandlinger, soldaterhverdag og –miljø.

Det er actionprægede, men i længden trættende beretninger og er i sig selv ikke en

del af denne anmeldelse. I forvejen findes i litteraturen utallige beskrivelser af

kamphandlinger; og der er ikke den store forskel på træfninger og slag anno 1848 og anno 2008.

Det interessante for denne anmelder er derimod de steder – ofte kun få linier – hvor SS beskæftiger sig med sine følelser og tanker og begrundelser for krig, soldaters reaktioner på at komme i krig, SS’s ledelses-principper, ”Forsvarets” manglende forberedelse af soldaterne m.m.m. Alt dette er interessant og det er dét som danner basis for denne anmelders kritiske og analyserende kommentarer og tolkninger.

Det er interessant, fordi krigsførelse er uhyre kontroversiel. Vi lever i et oplyst demokrati 2.011 år efter vor tidsregnings begyndelse, og danskerne, med Fogh-generationen i spidsen, burde i 2001 ikke være slået ind på en militaristisk udenrigspolitik og hovedløst have fulgt amerikanerne, men i stedet have udviklet mere humanistiske og næstekærlige måder at afhjælpe og løse konflikter på.

En ting er politikernes kyniske storpolitiske spil.

En anden ting er det faktum, at unge danskere frivilligt melder sig til krig.

SS formulerer selv tre spørgsmål på bagside-omslaget:

Hvad er det, der får mennesker til at drage i krig?

Hvad oplever de?

Hvad får dem til at melde sig igen?

Anmelderen vil ud fra bogen forsøge at besvare disse spørgsmål – samt en hel del flere, ud fra en humanistisk og fredspolitisk holdning.

---

[anmelderens kommentarer i firkant-parenteser]

Indholdsfortegnelse:

 ---

Hvad er det SS lægger op til på bagsideomslaget?

Bagsideomslaget benytter forfatteren til at distancere sig fra hr. og fru Danmark,

ligesom han synes at ønske at hævde sig og føle sig speciel. Både speciel som soldat i forhold til civile (soldat/civil) og speciel som en soldat, der har været i krig (veteran/soldat).

Den første gruppe, SS vil distancere sig fra, kalder han lidt kryptisk for ”nogle”,

men mon ikke ”nogle” dækker over flertallet af civile danskere der, som han skriver ”kalder kamp med livet som indsats brutal, grænseoverskridende og umenneskeligt”, hvilket jo indikerer en voldsom, afstandtagende udtalelse.

Her overfor kalder SS krigen for ”tirsdag”, hvilket indikerer, at han mener krig er

et dagligdags, hyggeligt og almindeligt arbejde.

Den anden gruppe, SS ønsker at distancere sig fra, er soldater, der endnu ikke har

prøvet at være i krig. ”Der findes to typer soldater: Dem der har været der, og dem der ikke har.”

Det skinner tydeligt igennem, at SS mener de er mindre værd end krigs-veteraner.

Således er SS allerede på bagsideomslaget aggressiv med til at polarisere befolkningen i Danmark. Ikke alene har han meldt sig frivilligt til at føre tvivlsomme krige fjernt fra Danmark, men han udnytter herefter sin uddannelse og sine erfaringer til at polarisere samfundet yderligere med ovenstående holdninger.

Hvis dette er en beregnet og bevidst handling – og det må man vel gå ud fra det er,

kan anmelderen ikke tolke det anderledes, end at SS på denne måde vil hævde sig over de fleste af sine medborgere, ligesom man kan mene, at han direkte ønsker, at fokusere på sine køber-målgrupper, hvilke må formodes at være veteran-kammerater og veteran-pårørende.

---

SS’s overvejelser og begrundelser for at melde sig frivilligt til krigs-tjeneste.

Det er et af de meget interessante emner i bogen.

SS har

- valgt at have et arbejde som soldat (s.53)

- været soldat i 7 år (desværre) uden at være i krig (s. 55)

- ikke lyst til at tale om følelser (s. 225 m)

SS synes,

- det er et eventyr [at gå i krig] (s. 55)

- det er status-forøgende blandt soldater at have deltaget i krig (s. 53)

- det er noget af det mest intense og givtige, at være i krig (s. 112)

- det er mere tiltalende at være i krig i Afghanistan, end at være hjemme hos kæresten (s. 113)

- at Afghanistan-krigen er en mere ”rigtig” krig i forhold til Irak (s. 114).

SS føler, at

- han ikke længere er en rigtig soldat, når han har orlov fra krigen (s. 112)

- ét er flotte teoretiske overvejelser for korrekt krigsførelse, et andet er praksis.

De to verdener kan ikke forenes (s. 185)

- hans egentlige hjem er en lejr i Afghanistan (s. 205)

SS savner

- krigens spænding (s. 112)

- følelsen af ansvar (s. 112)

SS vil gerne

- afprøve sine trænede færdigheder (s. 53)

- drage sine egne erfaringer (s. 53)

- gøre en forskel (s. 55)

- prøve sig selv af (s. 53)

- prøve at blive skudt på (s. 55)

- prøve at affyre sit gevær andre steder, end på skydebanen (s. 55)

- forfølge chancen for at blive en rigtig soldat (s. 55)

SS har fået at vide, at

- soldater skal levere sikkerhed, ”for at der igen kan komme tryghed og

hverdag uden krig” (s. 13)

- soldater skal løse opgaven, ”om nødvendigt med vold” (s. 13)

SS mener, at

- han kender risikoen ved at være soldat (s. 31)

- han normalt kan se flere sider af samme sag. Dog ikke når han er i krig (s. 161 n, 179m)

- det altid er sørgeligt, når danske soldater dør (s. 204 n)

- Irak-krigen muligvis begyndte, fordi USA ikke ville bekoste at hjemsende de

tropper, de havde udstationeret i Saudi-Arabien. Så ville de hellere begynde en

krig i Irak (s. 52)

SS oplevede ved selvsyn, at krig kunne betale sig, for

- en lille pige var ved at lære alfabetet (s. 14)

- en hel flok piger var startet i skole (s. 262)

- nogle af soldaterne kunne spille bold med afghanske drenge (s. 262)

