DANMARK FOR FRED

anmelder relevante bøger, film mv.

Har du relevant materiale som du selv anmelder, så send det til os!

 

Søgefunktion:

Søg på denne side ved at trykke F3 + "søgeord" (=det ord du vil søge efter)

f.eks.: F3 + afghanistan

 

Inholdsfortegnelse:

 

- "Desertøren", bog af Asef Soltanzadeh

- "I forreste række. Jagerpilot i Libyenkrigen", bog af Martin Walldén Jespersen 

 

- "Vi slår ihjel - og lever med det", bog af Lars R. Møller

 

- "Historien der ikke bliver fortalt", bog af Nagieb Khaja

 

- "En lang forlovelse", (dvd), fransk spillefilm

 

- "Løvehjerter", bog af Thomas Østergaard Aallmann

 

- "Smilede jeg?", (TV) israelsk dokumentar-film

 

- "Waltz with Bashir" (dvd), israelsk animations-film

 

- "Micmacs" (dvd), fransk film

 

- "Krigeren", børnebog af Kåre Blutigen

 

- "Dræbt i krig", bog af Johan Kirkmand (Obs! Denne bog sælger vi for 60 kr.)

 

- "Med støvlerne på", bog af Søren Sjøgren

 

- "Du må ikke slå ihjel", bog med konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless

 

- "I morgen angriber vi igen", bog af Kim Hundevadt

 

- "Lille soldat" (dvd), dansk spille-film

 

- "War is a lie" (bog), vi bringer oversættelse og referat af denne interessante amerikanske bog.

 

***

Se billed af bogen her: http://www.gucca.dk/desertoeren-bog-p321028

”DESERTØREN” af Asef Soltanzadeh, udkommet 2015

”Desertøren” er 8 absolut nødvendige noveller.

”Desertøren” er en novellesamling af den afghansk-danske forfatter Asef Soltanzadeh som under den russiske besættelse af Afghanistan flygtede til Iran, hvor han boede i en årrække. Imidlertid begyndte iranerne på et tidspunkt, at hjemsende afghanske flygtninge, hvilket ville have været fatalt for ham. Derfor blev han i 2002 anerkendt som FN kvoteflygtning og kom til Danmark, hvor han har boet siden.

”Desertøren” er Asef Soltanzadeh’s anden bogudgivelse på dansk, idet novellesamlingen ”Mennesker på flugt” udkom på forlaget Per Kofod i 2005. Desuden har han medvirket i flere antologier. Asef’s forfatterskab har krigen i Afghanistan som baggrund, og fortællingerne beskæftiger sig både realistisk og drømmende med hvad krigen gør ved mennesker.

”Desertøren” er en samling af 8 noveller skrevet i et lavmælt, insisterende og nådesløst sprog, fra et forpint og krigshærget Afghanistan, sandsynligvis fra den kommunistiske magtperiode 1979 – 92, men i temaer og indsigt desværre eviggyldige i en verden fuld af krig og flygtninge.

I novellen ”Desertøren” møder vi en ung soldat som er deserteret fra regeringshæren og som nu søger hjemad til sin broder, men alt har forandret sig. Intet er mere som han forventer. Rørende og fortvivlende.

I ”Besættelsen” møder vi en ung mand som er stærkt berørt af at leve i et krigshærget storbysamfund under stærk overvågning, hvor enhver handling kan (mis)tolkes af regimets spioner. Han gør sit bedste for at overleve i dette Kafkaske univers. Urovækkende.

”Punktum” er en meget rørende eksperimentel tankerække (uden punktum i teksten over 8½ side) om drabet. Drabet som sker, når man trykker på aftrækkeren. Drabet på det menneske, man sigter på. Men hvem dræber hvem? Bliver der mon sat et punktum til sidst?

”Den lille skurk fra Kabul” præsenterer os for en brav thehandler som på trods af kamphandlinger fra skiftende fraktioner, insisterer på at servere the for alle parter i sin lille salon. Imidlertid indhentes han af krigens nådesløse grusomhed i et spil, hvor magt tæller mere end mening. Men han gør sit bedste i denne hjerteskærende novelle.

I ”En anden akt” er en mand til forhør, men er det virkelighed, eller spiller de blot teater? Er mishandlingen af fangen ægte eller indstuderet? Bliver der mon en anden akt?

”Isak-ofret” er en insisterende og åndeløs novelle som bringer vægtige problematikker i spil. Ret, ære og forældrekærlighed er her flydende begreber, når baggrunden udgøres af krig. Et grumt og velkomponeret stykke, vekslende mellem de involverede personers handlinger og tanker. Novellen er en pine at komme igennem.

I ”Gid natten falder bort” flyver en drage op på himlen, over krigshærgede menneskesind fra alle de stridende fraktioner. Da de ser den smukke drage – som for afghanere traditionelt er et symbol for håb, lys, festlighed og kærlighed – indtræder en spontan våbenhvile. Men hvor længe?

”Helt ud til grænsen” er en tragikomisk fortælling om en bus, en chauffør og alle passagererne som bliver udsat for en hellig prøvelse i en hed ørken. Hvem er den største synder i denne vanvittige og morsomme scene, fuld af religiøst dårskab.

Visse steder synes oversættelsen til dansk ikke imponerende, men på den anden side kan det jo også være en charme.

Asef Soltanzadeh’s novellesamling ”Desertøren” er 8 absolut nødvendige noveller, vævet med gribende tråde af en alvorlig forfatter med en længsel efter fred, med en stor menneskelig indsigt og med meget på hjerte.

178 sider. Kan varmt anbefales.

Med venlig hilsen Danmark for Fred

***

05. december 2012

 

”Efter at have smidt 50 bomber ned i hovedet på fremmede folk, går jeg ikke mere op i, hvad 1 liter mælk koster.”

Anmeldelse af bogen

”I forreste række – Jagerpilot i Libyenkrigen” af Martin Walldén Jespersen, 2012

 

Den danske F-16 pilot Martin Walldén Jespersen (MWJ), har netop udgivet denne bog om sine oplevelser i Libyen-krigen 2011 og er efterfølgende blevet interviewet i medierne.

Lad det være sagt med det samme: Vi anser det for dybt problematisk, at bogen så godt som ikke indeholder eftertænksomme eller etiske tanker om moderne krigsførelse eller om at slå andre mennesker ihjel.

Bogen er derimod en monoton og detaljeret beskrivelse af utallige bombetogter over Libyen i løbet af de 7 måneder, krigen varede.

Bøger som disse moderne krigserindringer bliver nødt til at få kritisk modspil, primært af hensyn til den brede befolknings forståelse af, hvad krigsførelse i virkeligheden er og fører til. Bøgerne må og kan ikke stå alene. De er for ensidige og bærer på for megen uudsagt og moralsk problematisk viden og meninger, ligesom der er for meget hemmelighedskræmmeri. Det er jo kun den halve sandhed, vi får at vide.

Danske piloter med tilhørende jordpersonel havde travlt i de 7 måneder krigen varede: De smed i alt 923 bomber – hvilket i gennemsnit giver cirka 4 om dagen. Regner vi med, at der ved hver bombe har befundet sig 4 personer (”fjender”), svarer det til, at den danske bombekampagne dræbte eller lemlæstede 4.000 mennesker.

I det følgende tager vi alvorlige emner op som bl.a. "Drab", "Etik", "Mer vil ha mer" samt "Asymmetrisk krigsførelse". 

 

Drab og lemlæstelser.

Nato har fra første færd benægtet, at der skete drab på civile som følge af Natos nedkastning af bomber. Holdningen er dog langsomt blødt op, blandt andet fordi Human Rights Watch er gået ind i sagerne således, at der i øjeblikket foregår undersøgelser desangående.

Her skal vi dog beskæftige os med drab på ”fjender”. Man må gå ud fra, at hver eneste af de 923 bomber, der er kastet fra danske fly, har ramt enten en tank, en bil med et maskingevær, et ammunitionsdepot, en bunker, et hus eller lignende og at der ved hvert af disse mål har befundet sig mennesker, der enten er blevet lemlæstet eller dræbt.

Vi går som før nævnt ud fra, at der har befundet sig i gennemsnit 4 mennesker ved hvert bombemål. Således kommer vi frem til, at den danske luftkrig har lemlæstet eller dræbt 4.000 mennesker.

På besynderlig vis omtales disse dræbte mennesker ikke (eller ganske perifert), hverken i bogen, aviser eller fjernsyn. Ingen interesserer sig for dem. Der vises kun bomberamte bygninger og køretøjer. Det er som om levende væsner ikke eksisterer for hverken militærfolk, journalister eller politikere, hvilket må betegnes som en uhyre kynisk og menneskefjendsk holdning til sine medmennesker, men de er jo også ”bare” fjender - og oven i købet ”primitive nordafrikanere”, ”berbere” eller ”sorte”. De omtales ofte nedsættende som ”lejesoldater”, hvad de danske piloter og personale ligeledes i høj grad må betegnes som.

Disse besynderlige fortrængninger af medmenneskers liv sker imidlertid med velberådet hu, for hvad ville der ikke kunne ske med den offentlige opinion, hvis den jævne borger blev bevidst om, at man også slog rigtige mennesker ihjel i hobetal.

Tænk hvis 1 dansk pilot var blevet skudt ned. SÅ skulle man have set omtale, politikerudtalelser, hædring og mediedækning!

MWJ kommer perifert ind på emnet et par gange. Blandt andet viser han 1 gang videooptagelser af levende (og døde) fjender for sine medarbejdere, så de kan få sat deres arbejde i perspektiv (s 170).

Offentligheden får ikke noget at se med dræbte mennesker – det er for farligt for den fortsatte krigsdeltagelse. Militærets medieeksperter har for længst udarbejdet udspekulerede retningslinjer for den offentlige eksponering, så ingen bliver stødt og vender sig imod fortsat krigsførelse.

 

Uddannelse i at slå ihjel bør følges af øget etisk uddannelse.

Et utal af danskere har valgt at lære at slå ihjel i ”forsvaret”. Nogen med et gevær, andre med en kanon og andre igen med fly-bomber.

På denne baggrund vil vi hermed udkaste følgende:

Det bør være et fremtidigt krav til brugere af militære våben og våbensystemer, at jo mere avancerede disse er (det vil sige: Jo flere mennesker, de kan slå ihjel) jo bedre moralsk og etisk uddannede bør de personer være, der overlades brugen af disse.

Bogens forfatter virker som et alt for nemt offer – eller måske endda et alt for villigt redskab – for kyniske og tilfældige politikeres ukloge og alt andet end næstekærlige beslutninger om at føre krig i fjerne lande.

Ideelt set bør det være sådan, at et menneske, der er blevet betroet livsfarlige våbensystemer, selvstændigt skal kunne vurdere berettigelsen af et angreb på mål i fjerne lande mod folkeslag, man intet aner om – og man skal kunne trække sig fra tjenesten i påkommende tilfælde.

Ansvaret skal tilbage til de, der fører kniven, trykker på aftrækkeren. Det er for nemt at gemme sig og sine handlinger bag den fortærskede sætning: ”Jeg handlede blot efter ordre” eller ”Jeg løser blot den opgave Folketinget har pålagt mig”. De allierede dommere ved Nürnberg-processen efter anden verdenskrig, forkastede disse udsagn som de tiltalte nazister benyttede.

 

Mer vil ha mer.

Et andet aspekt ved bogen er, at udover at familiefædre åbenbart går rundt med dunkle intentioner om at deltage i krige, smide bomber og slå fremmede folk ihjel, at mer’ vil ha’ mer’. Det er læst før i beretninger fra danske soldater, at de har ønsker om at bruge deres indlærte dræberfærdigheder i ”den skarpe ende” dvs. i krig. Efterhånden bliver det ikke nok at øve sig, selvom øvelserne bliver mere og mere avancerede og selvom samfundet bruger en formue på at give dem netop disse færdigheder. De vil ud og skyde på andre mennesker, smide bomber, ud og prøve kampen for alvor. Men samfundet må bevidst stoppe denne bevægelse fra blot øvelser til ægte krig. Det må indbygges i uddannelserne, at sådanne ønsker indskrænkes eller endog elimineres ved både humanistisk og etisk skoling. Vi vil godt lære dem at slå ihjel. Vi vil godt betro dem instrumenterne til at slå ihjel. Vi vil godt betale dem en høj løn og uddannelse i dyre domme. Vi vil godt afholde enorme udgifter, så de ka øve sig i at udøve vold og slå ihjel, MEN så vil vi også indpode dem, at de kun bliver benyttet i alleryderste nødstilfælde, i tilfælde af angreb på dansk jord. De skal med andre ord ikke bruges som villige redskaber i et tilfældigt økonomisk og strategisk politisk magtspil, men kun efter, at dansk diplomati har gjort sit yderste. En tilfældig politiker eller en tilfældig medieskabt folkestemning må ikke kunne sende dem i angrebskrig, må ikke gøre dem medskyldige i deres medmenneskers lidelser og død.

 

Asymmetrisk krigsførelse (warfare).

Asymmetrisk krigsførelse er det modsatte af symmetrisk krigsførelse som betyder, at to militære enheder står overfor hinanden på ”lige” vilkår. Et fly overfor et andet fly. En kampgruppe overfor en anden. En tank overfor en tank.

Ved asymmetrisk krigsførelse forstås derimod en krig, der bliver ført på ulige vilkår, f.eks i Afghanistan og Irak, hvor danske soldater ofte har klaget over, at fjenden benytter sig af asymmetrisk krigsførelse, da de ikke er til at få øje på, fordi de har samme tøj på som de andre beboere i landet og bærer deres våben/bomber skjult. Begrebet asymmetrisk krigsførelse bliver således ofte brugt af vestlige militærfolk til at beskrive hvor besværligt det er, at nedkæmpe guerillastyrker i fjerne lande.

Imidlertid er luftkrigen mod Libyen også at betegne som asymmetrisk krigsførelse, idet moderne bombefly benytter sig af så avancerede systemer, at de på 10 kilometers afstand kan se fjenden i detaljer samt at de nat og dag kan angribe fjenden, uden at denne  har den fjerneste anelse om, at der om 30 sekunder falder en bombe ned i hovedet på ham. Det ville nærmest svare til, at de danske F-16 fly blev ramt af kryptonstråler fra en Ufo, der skjulte sig bag Månen - og som de intet modtræk havde overfor.