- en CIMCIC officer fik kontakt til de ældste i en landsby (s. 262)

- danskerne havde skabt nye rammer i en landsby, ”som kommer børnene til gode” (s. 262)

- i en landsby havde indbyggerne [= mændene?] fået etableret noget, der ”mindede

om et byråd” (s. 55)

- de lokale var lykkelige over at Saddam [Irak] var fjernet (s. 55)

- han har gjort en forskel for indbyggerne i en landsby (s. 263)

- hele krigen handlede for SS om indbyggerne i den afghanske landsby (s. 263)

Kommentarer: Ovenstående overvejelser og begrundelser taler vist for sig selv og

man kan roligt lægge illusionerne fra sig, for det er åbenlyst primært af egoistiske og selvudviklende grunde SS melder sig til krig i Irak og Afghanistan. Her er ingen store tanker om demokrati og frihed, eller hvad politikerne ellers finder på af ”fine”, acceptable argumenter for at føre krig. Det kan koges ned til ren egoisme og spændings-jagt.

Ligeledes er det nogle uhyre middelmådige resultater, som SS beskriver, han ved selvsyn har oplevet. Krigene havde på det tidspunkt forfatteren deltog, varet i hhv. 5 år i Irak og 9 år i Afghanistan.

 ---

”Forsvarets” manglende forberedelse af soldater.

Der er i offentligheden blevet talt en del om ”forsvarets” manglende forberedelser

med at sende soldater i krig. Det må der være noget om, for det kommer SS også

ind på i bogen:

Side 19 ø. beskrives, at soldatergruppen det meste af tiden, har manglet en gruppefører.

Side 20 n. forsøger SS at repetere, om han på noget tidspunkt af sin militære

uddannelse, har fået undervisning i at håndtere tab. Det har han ikke.

Side 26 m. og 28 n. fortæller SS, at han er træt af hele det ”cirkus”, de har været

igennem med uddannelsen inden Irak. De har primært manglet folk på vigtige poster.

Side 34 m, 116, 268 omtaler SS de mange overbelastnings-skader hos soldater,

der bl.a. bærer på tungt udstyr, efter beskrivelserne mere end 50 kg (s. 269 ø).

Ligeledes var soldaterne ikke uddannet til at kompensere for belastningsskaderne

(s. 269) og de havde et stort forbrug af fysioterapeuter.

Side 35 ø. skriver SS, at træningen i DK ikke var fokuseret på fredeligt samliv med

irakere. De havde kun lært at slås og finde vejsidebomber. Der havde været for lidt tid.

Desuden havde de ikke kunnet øve sig med de samme køretøjer og materiel, som de senere skulle benytte i krig.

Side 47 m. fortæller SS, at der var ingen, der på forhånd fortalte soldaterne, at det

var hundekoldt om natten i ørkenen. De havde derfor ikke fået deres lange underbukser på.

Side 54 n. fortæller SS, at han i sin militæruddannelse kun har lært taktik og ledelse, men aldrig var blevet ”tvunget til” at forholde sig til hvorledes, man ville have det med at slå et andet menneske ihjel.

Ovenstående punkter viser med al tydelighed, at det danske ”forsvar” (- og de

ansvarlige politikere) har svigtet på flere punkter, før de sendte soldater i krig.

***

Soldaters forventninger og reaktioner.

SS beskriver flere steder i bogen, hvilke forventninger soldaterne har til at afprøve

rigtig krig, samt hvorledes han selv og soldater-kammeraterne reagerer på krigshandlinger.

Her følger en gennemgang:

Side 51 erkender SS, at det er kontroversielt at melde sig frivilligt i Irak-krigen. Både i forhold til den folkelige opbakning i DK og i forhold til sine egne følelser.

Side 60 er soldaterne ”storsmilende” efter en træfning. Da SS ikke selv fik affyret

nogle skud er det et ”antiklimaks” for SS. Han havde forventet et stort slag, der var

langvarigt og sejrrigt. Han skriver slukøret: ”Det her er forkert. Selv har jeg ikke

afgivet et eneste skud”.

Side 99 krammer soldaterne smilende hinanden efter en træfning og udveksler high-fives.

”Det er det fedeste jeg nogensinde har oplevet!” og ”Sådan skal det gøres!”.

Side 101 tales der om ”euforien” ved at være i en træfning.

Side 103 er soldaterne stolte af deres indsats i en træfning. ”Vi var blevet sat over

den ultimative prøvelse”.

Side 121 udveksler SS ”et stort smil” med en kammerat, efter en træfning. ”Vi var

kommet til Afghanistan for at finde krigen.”

Side 174 ser SS og soldaterne frem til at de skal i regulær krig.

Side 219 ”Der opstod et smil på læben” hos soldaterne, da de fik at vide, at de

skulle angribe. ”Når man endelig får lov til at udføre sit arbejde, så glæder man sig…” og ”Ingeniørens øjne lyste op” ved udsigt til angrebet.

Side 223 skynder soldaterne sig at filme og tage fotos, da træfningen begynder.

Side 250 er soldaterne trætte af, at de ikke er en del af kampen.

Endnu en gang: Læg illusionerne til side. For soldaterne drejer krig sig om fede

oplevelser og spændende eventyr. De opnår adrenalin-kicks ud af det, der åbenbart

siger spar-to til andre oplevelser.

***

Psykiske forsvarsreaktioner.

Det står klart, at mennesker, der har valgt et så kontroversielt job – både i forhold

til de pårørende, deres egne følelser og psykiske overlevelsesmekanismer samt

flertallet af Danmarks befolkning – i høj grad bliver nød til at benytte sig af simple

psykiske forsvarsreaktioner:

Side 19, 20 ø. Efter en vådeskuds-ulykke, har SS ikke lyst til at stå op af sengen og

ønsker det hele bare er et mareridt. Han omtaler ulykken som ”ubegribelig” og ”ufattelig”.

Side 22 ø. SS har aldrig haft sine personlige forhold med på sit ”arbejde”. Han opfatter sig selv som en ”robot”.

Side 26 ø. mangler SS svar på, hvorledes vådeskudsulykken kunne ske.