Alene dét faktum, at alle danske piloter og fly efter 7 måneders krigsdeltagelse kunne vende tilbage uden en skramme, efter at have smidt 923 bomber og lemlæstet og dræbt i omegnen af 4.000 mennesker, taler sit tydelige sprog om, at krigen var asymmetrisk.

Det er en billig måde at føre angrebskrig på. De danske piloter har grinet godt i skægget, da de erfarede, at de skulle ned og smide bomber i et tilbagestående nordafrikansk land.

Bevares, ifølge bogen beskriver forfatteren de tilsyneladende store problemer, der forekom for de danske piloter: Generende skyer, lyn og torden, vulkanudbrud, svigtende elektronik på fly, bomber og computersystemer, opkald der ikke bliver besvaret, så man ikke kan smide bomberne samt et forkælet personale, der lige må sættes på plads.

 

Bomber.

MWJ har ifølge egne oplysninger i bogen smidt mindst 41 bomber, fordelt på 18 stk. a’ 500 pund, 10 stk. a’ 2000 pund, 6 stk. a’ 2400 pund, 7 stk. af ukendt vægt samt et ukendt antal af ukendt vægt. Det tillader vi os at benævne som 50 bomber.

Regner vi med 4 dræbte mennesker pr. bombe giver det et ansvar for 160 døde eller lemlæstede medmennesker. Dertil skal lægges det ansvar, der ligger i som wingman, at laserstyre sidemandens bomber mod målet samt ansvaret som leder.

Jeg forstår godt lysten til at flyve F-16, men ikke lysten til at lemlæste eller slå sine medmennesker ihjel (- selvom der er nogle tilfældige politikere, der har bedt én om det og betaler meget flot for det).

Hvis den danske stat en dag får brug for en bøddel, vil der også være ansøgere til dén stilling...

Danske fly smed 17 % af det totale antal bomber smidt over Libyen.

Hvis 923 bomber = 17 %, så er det totale antal (100 %) ca. 5.500.

Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/2011_military_intervention_in_Libya

 

Gadaffis død.

MWJ omtaler sin oplevelse af Gadaffis tilfangetagelse (s.206-7). Han skriver, at det er Nato-fly, der bomber og dermed stopper konvojen. Dette voldsomme klip fra You Tube viser sandsynligvis den frygtelige effekt af det franske flyangreb på Gadaffis konvoj umiddelbart efter hændelsen. Sandsynligvis er bomberne sat til at eksplodere i luften.

Kilde: http://www.youtube.com/watch?v=CkPgvkhurdM (er sandsynligvis slettet, fin den selv ved at skrive "gadaffi convoy")

Dette bringer igen problemet op med, at Nato gik langt videre i deres krig mod Libyen end blot at håndhæve flyveforbuddet. Her går Nato direkte ind og efterstræber Gadaffi efter livet. Det er uhyggeligt, at de såkaldte vestlige demokratier med politikere og mediefolk i spidsen ikke mener, at drab på andre landes ledere er en snak værd.

Hvis Nato havde villet, kunne man sagtens have krævet Gadaffi anholdt og sat for en domstol. Men det ønskede man ikke. Hvorfor mon? 

Diverse bemærkninger.

Forfatteren benytter sig af for mange unødvendige tekniske fremmedord, ligesom han gør brug af ”forsvarets” fordækte ord som at ”aflevere” en bombe – ”aflevere”? det er noget posten gør med en pakke. Bomber smider man, men når man benytter fordækte ord, bliver befolkningen ikke unødig skræmt.

Man skal endvidere lægge mærke til, at det ikke er en hr-hvem-som-helst, der udsender en krigsbog og derefter lader sig interviewe. MWJ var øverstbefalende for det danske flyvevåbens krig mod Libyen. Man må derfor påregne, at han sandsynligvis er specialuddannet i retorik og i at kunne klare sig lige så godt som en garvet politiker overfor mediernes pågående spørgsmål. Det vil med andre ord sige både at kunne svare i øst, når det bliver spurgt i vest, samt at kunne svare undvigende og manipulere med journalisternes spørgsmål.

Vi slutter med referater fra 2 interviews med MWJ. Læg mærke til, at han ikke interesserer sig for, hvor mange mennesker han har dræbt -  han siger, at alle oplysninger fra libyerne blot var propaganda samt at han efter sin krigsindsats ikke mere tænker på, hvad 1 liter mælk koster.

 

Interview med MJW i DR Nyheder den 4.11.2012:

MWJ har fløjet 50 missioner.

På spørgsmålet: ”Hvor mange mennesker har du dræbt?”

Svarer piloten: ” Det ved jeg ikke, og det er heller ikke noget som jeg egentlig har noget forhold til at skulle opklare.”

Spørgsmål: ”Hvorfor ikke?”

Svarer piloten: ”Nej, jeg mener ikke det har nogen relevans i forhold til den opgave vi har løst.”

Endvidere udtaler han på spørgsmålet, om de har dræbt civile:

Vores mål er berettigede, for vi har solide efterretninger. Libyerne udsender blot propagandameddelser.

Måneders luftkrig med sit eget liv som indsats sætter tingene i perspektiv for Martin Walldén Jespersen: Han går åbenbart ikke mere op i, hvad 1 liter mælk koster.

Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/11/04/221312.htm (udgået)

 

Interview i TV2 News den 6.11.2012:

På spørgsmålet: ”Hvad er det for følelser, fornemmelser og overvejelser man har, når man får en ordre om at drage i krig?”

Svarer piloten: ”Det er en helt principiel diskussion, man må ha afklaret med sig selv før at krigsdeltagelsen kommer. Når man så sidder i cockpittet og trykker på knappen     [= bombeudløseren], så er der ikke plads til alle de her overvejelser. Dér handler det om at aflevere bomben og sørge for, at den rammer så præcist som muligt.”

Spm: ”…og det gør den så ikke altid. Er det en del af psykologien i cockpittet, at man jo godt ved, at man kan ramme uskyldige børn?”

Svar: ”Ja, det kan naturligvis ske, at der er noget der går galt, men vi gør i alle tilfælde alt hvad der er muligt for at undgå at ramme de forkerte.”

På spørgsmålet, om det var farligt at deltage i krigen, svarer MWJ at deres selvforsvarssystemer og taktik gør, at det ikke er farligt for piloterne.

Kilde: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-59770970:jagerpilot-kampvognene-sk%C3%B8d-ind-i-folks-hjem.html (udgået)

 

"Uvidenhedens Engle?" (ukendt forfatter):

Selv de værste eksistenser
vågner op med abstinenser,
efter blodtørsten er slukket
hvis de ved, hvad de har drukket

Men i en moderne krig
ser piloten ingen lig,
når han som en engel svæver
mens hans elskovshjerte bæver:

hjemme venter hun, han holder af
hvis han når at bombe alt i dag,
krig er næsten som computerspil:
tryk på knappen, og der ryger fire til!

Himlen den er blå og solen skinner
og han trykker løs, mens lasten svinder
mens han kæmper for demokrati
fjernt fra ild og børn og blod og død og skrig

 

29.03.2013: Vi har sendt en mail til Martin W.J. (F16SPE@gmail.com) og opfordret ham til at kommentere ovenstående anmeldelse, men tør han mon stå ved sit moralske ansvar? VIL han overhovedet tage ansvar for sine handlinger og alle de bombedræbte med-mennesker?

Pr. 11.01.2015: Intet svar.

***

29.03.2013: Hvis læseren interesserer sig for problematikken om den enkelte soldats etiske ansvar, anbefaler vi følgende artikel om den sovjetisk helt Stanislav Petrov, som i 1983 reddede verden fra en atomkrig:

http://www.b.dk/globalt/manden-der-gjorde-ingenting-og-frelste-verden-fra-atomkrig#

***

 

 

12. september 2012

Danmark for Fred’s anmeldelse af

Lars R. Møllers ”Vi slår ihjel – og lever med det”

Informations Forlag, 2010.

 

Oberst Lars R. Møller er en populær mand, især blandt almindelige soldater, først og fremmest fordi han almindeligvis har for vane at sige tingene ligeud, ligesom han flere gange har udtalt sig imod de militære systemer, hvis han mener at noget gøres forkert. Desuden betegnes han respektfuldt som 100 % soldat.

Her har han skrevet en bog, der omhandler drabets form og opbygning; med ”drab” menes ikke almindelige kriminelle mord, men udelukkende ”lovlige” drab begået af statsansatte soldater, der frivilligt har meldt sig til krig.

Bogen er holdt i en bramfri, indforstået tone og Hr. Møller virker usædvanlig kold og kynisk overfor sit alvorlige emne, men det er muligvis blot overflade.

Faktisk virker det som om Hr. Møller bruger bogens 367 sider til at bearbejde sine egne tanker og følelser om de drab i sit militære job, som han selv har været ansvarlig for. Han er ansvarlig for 150 menneskers død.

Bogen er et forsøg på personlig accept og naturliggørelse af drab, og Hr. Møller mener for det første (- og underbygger med allehånde midler), at det er ganske naturligt, at mennesker ikke har noget imod at slå andre mennesker ihjel. For det bruger Møller mange sider på at naturliggøre alle de reaktioner, som soldaten/drabsmanden oplever. Kort sagt:

Hr. Møller mener, at det er 100% naturligt at dræbe andre mennesker og det skal man ikke have nogen som helst problemer med. Hvis man alligevel oplever problemer skyldes det ifølge Hr. Møller udelukkende to ting:

1)    At soldaten ikke er 100 % professionel og afklaret

2)    At omgivelserne (dvs. samfundet, de pårørende m.fl.) er kritiske overfor soldatens virke i krig – og måske tillader sig at stille ”dumme” spørgsmål.

Som den opmærksomme læser måske allerede har bemærket af ovenstående anmelder-kommentarer, er denne bog yderst bekymrende.

Bekymrende, fordi den i sin kyniskhed er direkte samfunds- og moralnedbrydende.

1)    Samfundsnedbrydende, fordi bogen i usædvanlig grad sætter befolkningsgrupper op imod hinanden; med andre ord er bogen samfunds-polariserende. Krig og voldsudøvelse af enhver slags, vil altid medføre en stærk og yderst uheldig polarisering af samfundet, uanset om det er vedtaget med et ”demokratisk” flertal eller om det er kriminelle grupper, der udfører udåden. Bogens tone og argumentation stiller folk, der har deltaget i danske krige (- af enhver slags), skarpt overfor resten af samfundet.

Hr. Møllers mening er, at når først samfundet har givet lov til at dræbe, er det helt utilstedeligt at debattere, kritisere eller stille spørgsmålstegn ved det.

Hr. Møller mener, at det er resten af samfundet, der er unormalt og som ikke forstår soldaternes handlinger - og som i øvrigt ikke tager den fulde, klare og kyniske konsekvens af et (tilfældigt) folketingsflertals beslutninger.

2)    Moralnedbrydende, fordi bogen af en (- tilsyneladende) friskfyr-agtig selvbestaltet pseudo-videnskabelig militær-person, af al magt og evne – og i øvrigt ganske behændigt (- dén ros skal Hr. Møller have) - forsøger at naturliggøre drabets form og opbygning og som med selvopfundne og tilsyneladende plausible spørgeskemaer udspørger danske soldater, om det mon ikke er rigtigt, at drab er helt ok.

Det største moral-problem med bogen er dog, at når en bog af en sådan tvivlsom kaliber først er publiceret, tages den for gode varer af de folk, der har brug for det.

Meningen med bogen er, at alle, der har udført offentlig tilladte mord eller vold, herefter skal kunne ånde lettet op og sige: Py,ha, det er ikke mig, der er noget galt med…

At aktiv angrebs-krigsførelse er et resultat af en demokratisk beslutning, gør den ikke nødvendigvis lovlig eller moralsk korrekt, og verdens-historien har mange eksempler på, at magthavere / flertallet har vedtaget grusomme og ulovlige angrebs-krige, der i historiens lys viste sig at være forkastelige. Den danske Irak-kommision vil om få år sandsynligvis vise, at beslutningen om at gå i krig mod Irak, var ulovlig.

Bogen beskriver hvorledes man med alle til rådighed stående midler kan forvandle et almindeligt menneske til en dræbermaskine, og bogen sætter lighedstegn mellem en robot og en god soldat. Handl som en robot, tænk som en robot, så får soldaten hverken problemer med at slå ihjel eller med de menneskelige tanker, der måske dukker op bagefter.

Hr. Møller beskæftiger sig også med hvorledes kristendommen stiller sig til drab. Her bliver hans farlige manipulation ganske tydelig, da Hr. Møller kun beskæftiger sig med Det Gamle Testamente og på behændigste vis undgår Jesus og Det Nye Testamente, som vores kultur dog trods alt bygger på. Det bliver derfor én lang beskrivelse af kristendommens tilsyneladende accept af drab.

”Vi slår ihjel” giver udtryk for:

-         100 % afstandstagen mellem almindelige mennesker og soldater.

-         100 % ekskluderende: Enten er du soldat og har deltaget aktivt i krig - eller også er du en uforstående civil, der ingen ret har, til at udtale sig.

-         100 % afdramatisering af ”lovlig” vold og drab

-         100 % ansvarsforflygtigelse: Soldaterne udfører blot det arbejde, regeringen beder dem om. Soldaterne har derfor intet som helst ansvar for noget som helst - det er udelukkende politikernes ansvar. Ansvarsforflygtigelse er desværre et omsiggribende fænomen i samfundet, som Hr. Møller på yderst bekymrende vis tilslutter sig.

 

Bogen er et klasse-eksempel på den nedbrydende polarisering, som Danmarks deltagelse i krige, har medført.

Læs også: http://politiken.dk/cci/ECE982879/generation-kill-staar-paa-spring/

 

***

25.april 2012

 

DANMARK FOR FRED’S anmeldelse af

 

”Historien der ikke bliver fortalt”

Af Nagieb Khaja

Gyldendal, 2011

 

Bogen er en beretning om flere rejser den danske journalist Nagieb Khaja foretog til Afghanistan fra 2004 og frem.

Nagieb Khaja er født i Danmark af afghanske forældre.