Side 26 n. Ved vådeskudsulykken blev soldaternes tro på udødelighed revet fra dem. De havde regnet med, at døden næppe ville ramme dem selv. ”Vi skulle nok klare det”.

Side 28 m. SS overfuser en major, der både skal støtte, men også vurdere om soldaterne efter vådeskudsulykken er klar til at blive sendt i krig. SS overfuser ham, fordi SS glemmer den vurderende del af majorens arbejde (s. 25 m).

Side 31 n. skriver SS efter bisættelsen af den døde soldat, at ”der er ikke mere, vi

kan gøre for L.”

Side 50 oplever SS det som ”uvirkeligt”, første gang han er under beskydning.

Side 69 m. griner soldaterne af irakeres manglende træfsikkerhed ved raketangreb,

men de griner også fordi de er sluppet heldigt fra endnu et raketnedslag.

Side 97 føles det i ildkamp for SS ”som at være på skydebanen”.

Side 133 n. I militær-verdenen ser alle åbenbart ned på alle. SS skriver i en fodnote, at for en infanterist er alle andre end de andre infanterister røvhuller (REMF).

Side 135. Det hele var en smule uvirkeligt at forholde sig til, det var som at deltage i en film eller et spil.

Side 162 mener SS, at det er hans ”lod” at træffe beslutninger, der kan koste andre

mennesker livet.

Ydermere benytter krigs-folk sig ofte af forsvarsreaktionerne ”splitting” hvilket vil

sige, at opdele verden i de ”onde” og de ”gode og af ”forskydning”, hvilket for eksempel vil sige, at lade sin vrede gå ud over folk, der er imod krig. Både på slagmarken, men også når de returnerer til hjemlandet og skal forsvare deres handlinger.

Forsvarsreaktionerne har en tendens til også at brede sig blandt pårørende.

***

Ledelses-former.

Det hører med til billedet, at beskæftige sig med hvorledes en officer leder sine soldater.

Side 20 n. forsøger SS, at komme i tanke om han har lært noget om at håndtere gruppens reaktioner overfor tab. Det har han ikke. Derfor beslutter SS sig for at aktivere gruppen med våbenbetjening og rengøring.

Side 71 forsøger SS at holde modet oppe i gruppen, ved at sandsynlighedsberegne

risikoen for at blive ramt af en raket.

Side 84 overbringer SS bevidst beskeden til gruppen om, at en soldat er død, på en

kold måde, uagtet han selv er meget berørt.

Side 91 ø og 103 m benytter SS sig af motivet ”hævn” (for en dræbt soldat) for at

opildne soldaterne til nye angreb.

Side 102 forsøger SS at gøre de enkelte soldaters drab på fjender til en kollektiv

hændelse, så den er nemmere at overkomme for den enkelte.

***

Forholdet til de pårørende.

Nogle få gange kommer SS ind på dette følsomme emne.

- SS: Jeg har mest lyst til at lade være med at ringe hjem, for det er hårdt at høre

på, at kæresten er ked af, at jeg er af sted (s. 144)

 - i ”kampen” på hjemmefronten har alle soldaterne den samme udfordring. For de

flestes vedkommende nogen, der ikke kan forstå, hvad der driver os i krig. Et af de

pårørendes gennemgående temaer er uforståenhed over for soldatens valg. (s. 145)

- de pårørende er kede af det ved afskeden (s. 207 ø)

***

Forholdet til medierne.

SS har tilsyneladende ikke noget godt forhold til de danske medier. Er denne

holdning mon generel i ”Forsvaret”?

Side 23 ”[Avis] artiklernes beskrivelse er meget langt fra, hvad der egentlig er sket” – ”Mine soldater er fulde af harme”.

Side 26 omtales soldaten K i medierne som ”dødsskytten” og eksperter siger, at det

er uforsvarligt at sende ham til Irak.

Side 62 har medierne i DK [desværre] ikke rapporteret om gruppens første ildkamp.

Side 100 ”I Danmark er de billeder, som vi har forsøgt at undgå, allerede blevet vist på tv.” [anmelderens understregning]

Side 161 er det ikke første gang SS undrer sig over pressen. SS synes det var ligegyldigt, hvem der havde dræbt en lille afghansk pige.

Side 195 kunne en avis i DK, afsløre, hvordan danskerne smed en afghansk familie ud af deres hus. SS mener, at det var en ensidet fremstilling.

***

Bogens fotos.

Bogen har i alt 41 fotos, når man tæller forsidebilledet med.

Cirka halvdelen af fotografierne viser soldater, der smilende poserer eller slapper af og på mange af dem bærer de flotte våben og er iført flotte uniformer.

En fjerdedel er action-prægede, mens den sidste fjerdedel deler sig mellem fotos af

militært isenkram, landskaber og andet.

***

Diverse.

Under dette punkt medtages afsnit fra bogen, der også er værd at lægge mærke til:

- Bogen begynder med en beskrivelse af en vådeskudsulykke i 2007, hvor en soldat

bliver dræbt og en anden svært lemlæstet, ved en ”skarp” øvelse i Oksbøl, før udsendelse til Irak.

[Kommentar: Dette har gjort anmelderen opmærksom på, at soldater som bliver dræbt eller lemlæstes ved øvelser i Danmark som en selvfølgelighed også skal regnes med som faldne i krig.]

- Amerikanerne havde under invasionen af Irak anvendt granater beriget med uran.

Derfor skulle de danske soldater holde sig fra bestemte områder. (s. 45 ø)

- en radiotekniker tog hjem, efter han havde været tæt på et raketnedslag (s. 71 ø) og de øvrige soldater kunne komme på rekreation i Kuwait samt tale med psykologer.

- En af de vigtigste ting, der står i denne bog er, når SS refererer til en iraker som siger:

”Det handler om børnene. De er vores fremtid. Vi skal lære dem at tænke selv.

De unge er vokset op med krig og med våben. De vil forandre verden med vold.”

[Det er et nøgleafsnit, fordi selv om irakeren hentyder til de irakiske børn, kunne det lige så godt bruges om danske børn, unge og soldater, for de er vokset op med alt for mange timers action, krig, drab og vold foran tv- og computer-skærmene hvilket gør, at modtagelige individer ændrer deres grænser i umenneskelig retning for hvorledes man mener, at kunne behandle andre mennesker.]

- SS beskriver, at afghanere udelukkende identificerer sig efter stammeforhold, ikke

nationalitet. [Dette viser med al tydelighed, at Afghanistan ikke er – og aldrig bliver – en nation i vestlig forstand. Politikernes argumenter om at indføre demokrati, er således misforståede].

- SS erkender, at hvis både de fremmede soldater og Taliban forsvandt, ville de

lokales lykke være gjort. Desuden, at den afghanske befolkning blot vil have fred

til at dyrke deres marker.

- Soldaterne smider ved flere lejligheder afghanske familier ud af deres hjem med

ganske kort varsel, for at benytte huset som base – et sted sker det i løbet af 5 minutter (s. 153) – et andet sted 3 minutter (s. 187). SS udtrykker stolthed over, at gruppen på denne måde har ”taget et angrebsmål uden kamp”…

- SS er meget stolt af, at han har været leder i to krige uden tab af soldater [- men

han mistede jo en soldat ved vådeskudsulykken].

Side 127 beretter SS om, at danske politikere og journalister ved besøg i Afghanistan kun bliver præsenteret for mønstereksempler og succeshistorier. [Kommentar: I historisk perspektiv er det et flittigt benyttet trick. Derfor: Stol aldrig på en krigsførende part, heller ikke det danske ”Forsvar”.]

Side 90 er SS ”chokeret” over (og har ”svært ved at forstå”), at de skal angribe fjenden, for at få en sønderskudt kampvogn med hjem. Han begrunder det med, at han ikke vil kunne forklare det til de pårørende, hvis en af hans soldater blev dræbt ved aktionen.

***

Afsluttende bemærkninger.

Som sammendrag kan vi se, at

SS ser ned på hr. og fru Danmark samt på uprøvede soldater.

SS ønskede at gøre krigs-tjeneste primært af egoistiske grunde.

Soldaterne får fede oplevelser ud af det.

”Forsvaret” har på flere punkter svigtet, før de udsendte soldater i krig.

SS mener åbenbart, at krig nytter, men begrunder det med uhyre middelmådige resultater.

Alle pårørende og kærester er bekymrede og kede af det, fordi deres kære har meldt

sig til krigs-tjeneste.

SS mener, at medierne ikke bør være kritiske over for militæret.

Forfatteren stillede selv tre spørgsmål. Nu kan vi svare på dem.

1. Hvad er det, der får mennesker til at drage i krig?

Ifølge denne bog er det primært af økonomiske, egoistiske og selvudviklende grunde.

Hertil er der kun at sige: Stakkels irakere og afghanere, der skal lægge liv og førlighed til det.

2. Hvad oplever de?

De oplever magtens sødme. Magt, både overfor deres egne pårørende (når de ønsker at gøre krigs-tjeneste) og de ”fjendtlige” landes indbyggere. Action og kammeratskab, ligesom de oplever, at befinde sig på kanten af livet.

3. Hvad får dem til at melde sig igen?

Se spørgsmål 1 & 2. Desuden bliver dagligdagen hjemme i Danmark kedelig for én, der har prøvet at være i krig.

Endvidere står det klart, også efter læsning af denne bog, at soldater ikke formår at

udvise følelser, når de befinder sig midt i en krig. Derfor er hjemlige debatter om

næstekærlighed i krig unyttige. Vi må derfor snakke om næstekærlighed og ”Du må ikke slå ihjel”, i den proces der forløber før unge mennesker melder sig til krig.

Som afslutning vil jeg benytte et citat fra bogen, hvor Søren Sjøgren skriver vedrørende træfningerne i Afghanistan: ”Hvis vi kan ramme lederen, har vi en chance for at vinde”.

Dette skriver han på trods af, at han selv er leder – og på trods af, at han selv er kisteglad for, at han er kommet levende hjem fra krigen.

Denne udtalelse viser desværre Søren Sjøgrens menneskesyn i en nøddeskal.

Med venlig hilsen

DANMARK FOR FRED

***

2.10.2011

”Du må ikke slå ihjel”

En samtalebog af Kristoffer Zøllner

om liv og død mellem konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless.

Lindhardt og Ringhof, 2008

Dette er i sig selv ikke en anmeldelse, men uddrag fra bogen. Uddrag, der vist

taler for sig selv. Hvis du ønsker at vide mere om konteksten for uddragene,

kan jeg varmt anbefale dig at læse bogen.

En interviewbog af denne karakter, hvor de interviewede til tider er ”for ærlige” -

og derved kommer til at røbe for mange lidet flatterende sider af dem selv - kan

ikke være tænkt og udført i god kristen ånd. Fra forfatterens og præstens side mangler der både eftertanke og diskretion, ligesom præsten adskillige gange misser chancen for at komme dybere ind i nogle problematikker, som denne anmelder synes kunne være interessante at forfølge.

På smukkeste vis viser bogen dog også, at når mennesker oplever et personligt

”face to face” møde, så opstår der ofte en gensidig respekt og forståelse, der i denne

bog munder ud i, at den unge soldat spørger præsten, om han vil forestå sin begravelse, hvis han skulle dø i Afghanistan - og endvidere, at præsten kommer til forståelse (!) for soldatens voldelige handlemåder...

Kriterier for følgende uddrag, er i store træk den unge soldats bevæggrunde for frivilligt at melde sig til krig, forældrenes meninger om dette, miljø og omgangsformer i militæret, følelser og reaktioner ved at være i krig mm.

Undertegnede anmelder har valgt denne fremgangsmåde med uddrag, for at meningerne derved kan fremstå uden omsvøb. Den rene, uforfalskede vare.

Der er nogle få kommentarer til uddragene. Forklaringer i [ ]-parentes.

Personerne:

J = soldaten

FP = præsten

Far

Mor

Forfatteren

---

Side 18     Jacob er 18 år, da han bliver rekrut. Nu er han 21 år og krigsveteran.

Forfatter skriver: ”Der er sket mere i de tre år, end i hele de foregående 18 år.”