Nagieb Khaja forsøgte – i modsætning til andre danske journalister – at rejse på egen hånd i det krigshærgede land. Det vil sige, at han valgte ikke at have militær beskyttelse. Han håbede derved, at kunne komme i en mere ærlig kontakt med afghanske indbyggere og senere hen også med Taleban, for problemet med de andre danske journalister, der rejser og interviewer beskyttet af soldater er, at indbyggerne ikke tør fortælle sandheden.

Bogen indledes på overbevisende måde af forfatteren Carsten Jensen. Han efterlyser blandt andet flere danske journalister med afghansk baggrund, der som Nagieb ”tør” (- og kan skaffe de nødvendige kontakter til) at rejse i Afghanistan.

Her peger Carsten Jensen på et væsentligt problem: Denne anmelder anser det for nærmest umuligt for en dansk journalist med dansk baggrund, at slippe levende fra de oplevelser, Nagieb har været ude for. Afghanistan synes os etniske danskere så fremmed i værdier, kultur og omgangsmåder, at det vil være det rene selvmord for en etnisk dansk journalist, at rejse derned.

Det lykkes flere gange Nagieb at få uhyre interessante interviews med lokale afghanere, men han oplever til gengæld i to tilfælde, at blive fanget og truet med døden af lokale modstandsgrupper, der ikke nødvendigvis adlyder eller stoler på dem, Nagieb har indgået aftaler med.

Det lykkes ham heldigvis at flygte. Det var aldrig gået for en etnisk dansker.

Bogens hovedindhold er beretninger fra ”den anden side”, det vil sige fra de afghanere, der oplever det danske militær folde sig ud.  Det er ikke beretninger, vi kan være spor stolte af, men som giver et mere afbalanceret billede af, hvad der foregår.

Nagieb Khaja beskæftiger sig i bogen også med de forpassede muligheder for fred, der opstod et par år efter at krigen blev indledt. Ukloge vestlige politikere og militærfolk (bl.a. danske) tog forkert bestik af situationen. Blandt andet derfor indledte USA invasionen af Irak i 2003, fordi de troede, at de havde vundet i Afghanistan.

Bogens afslutning handler primært om hvorledes, der kan sluttes fred efter den endeløse krig. Forfatteren anser en forhandlingsløsning med Taleban som den eneste løsning.

Denne anmelder vurderer, at faren ved en sådan løsning meget vel kan være, at USA gør alt for at tilpasse tidsplan og aftaler efter den i forvejen lagte 2014 tidsplan, så det kan komme til at se ud som om de har helt styr på det, med utallig flere dræbte og lemlæstede afghanere og vesterlændinge.

Løsningen er våbenhvile NU og direkte forhandlinger.

Denne bog er ubetinget nødvendig at læse, hvis man har interesse i, at kunne vurdere og sammenholde de sandsynligvis uvederhæftige og halve oplysninger fra en krigsførende part og dens sympatisører (- i dette tilfælde det danske militær og hovedparten af de danske journalister, der arbejder under beskyttelse af militæret).

DANMARK FOR FRED anbefaler bogen.

 

Kilde: http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8702087847

 

***

24.april 2012

"En lang forlovelse".

 

DANMARK FOR FRED anbefaler denne franske kærligheds- og antikrigs film fra 2003.

****** ud af 6 stjerner.

 

            Hovedpersonen spilles af franske Audrey Tautou, der også spillede hovedrollen i filmen "Amélie".

            Da instruktøren ligeledes er den samme (Jean-Pierre Jeunet), borger det virkelig for god kvalitet.

            

            Filmen viser krig i al sin gru (her 1. verdenskrig 1914 - 18) og kan ses som en bearbejdning af de sår, franskmændende pådrog sig i den frygtelige krig.

            En fransk soldat sårer sig selv, efter at være blevet vanvittig af krigens gru, bliver dødsdømt og derefter gennet ud i ingenmandsland, for at blive skudt af fjenden eller ramt af en bombe...

            Hans kæreste nægter at tro på, at han er død og leder efter krigen utrætteligt efter ham.

            Langsomt afdækkes, hvad der i virkeligheden hændte. Et stort person-galleri oprulles og vi ser skæbner gå over lærredet.

 

            En underfundig, rørende, stærk, grum og ikke mindst tankevækkende anti-krigsfilm, der trækker klare linjer op til nutidens (lige så) vanvittige krige, med deres triste personlige skæbner, fortielser, løgne, grusomheder, vold og mord og psykiske krigsskader.

 

            Filmen viser ligeledes, at selv små 100 år efter en krig, er sårene endnu ikke helet. Danskere, der frivilligt melder sig til unødvendige krige (Afghanistan, Irak og Libyen) pådrager sig således et ansvar af en størrelse, de ikke aner.

        

            Læs også DR's anmeldelse her: http://www.dr.dk/P1/Filmland/Anmeldelser/2005/20060303120434.htm

 

***

02. januar 2012

 

 

DANMARK FOR FREDs anmeldelse af

 

”Løvehjerter”

 

Forfatter Thomas Østergaard Aallmann

 

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2008(?)

 

 

Bogen er en kristen felt-præsts beretning om sine tanker og oplevelser under ½ års

tjeneste blandt danske soldater i Afghanistan. Bogen er ét langt højstemt kvad for

berettigelsen af krig og vold og død.

 

Det er i sandhed en af de mærkværdigste bøger, denne anmelder har læst.

 

Forfatteren starter bogen med, at opfordre eventuelle kritiske læsere til ikke at læse videre.

Underforstået er bogen kun skrevet til rygklapperne. Det er dermed en ekskluderende bog

skrevet til ”de af vores folk”, der støtter krig (s.9). Det er højst usædvanligt - og denne

anmelder opfatter det som en hån mod den moderne dansker.

Det eksklusive forekommer således, at det muligvis er en udløber af den kultur der ofte følger

 af, at mennesker beskæftiger sig med så kontroversielt et arbejde: Først frivilligt at melde sig

til krigsførelse, dernæst at udøve en besættelses-hærs magt med alt hvad det indebærer, inklusive muligheden for at optræde med voldelige trusler samt at slå andre mennesker ihjel. Aallmann véd udmærket godt, at hans rabiate meninger deler vandene og at det vil være svært for ham at forsvare sine standpunkter; derfor undsiger han på forhånd sine kritikere.

Men det retter vi os ikke efter. I et demokrati må det være frit for enhver at læse og kritisk

anmelde det skrevne ord.

 

Aallmann kalder sig for ”kristen”, men det vil anmelderen sætte et stort spørgsmålstegn ved,

om han i virkeligheden er, ved at deltage så begejstret i krig. Det nye Testamente, som vores

form for kristendom primært baserer sig på, understøtter ikke Aallmannns form for ”kristendom”, der er fuld af selvgod voldsudøvelse og volds-berigtigelse.

Alt bliver brug og tolket i Aallmanns rabiate ærinde. Han beretter om sit virke i krigs-zonen med følgende særprægede tolkninger af Jesus liv og virke, tolket ind i unge danske soldaters død på slagmarken: ”Og så prædikede jeg (Aalmann) om Herrens ufattelige mod …” der betaler kærlighedens pris, når verden slår tilbage … og ”om Kristus, der … kaster sig som en livvagt ind foran dødens kugler…” (s.62).

Ifølge denne anmelders opfattelse må Jesus – som det Nye Testamente som bekendt handler om - tværtimod anses for en fortaler for ubetinget fred mellem menneskene her på Jorden.

Der er to vigtige sætninger, der bærer Det nye Testamente.

 

Den ene er:”Du skal elske din næste som dig selv”

(3. Mo 19:18 og Luk. 10:27 (”Den barmhjertige samaritan”) og Rom.13:9)

 

Den anden er: ”Vend den anden kind til”

Jesus siger: ”I har hørt at der er blevet sagt ”Øje for øje og tand for tand”. Men jeg siger jer:

Modstå ikke den der er ond; men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så

vend også den anden til.” (Mt.5:39)

Det står helt klart, at Jesus hermed annullerer det gammeltestamentlige gengældelses-princip.

 

Lad mig belyse den sidste sætning ”Vend den anden kind til”. Hvad betyder det? Skal man bare lade den aggressive slå løs? Nej, det betyder det ikke. Sætningen hentyder til det faktum, at et første slag på kinden i en konflikt, ofte vil være udløst af den voldeliges frustrationer eller umiddelbare tendenser. Hvis dén, der lige er blevet slået, straks slog igen, ville førstnævnte berøves sine menneskelige muligheder for at overvejer om, dét han lige havde gjort, var ok. Nu, med Jesu ord, vender man den anden kind til og giver dermed den ”slående” en mulighed i tid og rum for at kunne bruge sin tanke og medmenneskelighed til bevidst at overveje, om det nu også er rigtigt at slå én gang til.

Der har ikke fra dansk politisk side været overvejet andre muligheder end militær indgriben i de tre krige, vi har ført de seneste 10 år i Afghanistan, Irak og Libyen.

 

Disse to nøglesætninger fra Bibelen fornægter Aallmann til fulde. Derfor kan man tillade sig at stille spørgsmålstegn ved, om han overhovedet er kristen i dansk forstand? Eller er han mon nærmere gammel-testamentelig kristen, når han mener at Bibelens budskab er ”Øje for øje og tand for tand”?

Er han mon vikingetids-kristen anno år 1000 – fra dén periode, hvor Jesus hængende på korset blev afbildet som en stolt kriger med rank ryg – i stedet for den lidende fredelige frelser, der århundreder senere kom til at hænge på det kristne kors.

 

Hele Jesu liv forekommer som én lang freds-tale, men han blev alligevel slået ihjel af magthaverne (-og det uvidende folk) personificeret af bødlerne og soldaterne. Læg her mærke til, at de kristne, trods deres allerede store antal, ikke gjorde oprør eller udøvede voldelig modstand, da Jesus døde, men i stedet drog ud i verden, for at udbrede den nye, fredelige, kærlige og medmenneskelige tro. Senere voksede kristendommen til at blive én af de mest udbredte tros-retninger i Verden, men det er en anden historie.

 

Forfatteren er kristen feltpræst og kristen sognepræst, men han virker som en hån mod kristendommens fredelige budskaber og det er uforståeligt, at der ikke kraftigere har lydt kritiske røster, fra andre kristne imod forfatterens udsagn og meninger og handlinger. Måske har man villet tie bogen ihjel, men det er en stor fejl – bogen må under ingen omstændigheder stå uimodsagt.

Fejlen består deri at, ved at læse denne bog kunne (uvidende) borgere i Danmark forledes til at tro, at den repræsenterer noget sandt kristent, noget accepteret, noget Folkekirkeligt.

 

”Løvehjerter” repræsenterer endvidere en meget kendt og interessant linje indenfor kristendoms-historien, nemlig den, at Biblen gennem alle tider er blevet brugt og misbrugt til at retfærdiggøre næsten alt, man kan tænke sig af allehånde menneskelige handlinger, bl.a. til politiske og personlige magtformål.

Historien har vist, at man i Biblen altid kan finde et sted eller en sætning, der på én eller anden måde understøtter ens egen (forskruede) mening. Ellers kan dygtige retorikere  italesætte ens egen mening ind i Bibelens tekst.

 

Seneste eksempel på ovenstående (misbrug), beskrives i en artikel i KRD (12.11.2011, s. 15), hvor konservative amerikanske kristne og grupper tilknyttet den amerikanske evangelikale kirke, korporligt afstraffer deres børn med udspekulerede redskaber, ud fra en sætning i Ordsprogenes bog, GT, som lyder: ”Den, der sparer på stokken, hader sin søn; den, der elsker sin søn, tugter ham i tide.”

Det er forkasteligt, på denne måde ukritisk at opfatte og efterleve sætninger i Bibelen, men det

viser blot, at Bibelens ord desværre kan bruges til mangt og meget.

 

Det samme med det i kristne kredse kendte begreb ”retfærdig krig”.

Her har kristne i historiens løb åbenbart indset, at det oprindeligt kristne budskab om fred

mellem mennesker ikke er så nemt at efterleve og ikke giver den umiddelbare magt og ære som mange magthavere gennem tidens løb har higet efter – og magthaverne blev derfor nødt til at italesætte en accept af krig. Og sandsynligvis gik de kristne med på vognen for at få del i magten, æren og pengene.

 

Kristne kriterier for ”retfærdig krig”.

-        Causa justa: Der skal være en retfærdig grund.

-        Legitima poestas: Der skal være en legitim autoritet, der erklærer krig.

-        Ultima ration: Krigen skal være den sidste udvej.

-        Recta intentio: Krigen skal være båret af den rette intention, som alene kan være at genoprette

freden. Og der skal være rimelig udsigt til, at det kan lykkes.

-        Krigen skal være styret af proportionalitet og mådehold.

 

Kilde: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/157298:Kirke---tro--Kirken-og-krigen?all=1

 

Vores kommentarer til ovenstående kriterier er, at det i historiens løb er lykkedes utallige

politikere at italesætte ”retfærdige” grunde for at erklære krig. De har forvandlet deres angrebs-krige til ”forsvars-krige” og de har på alle måder forsømt at undgå krig. Ansvarlige danske politikere har i ingen af de tre krige, de har ført de seneste 10 år, på nogen måde prøvet at undgå brug af militær magt. Alle tre krige er blevet vedtaget i Folketinget på ganske få dage.

Spørgsmålet for den enkelte borger – og her i forbindelse med ”Løvehjerter” og den enkelte kristne præst – er, hvad man vælger at tro på, af denne verdens utallige muligheder. Vælger man at tro på Jesu ord om Fred på Jord, eller vælger man at tro på tilfældige politikere og magthavere, der primært er ude efter magt og ære. 

 

Denne anmelder kan, efter at have læst bogen, forledes til at tro, at præsten har kedet sig guds-jammerligt herhjemme i det trygge Danmark, ligesom han måske har haft svært ved at se en mening med sit liv. Han beskriver, at meningen blev serveret direkte på TV den 9.11.2001, da terrorister smadrede World Trade Center. Aallmann slugte det råt og må have fået noget af et chok. Nu blev den slumrende kæmpe vækket! Nu var der noget at leve og brænde for! Nu kunne han komme af med den indre ubalance, der gerådede i ham, efter den alt for store forskel på de utallige action- og helte film, han var opvokset med samt den trygge (og kedelige) danske hverdag.