Side 22     Far: ”J har været uhyggeligt forkælet.” – J. ”Jeg går fuldstændig grassat,

hvis nogen [af mine bamser] bliver smidt ud.” – ”Jeg ved ikke hvad der ville ske,

hvis jeg mistede den [bamsen]” – ”Jeg er sådan set ligeglad med andre folks meninger og det har jeg altid været.”

Side 23     Forfatter: ”J slår ofte en håndflade hårdt i bordet, for at understrege en pointe.”

Side 25     Far: ”Det har overrasket mig voldsomt, at han blev [soldat].”  - en typisk

soldat ”er nok en type der havde været lidt mere vild og sprælsk som knægt…” –

Jakob var stille og rolig som barn ”derfor skal han også have lov til at gå ind i nogle lidt farligere situationer. Så er der ligesom lidt balance i tingene.”

Side 26     De har en 13 år gammel hund. J siger: ”Herude… tager vi riflen og skyder dem i nakken. Men det ville være svært…”

Side 29     J: ”Jeg er blevet mere selvstændig, moden og beslutsom…Nu siger jeg

tingene som de er. .. Jeg er blevet meget mere selvstændig.” - Mor siger: ”…han er

pludselig blevet en mand.”

Side 31     Far: ”Mange af de ting han havde som fritidsinteresser, var ikke noget,

han kunne vise frem for nogen. Men så ramte han pludselig plet og fik succes i militæret.”

Side 34     J: ”Jeg afskyr folk der kommer for sent.” – ”Jeg er en hidsigprop.”

Side 36     J vil aldrig indrømme fejl.

Side 50     J. ”Jeg elskede også at se actionfilm og krigsfilm.” – ”Det er jo pissefedt

at se på fjernsyn og jeg troede at sådan var det sikkert også i hæren.” – ”Det er de

film, som har medvirket til, at jeg fandt ud af, hvad jeg ville være.”

Side 51     J: ”Jeg er primært i hæren for spændingens skyld. Jeg vil selvfølgelig også gerne have penge for det…”

Side 52     J: ”…det var bare noget med skydevåben og den slags.” – ”En af grundene til, at jeg ville ind i Forsvaret var, at jeg ville have lov til at bruge deres våben.”

Side 53     J. ”Folk i hæren er sgu nogle drengerøve. De gør det, fordi det er et fedt

arbejde.” – ”Jeg ville prøve at være udsendt, prøve spændingen”.

Side 54     J blev skuffet, da han kom i militæret: Forfatter: ”Men hvis J havde troet, at det var det samme som action, bliver han skuffet.”

Side 60     J: ”… i en ekstrem situation skulle vi skyde, hvis vi var i tvivl, for [lederen] ville hellere have, at vi kom hjem levende, selvom vi havde fem civile på samvittigheden…” 

J: ”Jeg ville til Irak. Jeg havde mange konflikter med mine forældre omkring det...  og det var svært for dem at forstå. De så det, som om jeg var blevet hjernevasket [i forsvaret] og det er jo næsten også det, der sker. Vi træner til at kunne slå mennesker ihjel … og det kunne de godt have svært ved at forstå i starten.”

Side 62     [Ved hjemkomsten] I to måneder ”gik jeg inde langs med husmurerne og kiggede op…” - ”Man skal også huske at bevæge sig hvert 10. sekund.” – Soldaterne går i krig med videokamera på hjelmen ”så vi kan smide nogle seje film på You Tube.”

Side 63     ”…[J ville] holde sit løfte til forældrene om at komme hjem i live.”

Side 64     J: …. det duer ikke, at man har nogle forældre, der sidder derhjemme og

græder i telefonen… eller en kæreste, der er fuldstændig panisk.”.

Side 68     J: ”I militæret har man en meget stærk facade, som man hele tiden skal holde.” – ”Vi skal overfor hinanden være tough guys” - ”I Forsvaret er der mange ting, som alle folk ved, men som der ikke bliver talt om. Vi ved alle sammen, at en af os kan risikere at komme hjem i en kiste, og når vi ser os omkring, ved vi alle sammen, hvem det kunne være.

Men vi taler ikke om det.”

Side 69     J: ”… du kan ryge al det hash, du vil, og du kan tage alle de stoffer, du vil, men du vil aldrig nogensinde komme i nærheden af det kick, det er at være i ildkamp.”

Side 70     J: ”… det er det vildeste kick, du nogensinde vil kunne opleve.” – ”Det er så hårdt et kick, og når folk bliver spurgt, hvorfor de vil være soldater, så svarer de, at det er på grund af det kick. Folk tror, at man er syg i hovedet, men det er bare, fordi de ikke selv har prøvet. Nogle tager i forlystelsesparker eller springer ud i faldskærm.

Man har forskellige kick, og det her er mit kick.”

Side 71     J skriver i sit farvel-brev: ”Undskyld, at jeg ikke holdt mit løfte” –

”At skrive det brev er nok den største udfordring, jeg har haft i mit liv.”

Side 72     J: ”Jeg tror ikke, at jeg får lov til at komme af sted igen, hvis jeg ikke

lover [at komme hjem i god behold]. I det hele taget tror jeg ikke, at nogen soldater

ville få lov, hvis de ikke lovede det.”

Side 73     J: ”Det var nu, frugten skulle høstes efter hård træning. Nu skulle vi se, om det, vi kunne, også virkede.” – ”Alle soldater ønsker at undgå krig, men alle soldater ønsker også at komme i krig.”

Side 76     J: ”Jeg tror ikke, at det går op for én, at man er udsendt [og er i risiko for

at dø] før man bliver skudt på første gang.”

Side 80     J: ”Jeg tog til Irak for at få en oplevelse og ikke … for at redde verden.”

Side 87     J: ”Jeg ser hæren som et sted, hvor jeg personligt kan udfordre mig selv.” –

”½ års kamp-stress påvirker soldater voldsomt, så de er psykisk ustabile og reagerer voldsomt i nogle situationer.”

Side 88     J:”Kammeratskabet er specielt, for det er jo en mærkelig situation man er i.

Man ved, at man har været igennem de samme ting psykisk, og det giver en gensidig respekt, som ikke rager andre. Man tilhører en indercirkel…”

Side 92:    J: ”Når man er hjemme [i DK], føler man, at man svigter dem dernede.”