NU følte han sig som en vigtig brik i historien!

 

Med et pennestrøg afslører Aallmann sin kulturløshed. Han mener ifølge bogen, at museer ikke er kultur (s.7), men at det kun er de nuværende, umiddelbare handlinger, der kan kaldes kultur.

Det må siges, at være en yderst usædvanlig holdning, der bærer præg af en villet uvidenhed eller fornægtelse, brugt udelukkende for at få sine rabiate krigs-holdninger til at passe. ”Kultur” betyder ifølge Nudansk Ordbog ”et samfunds eller et menneskes åndelige og / eller materielle udvikling eller stade”, hvilket er langt fra (man fristes at sige det modsatte af) præstens definition.

 

Aallmann vælger bogen igennem at betragte tilværelsen sort-hvidt og har kun foragt tilovers for resten af samfundet. Han giver udtryk for afsky overfor alle de, der ikke griber til vold. Det vil sige hovedparten af danskerne. De, der ikke støtter eller deltager i krig, kalder han for eksempel for ”åndløse” (s.8), ”tilskuere” (s.25), ”anæmiske the-skænkere” (s.29), de består af ”hvalpet velfærds-kød” (s.79), de er snobbere (s.75), de er for tolerante og lider af ”konfliktforskrækkelse” (s.78), de tøver i forhold til værdier (s.79), de har en ”apatisk ladhed” (s.79), de er ”opportunister” (s.88), den danske uskyld, er som en tør mark, der trænger til væde (= krig!)(s.108) og de er hovmodige (s.116).

Det vækker undren, at en sognepræst kan udtrykke sig på disse, overfor sine medmennesker, så nedladende måder.

 

Forklaringen kan måske være (hvad ved jeg), at sognepræsten ønsker at opnå ”respekt” fra den gruppe af danskere, som bogen angiveligt er skrevet til: Leje-soldaterne, de pårørende og de øvrige tilhængere af Fogh-generationens militaristiske udenrigspolitik.

 

Bogens titel ”Løvehjerter”, er for denne anmelder en fin og dækkende titel, fordi den sandsynligvis hentyder til den rovdyr-mentalitet, der nødvendigvis må ligge bag, for som oplyst nutids-menneske anno år 2011 frivilligt at melde sig til krig.

”Løvehjerter” associerer for mange sandsynligvis til den engelske konge Richard Løvehjerte (o. 1175), som deltog i det 3.korstog mod muslimerne. Det vil være yderst problematisk, hvis Aallmann oprindeligt har indtænkt denne betydning i bogens titel, da den nuværende Afghanistan-krig nødig skulle gå hen og blive en religionskrig. Danske biskopper har udtalt, at Afghanistan-krigen ikke er en religionskrig.

 

 

Denne særprægede og mærkværdige bog, vil for fremtiden stå på denne anmelders boghylde, som et klasseeksempel på fordrejet og misbrugt menneskelighed.

 

***

 

30.12.2011

Israelsk dokumentar-film "Smilede jeg?"("To see if I'm smiling")

 

Så du den israelske dokumentar-film "To see if I'm smiling" på DR2 den 30.12.2011?

Den handler om unge kvindelige israelske soldaters store problemer med deres grumme oplevelser gennem de 2 år, aftjeningen af værnepligten varer i Israel.

Det er en hjerteskærende film, der endnu engang efterlader os med en viden om, at

krig og vold er totoal umenneskelig og bør bekæmpes - og forbydes.

Kvinderne er via militærtjenesten blevet tvunget til at udføre grumme ting, som de

aldrig kan glemme.

Kvinden på denne trailer prøver ganske vist at smile, men jeg kan love dig for, at

det er et smil fuld af lidelse.

 

Trailer til "Smilede jeg?":

http://www.youtube.com/watch?v=Px9-1UGBA_k

 

***

 

"Waltz with Bashir"

(DVD)

 

(anmeldt 8.december 2011)

 

Noget så sjældent som en israelsk animations-film, der handler om en israelsk soldats

forsøg på, at erindre fortrængte hændelser og grusomheder under hans deltagelse i Israels krig mod Libanon i 1982.

 

Et tankevækkende kunstværk, baseret på virkelige hændelser, der understreger, at krig til alle tider er meget belastende eller endog ødelæggende for det enkelte, lille menneske.

 

Se den på YouTube, lån den på biblioteket - eller ønsk dig den i julegave.

 

Danmark for Fred anbefaler denne film.

 

***

 

"Micmacs"

(DVD)

(anmeldt 8.december 2011)

 

En dvd-film, meget fransk, meget underholdende, humoristisk,

kunstnerisk, romantisk - og med et tvist af dyb alvor, da hele den

skøre ballade går ud på, at få to grumme våben-handlere til at holde

op med at producere og sælge granater, miner, våben og patroner.

Danmark for Fred anbefaler denne film.

 

***

 

”Krigeren”

Kåre Blutigen, Carlsens stribede, 2011

(anmeldt december 2011) 

Denne bog er sandsynligvis beregnet for børn i alderen 10 – 14 år, men som det gælder

med mange børnebøger, kan voksne få et stort udbytte af at læse den.

 

Bogen handler om drengen Jens, hvis far er i krig som soldat.

Bogens titel er ”Krigeren”. Skal den stakkels Jens gøres til kriger? Nej, han er offer

for voksne menneskers krigeriske tilbøjeligheder. Endda sin egen fars.

 

Bogens første 21 sider – af i alt 30 – handler om Jens’ tanker og problemer.

Jens har mange triste tanker om sin far; han véd det er et farligt job, han véd alt om, hvad

det kan betyde, hvis telefonen ringer eller det ringer på døren - og han véd, at han kan miste sin far.

Jens tænker derfor tit på døden og at det måske var bedst, at han selv blev invalid eller døde

fra alle problemerne.

Jens får også problemer i skolen og bliver tænksom og tavs, han slår og han mister kammerater.

De andre børn forstår på den ene side ikke Jens’ reaktioner og på den anden side tager de

afstand fra krig.

Jens’ liv har kort og godt ændret sig i dramatisk retning.

 

Hér synes undertegnede, at voksne kan lære noget meget vigtigt: Det kan have voldsomme

omkostninger for sine børn, hvis man melder sig til krigs-tjeneste! Det underlige er, at det er

almen kendt viden, men alligevel melder fædre (og mødre?) sig stadig frivilligt og gladelig og forventningsfuldt til krig.

 

Bogen fortsætter med, at Jens’ far invalideres i krigen og kommer hjem i rullestol, hvilket i

høj grad hjælper Jens: Han får sin far hjem i live og han bliver efterfølgende mødt med

medfølelse og forståelse i skolen.

 

Bogen antyder, at kammeraterne ændrer adfærd, fordi de måske skammer sig over deres

førhen så afvisende adfærd overfor Jens; men det er for denne anmelder skudt langt forbi målet:

Dé, der i virkeligheden skal skamme sig, er de voksne, der frivilligt melder sig til krigs-arbejde vel vidende, at det kan få voldsomme omkostninger for deres børn (- og øvrige pårørende).

 

Jens’ far får efter hjemkomsten besøg af sine soldater-kammerater, der både fortæller fede historier fra krigen og om det unikke kammeratskab soldaterne imellem, hvilke jo er to af de vigtigste faktorer, der gør, at danskere melder sig til krig.

(Tre andre vigtige faktorer er en god løn, karrieremuligheder og personlig udvikling…)

 

Bogen slutter med, at forfatteren forsøger at gøre det sejt, at Jens’ far er blevet invalideret

i krig; det er en mærkelig holdning. Den køber vi absolut ikke.

 

Illustrationerne er tegnet af Rasmus Jensen.

Forsidetegningen er usædvanlig, da den viser drengen Jens som soldat bevæbnet med maskingevær og håndgranater og med blodskudte øjne, stirre ud mod læseren – eller sine fjender.

Tydeligvis en ”salgs-tegning”, men det er falsk reklame, for det er slet ikke dét bogen handler om. Man prøver med billedet, at lægge en krigs-veterans indestængte vrede mod det danske samfund, ind i et barn.

Utilstedeligt.

 

Bogen koster 215 kr. Den er bestemt ikke det værd. Lån den på biblioteket.

 

 

***

 

(20.november 2011)

 

Anmeldelse af

”Dræbt i krig”
– Premiereløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand

Forfatter Johan Kirkmand
Forlag Dokumentas, 2006

 

”Dræbt i krig” er en lille, men læseværdig og stærk og rørende bog, der

beskriver en fars tanker og følelser og overvejelser, da hans søn som dansk

soldat bliver dræbt i Irak-krigen i 2005.

 

Forfatteren – Johan Kirkmand (Johan) er far til Bjarke Olsen Kirkmand (Bjarke)

som frivilligt havde meldt sig til krigstjeneste i Irak.

Bjarke Olsen Kirkmand blev efter knap to måneders krigs-tjeneste i Irak, dræbt ved

en vejsidebombe-eksplosion i byen al-Harta den 1.10. 2005.


 

Bogen beskriver minutiøst hvorledes det skete, både med faderens egne ord og via

rapporter fra Hæren. Den beskriver hvorledes forældrene modtog dødsbudskabet,

begravelsen og den svære tid bagefter.

Undervejs overvejer Johan Kirkmand kritisk de politiske dagsordener omkring Irak-krigen.



Johan Kirkmand starter bogen med en inderlig bøn til den danske befolkning, om hjælp til

at få de danske tropper trukket hjem fra Irak-krigen inden jul 2006. Her ses en far, der modigt og klart perspektiverer sit eget forfærdelige tab ud til de andre soldater (- og pårørende), der stadig befinder sig i krig. Det er en flot og beundringsværdig handling, for her er der ikke tale om krampagtigt at holde fast i, at Bjarkes død var ”beundringsværdig” eller ”dét værd” – en holdning vi alt for ofte møder blandt veteraner og pårørende, ligesom vi her for nylig har hørt den konservative leder Lars Barfod udtale, ved en soldats død og 4 sårede i Afghanistan den 3.9.2011:


"Ja, det er dét værd! For vores frihed, vores ytringsfrihed, for det afghanske folks frihed"...

For denne anmelder forekommer følgende sætning som bogens nøglesætning; den er skrevet af forfatteren henvendt til sig selv:


”… hvorfor gjorde du ikke mere, for at holde Bjarke hjemme?” (s.16).

og han svarer selv på den:

Skærpede vi [- mor og far] argumenterne [- om at vi ikke ville have, at Bjarke meldte sig til krig], trak han sig … fra os. Et brud i vores familie … var trods alt udelukket.” (s. 40).

Så derfor, og kun derfor, accepterede mor og far, at deres elskede søn meldte sig frivilligt til at gå i krig. Af kærlighed og af frygt for at miste ham.

 

Johan Kirkmand kommer i bogen ind på mange gode emner, bl.a. på politikernes og militærets fortielser, hemmeligholdelser og fordrejninger overfor befolkningen af fakta om krigen. Det er vigtige tanker og emner, Johan Kirkmand tager op, da ærlighed og åbenhed mellem magthaverne og befolkningen, er en grundsten for demokratiets fortsatte beståen. Med andre ord mener vi, at fortielser, fordrejelser og lukkethed fra magthavernes side, er vejen til demokratiets undergang.
 

Her er et udvalg af Johan Kirkmands tanker og emner:


• Forsvaret udtalte i forbindelse med Bjarkes død: ”Vi … er ikke overrasket over det skete” (s.17), hvorved man i virkeligheden siger, at man ganske udmærket har vidst, at der ville komme tab. Det kalder denne anmelder for en bevidst fortielse.


Johan Kirkmand beskriver flere steder, hvorledes daværende statsminister Fogh Rasmussen og de øvrige politikere i partiet Venstre, offentligt nægtede at debattere den danske deltagelse i Irak-krigen (s.28 og 31) efter en al for hastig gennemført beslutningsproces i Folketinget (s.19). Det kalder denne anmelder for anti-demokratisk.


Ifølge Johan Kirkmand svigtede Jyllands Posten sit demokratiske oplysnings-ansvar, ved at minimere debatten om den danske krigsdeltagelse (s.29). Det kalder denne anmelder for et demokratisk svigt.


• På side 33-35 stiller Johan et vigtigt spørgsmål til ”nogle af vores toppolitikere” på baggrund af, at disse begrundede den påbegyndte militaristiske udenrigspolitik med et historisk tilsyneladende negativt politisk efterslæb, på grund af "Samarbejds-politikken" under 2.verdenskrig og "Fodnote-politikken" i 80’erne. Johan spørger: ”Har min familie ofret nok for Danmark?” Mon hans spørgsmål nogensinde er blevet besvaret?


Johan skriver (s.38), at politikerne med deres krigsbeslutninger og – begrundelser, har et uhyre stort ansvar over for ungdommen, der som bekendt er præget af voldsomme følelser og som derfor har (- alt for) let ved at melde sig til krigs-tjeneste, da de jo får at vide, at det drejer sig om en ”freds-mission” og at ”vi” er de ubetinget gode. DANMARK FOR FRED synes, ikke at politikerne lever op til det ansvar.

 

• På side 44 og 49 kommer Johan med konkrete eksempler på Forsvarets og Fogh Rasmussens fortielser og fordrejninger. Offentligheden fik kun udvalgte oplysninger om, hvad soldaterne i Irak udsattes for og Fogh Rasmussen udtalte, at de danske soldater fik de bedste våben; men det fik de ikke…

• Johan peger på endnu et vigtigt emne: Befolkningen udsættes for sprogpropaganda fra forsvarets side, for både at sløre den livsfare vores soldater udsættes for og for at få krigen til at ”glide lettere ned”; målet er, at ingen protesterer.

F.eks omtaler Forsvaret Bjarkes død som et ”uheld” – og denne anmelder kan tilføje, at Forsvaret anno 2011 benævner krigshandlinger med de langt mere pladder-bløde udtryk ”operationer” og ”missioner” – kastning af fly-bomber omtales som ”aflevering” (som om det var en gave fra himlen...) – dødsensfarlige, masseproducerede bomber omtales nedladende som ”improviserede vejsidebomber”, så vi skal få det indtryk, at det er primitive og mindreværdige mennesker, vi kæmper imod. Ord-manipulation - og det går rent ind hos mange i befolkningen...
 

• På side 62 afslutter Johan sit bidrag til bogen, med at stille følgende spørgsmål: ”Hvilke påvirkninger i opvæksten gjorde, at Bjarke tog det valg, frivilligt at melde sig til krig”. Mon Johan er kommet svaret nærmere?

Det er i øvrigt et af de emner, DANMARK FOR FRED har beskæftiget sig med.

Forfatteren Johan Kirkmand bearbejder tydeligvis sin store sorg via bogen og den har i høj grad har været
nødvendig at skrive for ham, så han i processen er blevet klogere på sig selv, sin elskede søn - samt politikernes førte politik.

Johan Kirkmands overvejelser er også gode at læse for os andre, vi kan kun blive klogere af det.           

Undertegnede håber, at Johan Kirkmand her – 6 år efter – stadig er tilfreds med dét, han skrev i bogen.

Det er der al mulig grund til.

Med venlig hilsen

DANMARK FOR FRED

NB!

Vi sælger Johan Kirkmands "Dræbt i krig" for 60 kr. plus

porto.

Vi sender to freds-klistermærkater pr. bog med gratis!

Bogen er skrevet i 2006 og er på 80 sider.

Indbetal beløbet på Nordea-konto 2313 6275 276 675 med angivelse af antal, "JKbog" og dit navn og adresse.

Hvis der ikke er plads til at skrive dette i bank-feltet, send i stedet en mail med oplysningerne til danmarkforfred@live.dk

 

***

 

5.11.2011

 

 

 

Kritiske kommentarer og tolkninger til bogen

 

”Med støvlerne på.

I krig i Irak og Afghanistan.”

 

af Søren Sjøgren, Gyldendal 2011

  

 

Indledning.

 

I 10-året for Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen er der udkommet en 

erindringsbog fra forfatteren Søren Sjøgren (herefter kaldet SS). En dansk soldat,

der som officer har deltaget i både Irak og Afghanistan-krigene.

Emnet er både aktuelt og kontroversielt, så forlagene modtager sikkert manuskripterne med kyshånd.

 

De fleste sider i bogen beskriver primært kamphandlinger, soldaterhverdag og –miljø.

Det er actionprægede, men i længden trættende beretninger og er i sig selv ikke en

del af denne anmeldelse. I forvejen findes i litteraturen utallige beskrivelser af

kamphandlinger; og der er ikke den store forskel på træfninger og slag anno 1848 og anno 2008.

 

Det interessante for denne anmelder er derimod de steder – ofte kun få linier – hvor SS beskæftiger sig med sine følelser og tanker og begrundelser for krig, soldaters reaktioner på at komme i krig, SS’s ledelses-principper, ”Forsvarets” manglende forberedelse af soldaterne m.m.m. Alt dette er interessant og det er dét som danner basis for denne anmelders kritiske og analyserende kommentarer og tolkninger.

 

Det er interessant, fordi krigsførelse er uhyre kontroversiel. Vi lever i et oplyst demokrati 2.011 år efter vor tidsregnings begyndelse, og danskerne, med Fogh-generationen i spidsen, burde i 2001 ikke være slået ind på en militaristisk udenrigspolitik og hovedløst have fulgt amerikanerne, men i stedet have udviklet mere humanistiske og næstekærlige måder at afhjælpe og løse konflikter på.

En ting er politikernes kyniske storpolitiske spil.

En anden ting er det faktum, at unge danskere frivilligt melder sig til krig.

 

SS formulerer selv tre spørgsmål på bagside-omslaget:

 

Hvad er det, der får mennesker til at drage i krig?

Hvad oplever de?

Hvad får dem til at melde sig igen?

 

Anmelderen vil ud fra bogen forsøge at besvare disse spørgsmål – samt en hel del flere, ud fra en humanistisk og fredspolitisk holdning.

 

---

 

[anmelderens kommentarer i firkant-parenteser]

 

Indholdsfortegnelse:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 ---

 

 

Hvad er det SS lægger op til på bagsideomslaget?

 

Bagsideomslaget benytter forfatteren til at distancere sig fra hr. og fru Danmark,

ligesom han synes at ønske at hævde sig og føle sig speciel. Både speciel som soldat i forhold til civile (soldat/civil) og speciel som en soldat, der har været i krig (veteran/soldat).

 

Den første gruppe, SS vil distancere sig fra, kalder han lidt kryptisk for ”nogle”,

men mon ikke ”nogle” dækker over flertallet af civile danskere der, som han skriver ”kalder kamp med livet som indsats brutal, grænseoverskridende og umenneskeligt”, hvilket jo indikerer en voldsom, afstandtagende udtalelse.

Her overfor kalder SS krigen for ”tirsdag”, hvilket indikerer, at han mener krig er

et dagligdags, hyggeligt og almindeligt arbejde.

 

Den anden gruppe, SS ønsker at distancere sig fra, er soldater, der endnu ikke har

prøvet at være i krig. ”Der findes to typer soldater: Dem der har været der, og dem der ikke har.”

Det skinner tydeligt igennem, at SS mener de er mindre værd end krigs-veteraner.

 

Således er SS allerede på bagsideomslaget aggressiv med til at polarisere befolkningen i Danmark. Ikke alene har han meldt sig frivilligt til at føre tvivlsomme krige fjernt fra Danmark, men han udnytter herefter sin uddannelse og sine erfaringer til at polarisere samfundet yderligere med ovenstående holdninger.

Hvis dette er en beregnet og bevidst handling – og det må man vel gå ud fra det er,

kan anmelderen ikke tolke det anderledes, end at SS på denne måde vil hævde sig over de fleste af sine medborgere, ligesom man kan mene, at han direkte ønsker, at fokusere på sine køber-målgrupper, hvilke må formodes at være veteran-kammerater og veteran-pårørende.

 

---

 

 

SS’s overvejelser og begrundelser for at melde sig frivilligt til krigs-tjeneste.

 

Det er et af de meget interessante emner i bogen.

 

SS har

- valgt at have et arbejde som soldat (s.53)

- været soldat i 7 år (desværre) uden at være i krig (s. 55)

- ikke lyst til at tale om følelser (s. 225 m)

 

SS synes,

- det er et eventyr [at gå i krig] (s. 55)

- det er status-forøgende blandt soldater at have deltaget i krig (s. 53)

- det er noget af det mest intense og givtige, at være i krig (s. 112)

- det er mere tiltalende at være i krig i Afghanistan, end at være hjemme hos kæresten (s. 113)

- at Afghanistan-krigen er en mere ”rigtig” krig i forhold til Irak (s. 114).

 

SS føler, at

- han ikke længere er en rigtig soldat, når han har orlov fra krigen (s. 112)

- ét er flotte teoretiske overvejelser for korrekt krigsførelse, et andet er praksis.

De to verdener kan ikke forenes (s. 185)

- hans egentlige hjem er en lejr i Afghanistan (s. 205)

 

SS savner

- krigens spænding (s. 112)

- følelsen af ansvar (s. 112)

 

SS vil gerne

- afprøve sine trænede færdigheder (s. 53)

- drage sine egne erfaringer (s. 53)

- gøre en forskel (s. 55)

- prøve sig selv af (s. 53)

- prøve at blive skudt på (s. 55)

- prøve at affyre sit gevær andre steder, end på skydebanen (s. 55)

- forfølge chancen for at blive en rigtig soldat (s. 55)

 

SS har fået at vide, at

- soldater skal levere sikkerhed, ”for at der igen kan komme tryghed og

hverdag uden krig” (s. 13)

- soldater skal løse opgaven, ”om nødvendigt med vold” (s. 13)

 

SS mener, at

- han kender risikoen ved at være soldat (s. 31)

- han normalt kan se flere sider af samme sag. Dog ikke når han er i krig (s. 161 n, 179m)

- det altid er sørgeligt, når danske soldater dør (s. 204 n)

- Irak-krigen muligvis begyndte, fordi USA ikke ville bekoste at hjemsende de

tropper, de havde udstationeret i Saudi-Arabien. Så ville de hellere begynde en

krig i Irak (s. 52)

 

SS oplevede ved selvsyn, at krig kunne betale sig, for

- en lille pige var ved at lære alfabetet (s. 14)

- en hel flok piger var startet i skole (s. 262)

- nogle af soldaterne kunne spille bold med afghanske drenge (s. 262)

- en CIMCIC officer fik kontakt til de ældste i en landsby (s. 262)

- danskerne havde skabt nye rammer i en landsby, ”som kommer børnene til gode” (s. 262)

- i en landsby havde indbyggerne [= mændene?] fået etableret noget, der ”mindede

om et byråd” (s. 55)

- de lokale var lykkelige over at Saddam [Irak] var fjernet (s. 55)

- han har gjort en forskel for indbyggerne i en landsby (s. 263)

- hele krigen handlede for SS om indbyggerne i den afghanske landsby (s. 263)

 

 

Kommentarer: Ovenstående overvejelser og begrundelser taler vist for sig selv og

man kan roligt lægge illusionerne fra sig, for det er åbenlyst primært af egoistiske og selvudviklende grunde SS melder sig til krig i Irak og Afghanistan. Her er ingen store tanker om demokrati og frihed, eller hvad politikerne ellers finder på af ”fine”, acceptable argumenter for at føre krig. Det kan koges ned til ren egoisme og spændings-jagt.

Ligeledes er det nogle uhyre middelmådige resultater, som SS beskriver, han ved selvsyn har oplevet. Krigene havde på det tidspunkt forfatteren deltog, varet i hhv. 5 år i Irak og 9 år i Afghanistan.

 ---

  

”Forsvarets” manglende forberedelse af soldater.

 

Der er i offentligheden blevet talt en del om ”forsvarets” manglende forberedelser

med at sende soldater i krig. Det må der være noget om, for det kommer SS også

ind på i bogen:

  

Side 19 ø. beskrives, at soldatergruppen det meste af tiden, har manglet en gruppefører.

 

Side 20 n. forsøger SS at repetere, om han på noget tidspunkt af sin militære

uddannelse, har fået undervisning i at håndtere tab. Det har han ikke.

 

Side 26 m. og 28 n. fortæller SS, at han er træt af hele det ”cirkus”, de har været

igennem med uddannelsen inden Irak. De har primært manglet folk på vigtige poster.

 

Side 34 m, 116, 268 omtaler SS de mange overbelastnings-skader hos soldater,

der bl.a. bærer på tungt udstyr, efter beskrivelserne mere end 50 kg (s. 269 ø).

Ligeledes var soldaterne ikke uddannet til at kompensere for belastningsskaderne

(s. 269) og de havde et stort forbrug af fysioterapeuter.

 

Side 35 ø. skriver SS, at træningen i DK ikke var fokuseret på fredeligt samliv med

irakere. De havde kun lært at slås og finde vejsidebomber. Der havde været for lidt tid.

Desuden havde de ikke kunnet øve sig med de samme køretøjer og materiel, som de senere skulle benytte i krig.

 

Side 47 m. fortæller SS, at der var ingen, der på forhånd fortalte soldaterne, at det

var hundekoldt om natten i ørkenen. De havde derfor ikke fået deres lange underbukser på.

 

Side 54 n. fortæller SS, at han i sin militæruddannelse kun har lært taktik og ledelse, men aldrig var blevet ”tvunget til” at forholde sig til hvorledes, man ville have det med at slå et andet menneske ihjel.

 

Ovenstående punkter viser med al tydelighed, at det danske ”forsvar” (- og de

ansvarlige politikere) har svigtet på flere punkter, før de sendte soldater i krig.

 

***

 

Soldaters forventninger og reaktioner.

 

SS beskriver flere steder i bogen, hvilke forventninger soldaterne har til at afprøve

rigtig krig, samt hvorledes han selv og soldater-kammeraterne reagerer på krigshandlinger.

Her følger en gennemgang:

 

 

Side 51 erkender SS, at det er kontroversielt at melde sig frivilligt i Irak-krigen. Både i forhold til den folkelige opbakning i DK og i forhold til sine egne følelser.

 

Side 60 er soldaterne ”storsmilende” efter en træfning. Da SS ikke selv fik affyret

nogle skud er det et ”antiklimaks” for SS. Han havde forventet et stort slag, der var

langvarigt og sejrrigt. Han skriver slukøret: ”Det her er forkert. Selv har jeg ikke

afgivet et eneste skud”.

 

Side 99 krammer soldaterne smilende hinanden efter en træfning og udveksler high-fives.

”Det er det fedeste jeg nogensinde har oplevet!” og ”Sådan skal det gøres!”.

 

Side 101 tales der om ”euforien” ved at være i en træfning.

 

Side 103 er soldaterne stolte af deres indsats i en træfning. ”Vi var blevet sat over

den ultimative prøvelse”.

 

Side 121 udveksler SS ”et stort smil” med en kammerat, efter en træfning. ”Vi var

kommet til Afghanistan for at finde krigen.”

 

Side 174 ser SS og soldaterne frem til at de skal i regulær krig.

 

Side 219 ”Der opstod et smil på læben” hos soldaterne, da de fik at vide, at de

skulle angribe. ”Når man endelig får lov til at udføre sit arbejde, så glæder man sig…” og ”Ingeniørens øjne lyste op” ved udsigt til angrebet.

 

Side 223 skynder soldaterne sig at filme og tage fotos, da træfningen begynder.

 

Side 250 er soldaterne trætte af, at de ikke er en del af kampen.

 

Endnu en gang: Læg illusionerne til side. For soldaterne drejer krig sig om fede

oplevelser og spændende eventyr. De opnår adrenalin-kicks ud af det, der åbenbart

siger spar-to til andre oplevelser.

 

***

 

Psykiske forsvarsreaktioner.

 

Det står klart, at mennesker, der har valgt et så kontroversielt job – både i forhold

til de pårørende, deres egne følelser og psykiske overlevelsesmekanismer samt

flertallet af Danmarks befolkning – i høj grad bliver nød til at benytte sig af simple

psykiske forsvarsreaktioner:

 

 

Side 19, 20 ø. Efter en vådeskuds-ulykke, har SS ikke lyst til at stå op af sengen og

ønsker det hele bare er et mareridt. Han omtaler ulykken som ”ubegribelig” og ”ufattelig”.