Side 93:    J: ”Det er næsten umuligt at forklare kammeratskabet i hæren, hvis man

ikke selv har prøvet det.”

Side 97:    ”I dag er bukserne [fra en blodig træfning den 14.maj] J’s lykkebukser.

Han prøver at have dem på så ofte som mulig, og de skal også med til Afghanistan.”

Side 99:    J fortæller om, at han har skudt en iraker: ”Jeg vælger at sige, at den mand er farlig. Det kunne lige så godt have været en civil med en skovl i hånden, det skal jeg ikke kunne sige, men så har han bare været en meget dum civil, der har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”

Side 102-103:   J om dén iraker, han skød: ”Muligvis har han en familie, men jeg er faktisk ligeglad. Han er dum at være på det forkerte hold. Han er en modspiller, som ikke er hurtig nok, og det er ærgerligt for ham”…” Jeg har ingen moralske skrupler over det”…”Jeg ser ikke mine fjender som mennesker…”

FP: ”Hvordan reagerer dine forældre?” J svarer: ”De har det fint med det.”

FP spørger til Biblens ord om, at du ikke må slå ihjel, men J svarer udenom, og FP

forfølger desværre ikke spørgsmålet.

Side 104:    J: ”[En kampsituation] er følelsen af, at det er dit liv, der er oppe til revision.”

Side 105:    FP: ”Så man kan altså vænne sig til at dø?” [tåbeligt spm.]

Side 107:    J er nu på orlov i DK. Når J vurderer, at folk ikke hører ordentlig efter,

når han fortæller historier fra fronten, bliver han ”pissesur og får lyst til at lappe dem en lige i skallen og sige, hvad fanden bilder du dig ind.”

J: ”De skal kraftedeme også høre efter, for ellers hakker spætten fandeme.”

”Jeg synes, at det er respektløst ikke at høre efter.”

Side 108:    J: ”Det, der er godt ved den 14.maj [en træfning] er, at vi får lov til at gøre gengæld for de mange gange, vi er blevet skudt på af snigskytter eller blevet angrebet af mortergranater.”

Side 111:    Efter den 14.maj er det J, der går forrest og sparker døre ind. J: ”Måske er det, fordi jeg har det godt med det, fordi jeg så kan afreagere lidt.”

Ved en anholdelse af en iraker tager J fat i nakken på ham og hiver ham op. ”Det gør sindssygt ondt at blive vredet lige der, og han råber også en del op. Helikopteren skal af sted, og hvis de ikke vil med, så tager vi hårdt fat i armene på dem. Til den brækker, hvis det er nødvendigt.”

(side 115) ”Jeg er hård ved ham. Ikke at jeg brækker armene på ham og den slags, men jeg behandler ham ikke pænt. Vi kalder det ”firm but fair”.

Side 112:    To irakere ligger bagbundet på gulvet af helikopteren. Den ene er skrækslagen, og de to mumler noget sammen. ”Så får de et spark hver.” ”Hvis de ikke vil følge med, så får de et par på skrinet, og så makker de som regel ret.”

FP: ”Så der kommer en vis hårdhed i dig. Føler du, at du bliver et mandfolk?” [tåbeligt spm.]

J: ”Jeg bliver nok bare blind, fordi jeg er ligeglad.” … ”Jeg tænker fuck det…”

Side 113:    J: ”Jeg har det sådan, at de tog noget fra mig, og jeg føler, at jeg skal gøre gengæld.” … ”Civilbefolkningen skal være glad for, at vi ikke hiver vores panserværnsraketter frem.”

”Jeg tror, at jo mere soldater er ude, desto mere begynder de at reagere negativt mod civilbefolkningen. Man bliver mere soldat end menneske…. Sagt meget groft, kan en perfekt soldat slå fuldstændig fra og dræbe, indtil der ikke er flere fjender at slå ihjel.”

”Hvis nu [min ven] ryger i Afghanistan. Hvis han bliver skudt, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan overholde de love, jeg skal, og de ting, jeg har lovet mig selv.”

Side 114:    J beskytter sig selv ved at sige, at han er ligeglad.

J: ” …jeg siger til mig selv, at alle irakere er nogle svin, og at de bare skal lukke røven. Jeg får ligesom en form for had til dem. 

Det er der mange, der gør…”man har sateme lyst til at smække dem [indbyggerne] en på hovedet…”

Efter at en af hans kammerater blev skudt: ”Hvis jeg [derefter] var blevet indsat i Al Harta med et våben, så havde jeg nok skudt alt, hvad der bevægede sig.”

Side 116:    FP: ”Det virker som om [de irakiske soldater] er sådan nogle fedtmuler

med nogle grimme uniformer på.” [dét siger en præst!]

J’s opfattelse af irakerne: De er luddovne latinoer, deres arbejdsmoral er slap, de er

ikke vant til at lave noget; han har ikke oplevet noget positivt fra en iraker, alle irakere er nogle svin, de skal bare lukke røven, de er et utaknemmeligt folkefærd, man kan aldrig stole 100% på dem.

Side 118:    J: Vil Danmark  ”… gøre det nemt, interessant og ”sjovt ” at være soldat.

” Sjovt forstået på den måde, at man har noget udrustning, der siger spar to. Vi har de samme evner som de amerikanske soldater, hvis vi ikke er bedre, men det er ydmygende, når man står og kigger på deres våben, udrustning og køretøjer. Det er en skændsel for vores eget land, når vi ikke kan vise omverdenen, at vi er professionelle soldater med professionelt udstyr og har en hær, man kan stole på.”

J: ”Kampsoldater er gode til at slå ihjel, så lad os dog for fanden få noget at slå ihjel med.”

Side 120:    J: ”… vi står og savler over [amerikanernes] våben og missilsystemer…”

Side 123:    J: ”De [Taleban] skyder for at ramme, sådan er det. Men ofte skyder de

hovedsageligt for at såre, for det koster jo mere at have en såret soldat end en død. Gid at alle så bare gjorde det på den måde og kun skød for at såre. Det kunne være lidt fedt.

Men de ser det som en form for status at kunne sige, at de har dræbt så og så mange fjender og gerne amerikanere.”