 

Side 22 ø. SS har aldrig haft sine personlige forhold med på sit ”arbejde”. Han opfatter sig selv som en ”robot”.

 

Side 26 ø. mangler SS svar på, hvorledes vådeskudsulykken kunne ske.

 

Side 26 n. Ved vådeskudsulykken blev soldaternes tro på udødelighed revet fra dem. De havde regnet med, at døden næppe ville ramme dem selv. ”Vi skulle nok klare det”.

 

Side 28 m. SS overfuser en major, der både skal støtte, men også vurdere om soldaterne efter vådeskudsulykken er klar til at blive sendt i krig. SS overfuser ham, fordi SS glemmer den vurderende del af majorens arbejde (s. 25 m).

 

Side 31 n. skriver SS efter bisættelsen af den døde soldat, at ”der er ikke mere, vi

kan gøre for L.”

 

Side 50 oplever SS det som ”uvirkeligt”, første gang han er under beskydning.

 

Side 69 m. griner soldaterne af irakeres manglende træfsikkerhed ved raketangreb,

men de griner også fordi de er sluppet heldigt fra endnu et raketnedslag.

 

Side 97 føles det i ildkamp for SS ”som at være på skydebanen”.

 

Side 133 n. I militær-verdenen ser alle åbenbart ned på alle. SS skriver i en fodnote, at for en infanterist er alle andre end de andre infanterister røvhuller (REMF).

 

Side 135. Det hele var en smule uvirkeligt at forholde sig til, det var som at deltage i en film eller et spil.

 

Side 162 mener SS, at det er hans ”lod” at træffe beslutninger, der kan koste andre

mennesker livet.

 

Ydermere benytter krigs-folk sig ofte af forsvarsreaktionerne ”splitting” hvilket vil

sige, at opdele verden i de ”onde” og de ”gode og af ”forskydning”, hvilket for eksempel vil sige, at lade sin vrede gå ud over folk, der er imod krig. Både på slagmarken, men også når de returnerer til hjemlandet og skal forsvare deres handlinger.

Forsvarsreaktionerne har en tendens til også at brede sig blandt pårørende.

 

***

 

Ledelses-former.

 

Det hører med til billedet, at beskæftige sig med hvorledes en officer leder sine soldater.

 

Side 20 n. forsøger SS, at komme i tanke om han har lært noget om at håndtere gruppens reaktioner overfor tab. Det har han ikke. Derfor beslutter SS sig for at aktivere gruppen med våbenbetjening og rengøring.

 

Side 71 forsøger SS at holde modet oppe i gruppen, ved at sandsynlighedsberegne

risikoen for at blive ramt af en raket.

 

Side 84 overbringer SS bevidst beskeden til gruppen om, at en soldat er død, på en

kold måde, uagtet han selv er meget berørt.

 

Side 91 ø og 103 m benytter SS sig af motivet ”hævn” (for en dræbt soldat) for at

opildne soldaterne til nye angreb.

 

Side 102 forsøger SS at gøre de enkelte soldaters drab på fjender til en kollektiv

hændelse, så den er nemmere at overkomme for den enkelte.

 

***

 

Forholdet til de pårørende.

 

Nogle få gange kommer SS ind på dette følsomme emne.

 

- SS: Jeg har mest lyst til at lade være med at ringe hjem, for det er hårdt at høre

på, at kæresten er ked af, at jeg er af sted (s. 144)

 

 - i ”kampen” på hjemmefronten har alle soldaterne den samme udfordring. For de

flestes vedkommende nogen, der ikke kan forstå, hvad der driver os i krig. Et af de

pårørendes gennemgående temaer er uforståenhed over for soldatens valg. (s. 145)

 

- de pårørende er kede af det ved afskeden (s. 207 ø)

 

***

 

Forholdet til medierne.

 

SS har tilsyneladende ikke noget godt forhold til de danske medier. Er denne

holdning mon generel i ”Forsvaret”?

 

Side 23 ”[Avis] artiklernes beskrivelse er meget langt fra, hvad der egentlig er sket” – ”Mine soldater er fulde af harme”.

 

Side 26 omtales soldaten K i medierne som ”dødsskytten” og eksperter siger, at det

er uforsvarligt at sende ham til Irak.

 

Side 62 har medierne i DK [desværre] ikke rapporteret om gruppens første ildkamp.

 

Side 100 ”I Danmark er de billeder, som vi har forsøgt at undgå, allerede blevet vist på tv.” [anmelderens understregning]

 

Side 161 er det ikke første gang SS undrer sig over pressen. SS synes det var ligegyldigt, hvem der havde dræbt en lille afghansk pige.

 

Side 195 kunne en avis i DK, afsløre, hvordan danskerne smed en afghansk familie ud af deres hus. SS mener, at det var en ensidet fremstilling.

 

***

 

Bogens fotos.

 

Bogen har i alt 41 fotos, når man tæller forsidebilledet med.

 

Cirka halvdelen af fotografierne viser soldater, der smilende poserer eller slapper af og på mange af dem bærer de flotte våben og er iført flotte uniformer.

En fjerdedel er action-prægede, mens den sidste fjerdedel deler sig mellem fotos af

militært isenkram, landskaber og andet.

 

***

 

Diverse.

 

Under dette punkt medtages afsnit fra bogen, der også er værd at lægge mærke til:

 

- Bogen begynder med en beskrivelse af en vådeskudsulykke i 2007, hvor en soldat

bliver dræbt og en anden svært lemlæstet, ved en ”skarp” øvelse i Oksbøl, før udsendelse til Irak.

[Kommentar: Dette har gjort anmelderen opmærksom på, at soldater som bliver dræbt eller lemlæstes ved øvelser i Danmark som en selvfølgelighed også skal regnes med som faldne i krig.]

 

- Amerikanerne havde under invasionen af Irak anvendt granater beriget med uran.

Derfor skulle de danske soldater holde sig fra bestemte områder. (s. 45 ø)

 

- en radiotekniker tog hjem, efter han havde været tæt på et raketnedslag (s. 71 ø) og de øvrige soldater kunne komme på rekreation i Kuwait samt tale med psykologer.

 

- En af de vigtigste ting, der står i denne bog er, når SS refererer til en iraker som siger:

”Det handler om børnene. De er vores fremtid. Vi skal lære dem at tænke selv.

De unge er vokset op med krig og med våben. De vil forandre verden med vold.”

[Det er et nøgleafsnit, fordi selv om irakeren hentyder til de irakiske børn, kunne det lige så godt bruges om danske børn, unge og soldater, for de er vokset op med alt for mange timers action, krig, drab og vold foran tv- og computer-skærmene hvilket gør, at modtagelige individer ændrer deres grænser i umenneskelig retning for hvorledes man mener, at kunne behandle andre mennesker.]

 

- SS beskriver, at afghanere udelukkende identificerer sig efter stammeforhold, ikke

nationalitet. [Dette viser med al tydelighed, at Afghanistan ikke er – og aldrig bliver – en nation i vestlig forstand. Politikernes argumenter om at indføre demokrati, er således misforståede].

 

- SS erkender, at hvis både de fremmede soldater og Taliban forsvandt, ville de

lokales lykke være gjort. Desuden, at den afghanske befolkning blot vil have fred

til at dyrke deres marker.

 

- Soldaterne smider ved flere lejligheder afghanske familier ud af deres hjem med

ganske kort varsel, for at benytte huset som base – et sted sker det i løbet af 5 minutter (s. 153) – et andet sted 3 minutter (s. 187). SS udtrykker stolthed over, at gruppen på denne måde har ”taget et angrebsmål uden kamp”…

 

- SS er meget stolt af, at han har været leder i to krige uden tab af soldater [- men

han mistede jo en soldat ved vådeskudsulykken].

 

Side 127 beretter SS om, at danske politikere og journalister ved besøg i Afghanistan kun bliver præsenteret for mønstereksempler og succeshistorier. [Kommentar: I historisk perspektiv er det et flittigt benyttet trick. Derfor: Stol aldrig på en krigsførende part, heller ikke det danske ”Forsvar”.]

 

Side 90 er SS ”chokeret” over (og har ”svært ved at forstå”), at de skal angribe fjenden, for at få en sønderskudt kampvogn med hjem. Han begrunder det med, at han ikke vil kunne forklare det til de pårørende, hvis en af hans soldater blev dræbt ved aktionen.

 

***

 

Afsluttende bemærkninger.

 

Som sammendrag kan vi se, at

 

SS ser ned på hr. og fru Danmark samt på uprøvede soldater.

SS ønskede at gøre krigs-tjeneste primært af egoistiske grunde.

Soldaterne får fede oplevelser ud af det.

”Forsvaret” har på flere punkter svigtet, før de udsendte soldater i krig.

SS mener åbenbart, at krig nytter, men begrunder det med uhyre middelmådige resultater.

Alle pårørende og kærester er bekymrede og kede af det, fordi deres kære har meldt

sig til krigs-tjeneste.

SS mener, at medierne ikke bør være kritiske over for militæret.

  

Forfatteren stillede selv tre spørgsmål. Nu kan vi svare på dem.

 

1. Hvad er det, der får mennesker til at drage i krig?

Ifølge denne bog er det primært af økonomiske, egoistiske og selvudviklende grunde.

Hertil er der kun at sige: Stakkels irakere og afghanere, der skal lægge liv og førlighed til det.

 

2. Hvad oplever de?

De oplever magtens sødme. Magt, både overfor deres egne pårørende (når de ønsker at gøre krigs-tjeneste) og de ”fjendtlige” landes indbyggere. Action og kammeratskab, ligesom de oplever, at befinde sig på kanten af livet.

 

3. Hvad får dem til at melde sig igen?

Se spørgsmål 1 & 2. Desuden bliver dagligdagen hjemme i Danmark kedelig for én, der har prøvet at være i krig.

 

Endvidere står det klart, også efter læsning af denne bog, at soldater ikke formår at

udvise følelser, når de befinder sig midt i en krig. Derfor er hjemlige debatter om

næstekærlighed i krig unyttige. Vi må derfor snakke om næstekærlighed og ”Du må ikke slå ihjel”, i den proces der forløber før unge mennesker melder sig til krig.

 

Som afslutning vil jeg benytte et citat fra bogen, hvor Søren Sjøgren skriver vedrørende træfningerne i Afghanistan: ”Hvis vi kan ramme lederen, har vi en chance for at vinde”.

Dette skriver han på trods af, at han selv er leder – og på trods af, at han selv er kisteglad for, at han er kommet levende hjem fra krigen.

Denne udtalelse viser desværre Søren Sjøgrens menneskesyn i en nøddeskal.

  

Med venlig hilsen

 

DANMARK FOR FRED

 

***

 

2.10.2011

 

”Du må ikke slå ihjel”

 

En samtalebog af Kristoffer Zøllner

om liv og død mellem konstabel Jakob Bruun Larsen og sognepræst Flemming Pless.

Lindhardt og Ringhof, 2008

 

 

Dette er i sig selv ikke en anmeldelse, men uddrag fra bogen. Uddrag, der vist

taler for sig selv. Hvis du ønsker at vide mere om konteksten for uddragene,

kan jeg varmt anbefale dig at læse bogen.

 

En interviewbog af denne karakter, hvor de interviewede til tider er ”for ærlige” -

og derved kommer til at røbe for mange lidet flatterende sider af dem selv - kan

ikke være tænkt og udført i god kristen ånd. Fra forfatterens og præstens side mangler der både eftertanke og diskretion, ligesom præsten adskillige gange misser chancen for at komme dybere ind i nogle problematikker, som denne anmelder synes kunne være interessante at forfølge.

 

På smukkeste vis viser bogen dog også, at når mennesker oplever et personligt

”face to face” møde, så opstår der ofte en gensidig respekt og forståelse, der i denne

bog munder ud i, at den unge soldat spørger præsten, om han vil forestå sin begravelse, hvis han skulle dø i Afghanistan - og endvidere, at præsten kommer til forståelse (!) for soldatens voldelige handlemåder...

 

Kriterier for følgende uddrag, er i store træk den unge soldats bevæggrunde for frivilligt at melde sig til krig, forældrenes meninger om dette, miljø og omgangsformer i militæret, følelser og reaktioner ved at være i krig mm.

 

Undertegnede anmelder har valgt denne fremgangsmåde med uddrag, for at meningerne derved kan fremstå uden omsvøb. Den rene, uforfalskede vare.

Der er nogle få kommentarer til uddragene. Forklaringer i [ ]-parentes.

 

Personerne:

 

J = soldaten

FP = præsten

Far

Mor

Forfatteren

---

 

Side 18     Jacob er 18 år, da han bliver rekrut. Nu er han 21 år og krigsveteran.

Forfatter skriver: ”Der er sket mere i de tre år, end i hele de foregående 18 år.”

 

Side 22     Far: ”J har været uhyggeligt forkælet.” – J. ”Jeg går fuldstændig grassat,

hvis nogen [af mine bamser] bliver smidt ud.” – ”Jeg ved ikke hvad der ville ske,

hvis jeg mistede den [bamsen]” – ”Jeg er sådan set ligeglad med andre folks meninger og det har jeg altid været.”

 

Side 23     Forfatter: ”J slår ofte en håndflade hårdt i bordet, for at understrege en pointe.”

 

Side 25     Far: ”Det har overrasket mig voldsomt, at han blev [soldat].”  - en typisk

soldat ”er nok en type der havde været lidt mere vild og sprælsk som knægt…” –

Jakob var stille og rolig som barn ”derfor skal han også have lov til at gå ind i nogle lidt farligere situationer. Så er der ligesom lidt balance i tingene.”

 

Side 26     De har en 13 år gammel hund. J siger: ”Herude… tager vi riflen og skyder dem i nakken. Men det ville være svært…”

 

Side 29     J: ”Jeg er blevet mere selvstændig, moden og beslutsom…Nu siger jeg

tingene som de er. .. Jeg er blevet meget mere selvstændig.” - Mor siger: ”…han er

pludselig blevet en mand.”

 

Side 31     Far: ”Mange af de ting han havde som fritidsinteresser, var ikke noget,

han kunne vise frem for nogen. Men så ramte han pludselig plet og fik succes i militæret.”

 

Side 34     J: ”Jeg afskyr folk der kommer for sent.” – ”Jeg er en hidsigprop.”

 

Side 36     J vil aldrig indrømme fejl.