Side 123:    Oberst Lars Møller tør kritisere forsvaret indefra, hvilket gør ham til en helt i J’s øjne.

Side 124:    J. Hvis der kommer flere internationale missioner skal hæren have flere penge, officererne er slidt op og det skal kunne betale sig at være udsendt.

Side 125:    J om sin kritik af hæren: ”Jeg skal nok op og snakke med en overordnet.

Måske skal jeg tage ordene i mig igen, de forflytter mig eller jeg bliver uønsket i forsvaret …

”jeg synes det er træls, at man skal censureres på den måde. Hvorfor skal det være en hemmelighed, hvordan hæren i virkeligheden har det? Det er jo kraftedeme som at være i en gammel russisk hær, hvor man går og skjuler dårlige ting. … Hvorfor er der ikke nogen, der tør tage det ansvar?”

Side 126:    J: ”vi er i krig, og i en krig dør mennesker. Det må man bare acceptere.”

Side 127:    J: ”Jeg hader pressen, for hvorfor fanden forklarer de ikke realiteterne…

Jeg tror, at en af grundene til, at vi tog hjem fra Irak, var på grund af aviserne.”

Side 130:    J: ”Jeg gør det ikke [melder mig frivilligt til krig] for landets skyld, eller for Afghanernes skyld. Jeg er soldat for min egen skyld. 

Jeg vil gerne af sted. Ikke fordi jeg er krigsliderlig. Tværtimod. Jeg kan bare godt lide arbejdet. Jeg kan lide stemningen med folkene man er ude med” …”Jeg kan godt lide autoriteten og den helt specielle fornemmelse, man har, når man går som soldat i et andet land.”…

 ”Det er for oplevelsens skyld. Om 30-40 år vil jeg gerne kunne sætte mig ned

og fortælle mine børnebørn om, hvordan det var dengang, deres bedstefar var soldat.”

Side 131:    J: ”Jeg kan ikke lide civilbefolkningen i Irak. Det tror jeg, at der er mange af de udsendte, der ikke kan. En af grundene er, at man ikke kan se, hvem fanden fjenden er dernede.”

Sidste aften i Irak tænker J, at han vil blive sur, hvis han bliver ramt nu, og at det ikke vil være fair, hvis han skal dø nu.

Side 132:    I samme øjeblik han er ude af Irak tænker han: ”Hold kæft, hvor er det godt, at vi er ude af det her lorteland, og så vender jeg mig om og giver det en fuckfinger.”

Side 133:    J har forskellige tanker om sin udsendelse og fremtid. ”Hold kæft hvor er det godt, at jeg skal ud af det lort” – ”Det bliver godt at komme hjem – ”Jeg skal aldrig nogensinde udsendes mere” – ”Jeg kan alligevel godt tænke mig at komme ud igen” – 

”Men ikke til Kosovo, det er ikke det helt vilde” – ”Jeg ville sige ja til et sikkerhedsfirma”

Side 134:    J: ”Gider ikke vise sin respekt overfor de andre soldater.”

                    J: ”Man vænner sig virkelig til den spænding og action, der er i hæren.”

Side 136:    J: ”Jeg er blevet mere robust, hærdet og mere voksen.”

Side 137:    J om at han har skudt et menneske: ”Jeg ville gøre det samme igen.”

Side 139:    J viser sine lykkebukser frem, som også var med i Irak. Dem skal han have på i Afghanistan.

side 140:    J: ”Når man ikke er udsendt, savner man spænding.”

Side 141:    J om en veteran som i frustration har skudt på nogle træer: ”Selvom han var gået ned i byen og havde knaldet et par mennesker ned, ville han stadigvæk være min kammerat. Lige meget hvor meget en kammerat fucker op, så har vi stadigvæk det her sammen.

Om han går ud og dræber 1000 små babybørn og skærer dem i stykker eller noget andet psykopatisk, så vil jeg stadigvæk være der for ham og altid tage hans parti.”[!]

Side 142:    J: ”Vi dækker hinanden. .. Selv når en går ud med alkohol i blodet og

hygger sig lidt og skyder for sjov, så dækker man ham.”

”Én for alle og alle for én.”

J svarer undvigende på FPs spørgsmål om man dækker over hinandens krigsforbrydelser.

Side 144:    J: ”… jeg mener godt, at man kan tilsidesætte krigens love, når det gælder andre menneskers liv.” ”Det vigtigste er at holde mig selv i live, mine kammerater, andre allierede soldater… Allerede dér har jeg bøjet krigens love…”

"Krigens virkelighed foregår i nuet.”

Side 145:    J: ”Jeg er stærk modstander af al form for tortur og moderat psykisk og

fysisk pres og alt, hvad man kalder det. Men jeg er sikker på, at samtlige nationer, der er i krig, bruger det.”

Side 146:    Soldaterne har set og overværet grufulde situationer.

J siger om følelserne i dagene efter 14.maj, at mange har lyst til at tage hjem, men de fleste bliver for at støtte holdet og for kammeraternes skyld….  det betyder, at man kæmper for noget…. jeg gør det altid for ham, der står ved siden af.

Man gør det for at løse en opgave, for oplevelsen og udfordringen. Og for ham,

der står ved siden af.”

Side 147:    J: ”Som soldat lærer man at skifte mellem to funktioner med hver sin knap.

Det er on og off. Når man er off, går man og smiler venligt og smiler til civilbefolkningen og pjatter med kammeraterne. Så er vi ”normale” mennesker som dig. 

Men når det første skud lyder, er man on. Det er det, vi træner til.”

”Der er mange [andre soldater], der har nosser nok til at sige, at de sgu ikke kan klare det, og stor respekt for, at de ikke bliver …”

Side 148:    J: ”Jeg sætter livet på spil, fordi jeg godt kan lide spændingen i mit arbejde….

Jeg synes det er spændende og udfordrende, og jeg føler, at jeg får en masse ud af det.”

Side 149:    J: ”Kosovo er den eneste rigtige danske succesmission, vi har haft.”

Side 151:    J synes, at hans væsentligste kvalitet er, at han kan trykke på aftrækkeren.

Side 152:    J mener, at 99 % af soldaterne har det godt efter en udsendelse i krig.

Side 153:    J om sin tid i forsvaret: ”…alt det i gåseøjne svage og dumme bliver pillet af mig, så jeg får selvtillid og gåpåmod.”

Omtaler sig selv som før værende ”en dum civilist”.

Side 155:    J: ”I hæren får jeg sådan en selvtillidsboble. Det er sådan en boble, jeg har omkring mig, hvor jeg står med en hård attitude over for alle… Vi er trænet til at have en boble, der beskytter os, samtidig med at vi stadigvæk skal være mennesker. 

Min medmenneskelighed ligger inde i boblen. Derinde ligger min hund, som jeg har haft i 12 år.”

Side 162-163:    Præsten FP giver på disse sider køb på buddet om, at du ikke må slå ihjel. ”Når jeg snakker med J bliver jeg oprørt og berørt følelsesmæssigt…. Man må ikke slå ihjel, men der er grænseoverskridende tilfælde…Der er brug for dét, J repræsenterer… (!)

Men når vi nu er nødt til det, …”

Ang. Saddam Hussein siger præsten FP: ”Vi ved alle sammen, at man kunne have klaret [ham] på en smartere måde. Altså, hvor svært ville det have været at nakke ham?” (!)

Præsten FP om J, der skød et andet menneske: ”…du gjorde dit arbejde godt…” - ”når jeg høre dig tale, indser jeg, at det var en nødvendighed.” (!)

Side 164:    Far: ”…jeg tror ikke, at man kan være soldat og samtidig have ambitioner om at opretholde nogle kristne værdier.”

Side 165:    Far: ”Du er [som soldat] nødt til at blive et dumt svin, ellers kan du ikke fungere i det erhverv.”

Side 166:    J: ”Jeg vil ikke være imod krig, for så gør jeg mig selv arbejdsløs”.

Side 169:    Præsten FP lader sig fange i en ”hvis og hvis” diskussion og giver køb på at slå ihjel, gå i krig og udføre hævn, men han har selvfølgelig også lige været ude og skyde om kap med soldaten og hans far.

Side 171:    Far: ”Jeg tror, at vores generation og generationen før, har haft brug for

en følelse af, at Danmark kan noget og kan bruges i krigssammenhæng.”

side 172:    J: ”Rent politisk er det rigtig, rigtig godt, at vi gik i krig. Men rent menneskeligt er det dumt, at vi går i krig.”

Side 173:    Mor om deres reaktion, da J vil i krig: ”I første omgang forsøger vi at få ham talt fra det… Men det står hurtigt klart, at det kan vi godt glemme, for der er ikke noget at gøre…. Jeg vil ikke sige, at jeg har det okay med det, for det er der ingen forældre, der har, når deres søn skal af sted.”

”Det skal nok gå”.

Far lover at bede Fadervor hver aften.

Mor støtter J, ”…fordi jeg vil J det bedste, og det her er hans drøm.”

Mor: ”…jeg er urolig ked af , at han skal af sted, … men han skal have lov at gøre det, han gerne vil.”

Side 175:    Mor bryder sammen overfor kollegaerne, dagen efter, at J er rejst til Irak.

Side 176:    Far siger, at i sidste ende er det for J’s egen skyld [at han drager i krig]:

”Det betyder meget for mig, at jeg kan se, at J endelig rammer noget, hvor han har succes.”

”Det er også for min egen stoltheds skyld.”

Mor: ”Jeg tænker på, at det her er for J’s skyld… jeg tænker ikke på, hvad det betyder for verden og for Danmark,… jeg tænker på, at det er for hans skyld, og det er det, han gerne vil.”

Side 182:    J påstår flere gange i bogen, at hvis hans forældre kræver at han skal komme hjem, så gør han det. Men her på side 182 siger Far: ”J spørger [på et tidspunkt] faktisk, om vi synes, at han skal komme hjem. Ja, selvfølgelig synes vi det, men på den anden side siger J også, at uanset hvad vi siger, så bliver han dernede.”

Side 183:    Forældrenes ønskeliste for J:

Vores barn gør det, han gerne vil, er glad og tilfreds og opnår det, han gerne vil i livet.

At det vil komme til at gå ham godt

At han får succes i livet

At han får en god oplevelse

”Vi har jo kunnet mærke, at vi sendte en dreng af sted og fik en mand hjem. Selvom der skulle en krig til, så er det jo dejligt.”

”…hvis det er er med til, at han kan udleve sin drøm og gøre de ting, han gerne vil, og have succes med, så er det det, jeg ønsker.”

Side 191:    Forældrene om dagen efter at have taget afsked med J.

Mor: ”Jeg tuder simpelthen hele dagen, og hver gang vi kigger på hinanden, begynder vi at tude.” ”Vi er så trætte og ved slet ikke, hvordan vi skal komme igennem det”

”John går hvileløst rundt om sig selv”.

Far: ”Derefter går det meget, meget nemt, fordi man egentlig er god til at bilde sig

selv ind, at det nok skal gå.”

Side 192:    J om den svære afsked og om det kan gøres bedre: ”Jeg er sådan set fuldstændig kold overfor hvordan man gør det. Det er jo ikke mig, der har det hårdt, det er mine forældre, der er kede af, at jeg tager af sted.”

Side 195-196:    J’s krigsdeltagelse er hård for ægteskabet. Mor: ”… det giver den del konflikter..” Far: ”Jeg bliver sur, når jeg bliver mindet om det negative. Når jeg lige har glemt det, minder [Mor] mig igen om det…”

Mor: ”… vores ægteskab har været på prøve op til flere gange…”

Side 199:    J om en dræbt soldater-kammerat: ”Politisk set døde han måske for

ingenting… men [han] døde ikke forgæves, når det handler om æren, kammeratskabet og det menneskelige.”

side 200:    J begrunder sin krigsdeltagelse med: ”…at føle, man er i live og mærke, hvordan det reelt er at være derude, hvor det er farligt.”

Side 203:    Forfatterens tak indeholder bl.a. følgende sætning: ”Flere kapitler i bogen er gennemgået kritisk af premiereløjtnant FBS.”

***