 

Side 50     J. ”Jeg elskede også at se actionfilm og krigsfilm.” – ”Det er jo pissefedt

at se på fjernsyn og jeg troede at sådan var det sikkert også i hæren.” – ”Det er de

film, som har medvirket til, at jeg fandt ud af, hvad jeg ville være.”

 

Side 51     J: ”Jeg er primært i hæren for spændingens skyld. Jeg vil selvfølgelig også gerne have penge for det…”

 

Side 52     J: ”…det var bare noget med skydevåben og den slags.” – ”En af grundene til, at jeg ville ind i Forsvaret var, at jeg ville have lov til at bruge deres våben.”

 

Side 53     J. ”Folk i hæren er sgu nogle drengerøve. De gør det, fordi det er et fedt

arbejde.” – ”Jeg ville prøve at være udsendt, prøve spændingen”.

 

Side 54     J blev skuffet, da han kom i militæret: Forfatter: ”Men hvis J havde troet, at det var det samme som action, bliver han skuffet.”

 

Side 60     J: ”… i en ekstrem situation skulle vi skyde, hvis vi var i tvivl, for [lederen] ville hellere have, at vi kom hjem levende, selvom vi havde fem civile på samvittigheden…” 

 

J: ”Jeg ville til Irak. Jeg havde mange konflikter med mine forældre omkring det...  og det var svært for dem at forstå. De så det, som om jeg var blevet hjernevasket [i forsvaret] og det er jo næsten også det, der sker. Vi træner til at kunne slå mennesker ihjel … og det kunne de godt have svært ved at forstå i starten.”

 

Side 62     [Ved hjemkomsten] I to måneder ”gik jeg inde langs med husmurerne og kiggede op…” - ”Man skal også huske at bevæge sig hvert 10. sekund.” – Soldaterne går i krig med videokamera på hjelmen ”så vi kan smide nogle seje film på You Tube.”

 

Side 63     ”…[J ville] holde sit løfte til forældrene om at komme hjem i live.”

 

Side 64     J: …. det duer ikke, at man har nogle forældre, der sidder derhjemme og

græder i telefonen… eller en kæreste, der er fuldstændig panisk.”.

 

Side 68     J: ”I militæret har man en meget stærk facade, som man hele tiden skal holde.” – ”Vi skal overfor hinanden være tough guys” - ”I Forsvaret er der mange ting, som alle folk ved, men som der ikke bliver talt om. Vi ved alle sammen, at en af os kan risikere at komme hjem i en kiste, og når vi ser os omkring, ved vi alle sammen, hvem det kunne være.

Men vi taler ikke om det.”

 

Side 69     J: ”… du kan ryge al det hash, du vil, og du kan tage alle de stoffer, du vil, men du vil aldrig nogensinde komme i nærheden af det kick, det er at være i ildkamp.”

 

Side 70     J: ”… det er det vildeste kick, du nogensinde vil kunne opleve.” – ”Det er så hårdt et kick, og når folk bliver spurgt, hvorfor de vil være soldater, så svarer de, at det er på grund af det kick. Folk tror, at man er syg i hovedet, men det er bare, fordi de ikke selv har prøvet. Nogle tager i forlystelsesparker eller springer ud i faldskærm.

Man har forskellige kick, og det her er mit kick.”

 

Side 71     J skriver i sit farvel-brev: ”Undskyld, at jeg ikke holdt mit løfte” –

”At skrive det brev er nok den største udfordring, jeg har haft i mit liv.”

 

Side 72     J: ”Jeg tror ikke, at jeg får lov til at komme af sted igen, hvis jeg ikke

lover [at komme hjem i god behold]. I det hele taget tror jeg ikke, at nogen soldater

ville få lov, hvis de ikke lovede det.”

 

Side 73     J: ”Det var nu, frugten skulle høstes efter hård træning. Nu skulle vi se, om det, vi kunne, også virkede.” – ”Alle soldater ønsker at undgå krig, men alle soldater ønsker også at komme i krig.”

 

Side 76     J: ”Jeg tror ikke, at det går op for én, at man er udsendt [og er i risiko for

at dø] før man bliver skudt på første gang.”

 

Side 80     J: ”Jeg tog til Irak for at få en oplevelse og ikke … for at redde verden.”

 

Side 87     J: ”Jeg ser hæren som et sted, hvor jeg personligt kan udfordre mig selv.” –

”½ års kamp-stress påvirker soldater voldsomt, så de er psykisk ustabile og reagerer voldsomt i nogle situationer.”

 

Side 88     J:”Kammeratskabet er specielt, for det er jo en mærkelig situation man er i.

Man ved, at man har været igennem de samme ting psykisk, og det giver en gensidig respekt, som ikke rager andre. Man tilhører en indercirkel…”

 

Side 92:    J: ”Når man er hjemme [i DK], føler man, at man svigter dem dernede.”

 

Side 93:    J: ”Det er næsten umuligt at forklare kammeratskabet i hæren, hvis man

ikke selv har prøvet det.”

 

Side 97:    ”I dag er bukserne [fra en blodig træfning den 14.maj] J’s lykkebukser.

Han prøver at have dem på så ofte som mulig, og de skal også med til Afghanistan.”

 

Side 99:    J fortæller om, at han har skudt en iraker: ”Jeg vælger at sige, at den mand er farlig. Det kunne lige så godt have været en civil med en skovl i hånden, det skal jeg ikke kunne sige, men så har han bare været en meget dum civil, der har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”

 

Side 102-103:   J om dén iraker, han skød: ”Muligvis har han en familie, men jeg er faktisk ligeglad. Han er dum at være på det forkerte hold. Han er en modspiller, som ikke er hurtig nok, og det er ærgerligt for ham”…” Jeg har ingen moralske skrupler over det”…”Jeg ser ikke mine fjender som mennesker…”

FP: ”Hvordan reagerer dine forældre?” J svarer: ”De har det fint med det.”

FP spørger til Biblens ord om, at du ikke må slå ihjel, men J svarer udenom, og FP

forfølger desværre ikke spørgsmålet.

 

Side 104:    J: ”[En kampsituation] er følelsen af, at det er dit liv, der er oppe til revision.”

 

Side 105:    FP: ”Så man kan altså vænne sig til at dø?” [tåbeligt spm.]

 

Side 107:    J er nu på orlov i DK. Når J vurderer, at folk ikke hører ordentlig efter,

når han fortæller historier fra fronten, bliver han ”pissesur og får lyst til at lappe dem en lige i skallen og sige, hvad fanden bilder du dig ind.”

J: ”De skal kraftedeme også høre efter, for ellers hakker spætten fandeme.”

”Jeg synes, at det er respektløst ikke at høre efter.”

 

Side 108:    J: ”Det, der er godt ved den 14.maj [en træfning] er, at vi får lov til at gøre gengæld for de mange gange, vi er blevet skudt på af snigskytter eller blevet angrebet af mortergranater.”

 

Side 111:    Efter den 14.maj er det J, der går forrest og sparker døre ind. J: ”Måske er det, fordi jeg har det godt med det, fordi jeg så kan afreagere lidt.”

Ved en anholdelse af en iraker tager J fat i nakken på ham og hiver ham op. ”Det gør sindssygt ondt at blive vredet lige der, og han råber også en del op. Helikopteren skal af sted, og hvis de ikke vil med, så tager vi hårdt fat i armene på dem. Til den brækker, hvis det er nødvendigt.”

(side 115) ”Jeg er hård ved ham. Ikke at jeg brækker armene på ham og den slags, men jeg behandler ham ikke pænt. Vi kalder det ”firm but fair”.

 

Side 112:    To irakere ligger bagbundet på gulvet af helikopteren. Den ene er skrækslagen, og de to mumler noget sammen. ”Så får de et spark hver.” ”Hvis de ikke vil følge med, så får de et par på skrinet, og så makker de som regel ret.”

FP: ”Så der kommer en vis hårdhed i dig. Føler du, at du bliver et mandfolk?” [tåbeligt spm.]

J: ”Jeg bliver nok bare blind, fordi jeg er ligeglad.” … ”Jeg tænker fuck det…”

 

Side 113:    J: ”Jeg har det sådan, at de tog noget fra mig, og jeg føler, at jeg skal gøre gengæld.” … ”Civilbefolkningen skal være glad for, at vi ikke hiver vores panserværnsraketter frem.”

”Jeg tror, at jo mere soldater er ude, desto mere begynder de at reagere negativt mod civilbefolkningen. Man bliver mere soldat end menneske…. Sagt meget groft, kan en perfekt soldat slå fuldstændig fra og dræbe, indtil der ikke er flere fjender at slå ihjel.”

”Hvis nu [min ven] ryger i Afghanistan. Hvis han bliver skudt, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan overholde de love, jeg skal, og de ting, jeg har lovet mig selv.”

 

Side 114:    J beskytter sig selv ved at sige, at han er ligeglad.

J: ” …jeg siger til mig selv, at alle irakere er nogle svin, og at de bare skal lukke røven. Jeg får ligesom en form for had til dem. 

Det er der mange, der gør…”man har sateme lyst til at smække dem [indbyggerne] en på hovedet…”

Efter at en af hans kammerater blev skudt: ”Hvis jeg [derefter] var blevet indsat i Al Harta med et våben, så havde jeg nok skudt alt, hvad der bevægede sig.”

                

Side 116:    FP: ”Det virker som om [de irakiske soldater] er sådan nogle fedtmuler

med nogle grimme uniformer på.” [dét siger en præst!]

J’s opfattelse af irakerne: De er luddovne latinoer, deres arbejdsmoral er slap, de er

ikke vant til at lave noget; han har ikke oplevet noget positivt fra en iraker, alle irakere er nogle svin, de skal bare lukke røven, de er et utaknemmeligt folkefærd, man kan aldrig stole 100% på dem.

 

Side 118:    J: Vil Danmark  ”… gøre det nemt, interessant og ”sjovt ” at være soldat.

” Sjovt forstået på den måde, at man har noget udrustning, der siger spar to. Vi har de samme evner som de amerikanske soldater, hvis vi ikke er bedre, men det er ydmygende, når man står og kigger på deres våben, udrustning og køretøjer. Det er en skændsel for vores eget land, når vi ikke kan vise omverdenen, at vi er professionelle soldater med professionelt udstyr og har en hær, man kan stole på.”

J: ”Kampsoldater er gode til at slå ihjel, så lad os dog for fanden få noget at slå ihjel med.”

 

Side 120:    J: ”… vi står og savler over [amerikanernes] våben og missilsystemer…”

 

Side 123:    J: ”De [Taleban] skyder for at ramme, sådan er det. Men ofte skyder de

hovedsageligt for at såre, for det koster jo mere at have en såret soldat end en død. Gid at alle så bare gjorde det på den måde og kun skød for at såre. Det kunne være lidt fedt.

Men de ser det som en form for status at kunne sige, at de har dræbt så og så mange fjender og gerne amerikanere.”

 

Side 123:    Oberst Lars Møller tør kritisere forsvaret indefra, hvilket gør ham til en helt i J’s øjne.

 

Side 124:    J. Hvis der kommer flere internationale missioner skal hæren have flere penge, officererne er slidt op og det skal kunne betale sig at være udsendt.

 

Side 125:    J om sin kritik af hæren: ”Jeg skal nok op og snakke med en overordnet.

Måske skal jeg tage ordene i mig igen, de forflytter mig eller jeg bliver uønsket i forsvaret …

”jeg synes det er træls, at man skal censureres på den måde. Hvorfor skal det være en hemmelighed, hvordan hæren i virkeligheden har det? Det er jo kraftedeme som at være i en gammel russisk hær, hvor man går og skjuler dårlige ting. … Hvorfor er der ikke nogen, der tør tage det ansvar?”

 

Side 126:    J: ”vi er i krig, og i en krig dør mennesker. Det må man bare acceptere.”

 

Side 127:    J: ”Jeg hader pressen, for hvorfor fanden forklarer de ikke realiteterne…

Jeg tror, at en af grundene til, at vi tog hjem fra Irak, var på grund af aviserne.”

 

Side 130:    J: ”Jeg gør det ikke [melder mig frivilligt til krig] for landets skyld, eller for Afghanernes skyld. Jeg er soldat for min egen skyld. 

Jeg vil gerne af sted. Ikke fordi jeg er krigsliderlig. Tværtimod. Jeg kan bare godt lide arbejdet. Jeg kan lide stemningen med folkene man er ude med” …”Jeg kan godt lide autoriteten og den helt specielle fornemmelse, man har, når man går som soldat i et andet land.”…

 ”Det er for oplevelsens skyld. Om 30-40 år vil jeg gerne kunne sætte mig ned

og fortælle mine børnebørn om, hvordan det var dengang, deres bedstefar var soldat.”

 

Side 131:    J: ”Jeg kan ikke lide civilbefolkningen i Irak. Det tror jeg, at der er mange af de udsendte, der ikke kan. En af grundene er, at man ikke kan se, hvem fanden fjenden er dernede.”

Sidste aften i Irak tænker J, at han vil blive sur, hvis han bliver ramt nu, og at det ikke vil være fair, hvis han skal dø nu.

 

Side 132:    I samme øjeblik han er ude af Irak tænker han: ”Hold kæft, hvor er det godt, at vi er ude af det her lorteland, og så vender jeg mig om og giver det en fuckfinger.”

 

Side 133:    J har forskellige tanker om sin udsendelse og fremtid. ”Hold kæft hvor er det godt, at jeg skal ud af det lort” – ”Det bliver godt at komme hjem – ”Jeg skal aldrig nogensinde udsendes mere” – ”Jeg kan alligevel godt tænke mig at komme ud igen” – 

”Men ikke til Kosovo, det er ikke det helt vilde” – ”Jeg ville sige ja til et sikkerhedsfirma”

 

Side 134:    J: ”Gider ikke vise sin respekt overfor de andre soldater.”

                    J: ”Man vænner sig virkelig til den spænding og action, der er i hæren.”

 

Side 136:    J: ”Jeg er blevet mere robust, hærdet og mere voksen.”

 

Side 137:    J om at han har skudt et menneske: ”Jeg ville gøre det samme igen.”

 

Side 139:    J viser sine lykkebukser frem, som også var med i Irak. Dem skal han have på i Afghanistan.

 

side 140:    J: ”Når man ikke er udsendt, savner man spænding.”

 

Side 141:    J om en veteran som i frustration har skudt på nogle træer: ”Selvom han var gået ned i byen og havde knaldet et par mennesker ned, ville han stadigvæk være min kammerat. Lige meget hvor meget en kammerat fucker op, så har vi stadigvæk det her sammen.

Om han går ud og dræber 1000 små babybørn og skærer dem i stykker eller noget andet psykopatisk, så vil jeg stadigvæk være der for ham og altid tage hans parti.”[!]

 

Side 142:    J: ”Vi dækker hinanden. .. Selv når en går ud med alkohol i blodet og

hygger sig lidt og skyder for sjov, så dækker man ham.”

”Én for alle og alle for én.”

J svarer undvigende på FPs spørgsmål om man dækker over hinandens krigsforbrydelser.

 

Side 144:    J: ”… jeg mener godt, at man kan tilsidesætte krigens love, når det gælder andre menneskers liv.” ”Det vigtigste er at holde mig selv i live, mine kammerater, andre allierede soldater… Allerede dér har jeg bøjet krigens love…”

"Krigens virkelighed foregår i nuet.”

 

Side 145:    J: ”Jeg er stærk modstander af al form for tortur og moderat psykisk og

fysisk pres og alt, hvad man kalder det. Men jeg er sikker på, at samtlige nationer, der er i krig, bruger det.”

                

Side 146:    Soldaterne har set og overværet grufulde situationer.

J siger om følelserne i dagene efter 14.maj, at mange har lyst til at tage hjem, men de fleste bliver for at støtte holdet og for kammeraternes skyld….  det betyder, at man kæmper for noget…. jeg gør det altid for ham, der står ved siden af.

Man gør det for at løse en opgave, for oplevelsen og udfordringen. Og for ham,

der står ved siden af.”

 

Side 147:    J: ”Som soldat lærer man at skifte mellem to funktioner med hver sin knap.

Det er on og off. Når man er off, går man og smiler venligt og smiler til civilbefolkningen og pjatter med kammeraterne. Så er vi ”normale” mennesker som dig. 

Men når det første skud lyder, er man on. Det er det, vi træner til.”

”Der er mange [andre soldater], der har nosser nok til at sige, at de sgu ikke kan klare det, og stor respekt for, at de ikke bliver …”

 

Side 148:    J: ”Jeg sætter livet på spil, fordi jeg godt kan lide spændingen i mit arbejde….

Jeg synes det er spændende og udfordrende, og jeg føler, at jeg får en masse ud af det.”

 

Side 149:    J: ”Kosovo er den eneste rigtige danske succesmission, vi har haft.”

 

Side 151:    J synes, at hans væsentligste kvalitet er, at han kan trykke på aftrækkeren.

 

Side 152:    J mener, at 99 % af soldaterne har det godt efter en udsendelse i krig.

 

Side 153:    J om sin tid i forsvaret: ”…alt det i gåseøjne svage og dumme bliver pillet af mig, så jeg får selvtillid og gåpåmod.”

Omtaler sig selv som før værende ”en dum civilist”.

 

Side 155:    J: ”I hæren får jeg sådan en selvtillidsboble. Det er sådan en boble, jeg har omkring mig, hvor jeg står med en hård attitude over for alle… Vi er trænet til at have en boble, der beskytter os, samtidig med at vi stadigvæk skal være mennesker. 

Min medmenneskelighed ligger inde i boblen. Derinde ligger min hund, som jeg har haft i 12 år.”

 

Side 162-163:    Præsten FP giver på disse sider køb på buddet om, at du ikke må slå ihjel. ”Når jeg snakker med J bliver jeg oprørt og berørt følelsesmæssigt…. Man må ikke slå ihjel, men der er grænseoverskridende tilfælde…Der er brug for dét, J repræsenterer… (!)

Men når vi nu er nødt til det, …”

Ang. Saddam Hussein siger præsten FP: ”Vi ved alle sammen, at man kunne have klaret [ham] på en smartere måde. Altså, hvor svært ville det have været at nakke ham?” (!)

Præsten FP om J, der skød et andet menneske: ”…du gjorde dit arbejde godt…” - ”når jeg høre dig tale, indser jeg, at det var en nødvendighed.” (!)

 

Side 164:    Far: ”…jeg tror ikke, at man kan være soldat og samtidig have ambitioner om at opretholde nogle kristne værdier.”

 

Side 165:    Far: ”Du er [som soldat] nødt til at blive et dumt svin, ellers kan du ikke fungere i det erhverv.”

 

Side 166:    J: ”Jeg vil ikke være imod krig, for så gør jeg mig selv arbejdsløs”.

 

Side 169:    Præsten FP lader sig fange i en ”hvis og hvis” diskussion og giver køb på at slå ihjel, gå i krig og udføre hævn, men han har selvfølgelig også lige været ude og skyde om kap med soldaten og hans far.

 

Side 171:    Far: ”Jeg tror, at vores generation og generationen før, har haft brug for

en følelse af, at Danmark kan noget og kan bruges i krigssammenhæng.”

 

side 172:    J: ”Rent politisk er det rigtig, rigtig godt, at vi gik i krig. Men rent menneskeligt er det dumt, at vi går i krig.”

 

Side 173:    Mor om deres reaktion, da J vil i krig: ”I første omgang forsøger vi at få ham talt fra det… Men det står hurtigt klart, at det kan vi godt glemme, for der er ikke noget at gøre…. Jeg vil ikke sige, at jeg har det okay med det, for det er der ingen forældre, der har, når deres søn skal af sted.”

”Det skal nok gå”.

Far lover at bede Fadervor hver aften.

Mor støtter J, ”…fordi jeg vil J det bedste, og det her er hans drøm.”

Mor: ”…jeg er urolig ked af , at han skal af sted, … men han skal have lov at gøre det, han gerne vil.”

 

Side 175:    Mor bryder sammen overfor kollegaerne, dagen efter, at J er rejst til Irak.

 

Side 176:    Far siger, at i sidste ende er det for J’s egen skyld [at han drager i krig]:

”Det betyder meget for mig, at jeg kan se, at J endelig rammer noget, hvor han har succes.”

”Det er også for min egen stoltheds skyld.”

Mor: ”Jeg tænker på, at det her er for J’s skyld… jeg tænker ikke på, hvad det betyder for verden og for Danmark,… jeg tænker på, at det er for hans skyld, og det er det, han gerne vil.”

 

Side 182:    J påstår flere gange i bogen, at hvis hans forældre kræver at han skal komme hjem, så gør han det. Men her på side 182 siger Far: ”J spørger [på et tidspunkt] faktisk, om vi synes, at han skal komme hjem. Ja, selvfølgelig synes vi det, men på den anden side siger J også, at uanset hvad vi siger, så bliver han dernede.”

 

Side 183:    Forældrenes ønskeliste for J:

Vores barn gør det, han gerne vil, er glad og tilfreds og opnår det, han gerne vil i livet.

At det vil komme til at gå ham godt

At han får succes i livet

At han får en god oplevelse

”Vi har jo kunnet mærke, at vi sendte en dreng af sted og fik en mand hjem. Selvom der skulle en krig til, så er det jo dejligt.”

”…hvis det er er med til, at han kan udleve sin drøm og gøre de ting, han gerne vil, og have succes med, så er det det, jeg ønsker.”

 

Side 191:    Forældrene om dagen efter at have taget afsked med J.

Mor: ”Jeg tuder simpelthen hele dagen, og hver gang vi kigger på hinanden, begynder vi at tude.” ”Vi er så trætte og ved slet ikke, hvordan vi skal komme igennem det”

”John går hvileløst rundt om sig selv”.

Far: ”Derefter går det meget, meget nemt, fordi man egentlig er god til at bilde sig

selv ind, at det nok skal gå.”

 

Side 192:    J om den svære afsked og om det kan gøres bedre: ”Jeg er sådan set fuldstændig kold overfor hvordan man gør det. Det er jo ikke mig, der har det hårdt, det er mine forældre, der er kede af, at jeg tager af sted.”

                

Side 195-196:    J’s krigsdeltagelse er hård for ægteskabet. Mor: ”… det giver den del konflikter..” Far: ”Jeg bliver sur, når jeg bliver mindet om det negative. Når jeg lige har glemt det, minder [Mor] mig igen om det…”

Mor: ”… vores ægteskab har været på prøve op til flere gange…”

 

Side 199:    J om en dræbt soldater-kammerat: ”Politisk set døde han måske for

ingenting… men [han] døde ikke forgæves, når det handler om æren, kammeratskabet og det menneskelige.”

 

side 200:    J begrunder sin krigsdeltagelse med: ”…at føle, man er i live og mærke, hvordan det reelt er at være derude, hvor det er farligt.”

 

Side 203:    Forfatterens tak indeholder bl.a. følgende sætning: ”Flere kapitler i bogen er gennemgået kritisk af premiereløjtnant FBS.”

 

 

***

 

2.10.2011

 

”I morgen angriber vi igen.

Danmarks krig i Afghanistan”

 

af Kim Hundevadt

 

Jyllands-Postens Forlag, 2008

 

 

I afsnittet ”Bogens tilblivelse og kilderne” skriver forfatteren, at manuskriptet

er læst igennem af bataljonschefen KK, hvilket for undertegnede betyder, at

bogen på det nærmeste er godkendt af en militær chef af høj rang. Dette gør

bogen til et vigtigt dokument og et væsentligt kildemateriale.

 

Bogen er generelt en velskrevet og spændende fortælling om et kapitel i en

moderne krig med dansk deltagelse. Man kan sagtens læse den udelukkende

som en spændende fortælling om soldater-liv, taktik, ære, krigshandlinger osv,

men den indeholder meget vigtige linjer og små afsnit, som er værd at uddrage,

dvæle ved og lære ud fra.

Det er dét, jeg har gjort i det følgende.

 

Jeg har uddraget og kommenteret afsnit fra bogen ud fra følgende kriterier:

 

  • soldaters og officerers følelser og tanker om krig
  • soldaters og officerers forventninger til krig
  • hvorfor de har meldt sig til krig
  • politikeres forventninger til Afghanistan-krigen
  • hvilke metoder officerer benytter for at opildne soldater til kamp
  • hvilke fejl militæret laver i træfninger
  • hvilke psykologiske fortrængningsmekanismer de involverede parter benytter

 

De fleste uddrag taler for sig selv, men efter enkelte kommer jeg med mine

egne kommentarer.

 

Jeg håber følgende uddrag vil give læseren lyst til at læse bogen i sin helhed.

  

Uddrag:

 

- alle navne er forkortet

- citater direkte fra teksten er gengivet i kursiv

- forklarende notater og kommentarer i [] parentes

 

Side 11     Soldaterne havde set frem til befalingen om at skulle i aktion

med næsten ubærlig spænding…”, de var ”forventningsfulde” – delings-

føreren MM mærkede en ”kildrende fornemmelse i maven…” ved tanken

om den forestående operation. ”Det er det vi har trænet og set frem til i to år”.

 

Side 12     Operationen var mere ”fantastisk” end de i deres vildeste fantasi

havde forestillet sig.

 

Side 13     Soldaterlivet var en drengedrøm [for den unge mand], men den

var ikke helt gået i opfyldelse, for han manglede det ”sidste”, en ”grøn

tjeneste, hvor man møder fjender, som har ”mod og mandshjerte nok til at skyde på én…”

 

Side 14     Han længtes efter at ”udleve den sidste del af drømmen” og

få lov” til at bruge ”det rene soldater-håndværk, som han havde trænet i årevis”.

Under befalingen sendte CP også bekymrede tanker til sin kone og kun ét år

gamle datter… Han mærkede frygten vokse og samle sig som en knude i maven.

 

Side 15     Soldaterne så ”operationen” som en ”professionel udfordring

som de glædede sig til at prøve kræfter med.”

Soldaterne fik ”gode” råd af deres spejdere; råd som i en senere kamp viste

sig at være meget dårlige. Bl.a. tog de ikke deres kampveste på, hvilket

resulterede i, at de ikke kunne finde deres ammunition i en presset situation (se s. 41ø).

 

Side 16     Chefen oberstløjtnant KK glædede sig over, at danske soldater

befandt sig det mest uroplagede sted i Afghanistan.

 

Side 17     Chef KK følte, at han var placeret ”det rette sted på det rette

tidspunkt”. Han anskuede jobbet [i Afghanistan] som kulminationen på sit

virke som officer. ”Jobbet” ville dog blive ”betydelig hårdere, end han havde troet”.

Chef KK var sikker på, at ”politikerne og forsvarets chefer hjemme i DK

næppe var helt klar over situationens alvor.”

Under en helikoptertur blev KK beskudt 3 gange.

Det havde gjort et dybt indtryk på ham, at et engelsk kompagni i samme område

startede med 100 mand, nu var de kun 40 tilbage: 9 var blevet dræbt, endnu

flere sårede og syge og resten var blevet hjemme efter endt orlov.

 

Side 18     De danske chefer vidste, at de ”næppe” kunne løse den opgave,

som de var blevet pålagt, ”uden at miste soldater.” De kommende kampe

ville ”næsten uundgåeligt” medføre, at danske soldater kom til at betale

den højeste pris.” 

Chef KK sørgede derfor for, at kriseplanerne var detaljerede, lige fra afviklingen

af ceremonier og orientering af pårørende og presse, til spørgsmålet om, hvem

der skulle værne om de dræbtes sårede kammerater og vaske deres blodige tøj.

Han bestilte også 10 kister på forhånd.

 

Side 19     Når major AS fortalte soldaterne, at Taliban nok skulle få smæk,

troede de på ham. Major AS vidste dog udmærket godt, at opgaven var mere

farlig, end han gav udtryk for - og at enheden ville blive hårdt ramt.

 

Side 20     Chef KK og major AS vidste godt, at det var en ekstra farlig opgave,

men på grund af ære, ønskede de ikke at svigte englændernes tillid og ”slå op i

banen”. ”Vi er klar til at tage et ansvar.”

[Komm.: Er det en majors og en oberstløjtnants æresbegreber, der skal bestemme

dansk krigsførelse?]

 

Side 21     Feltpræst KJ fortæller om sine følelser, efter at soldaterne er kørt

bort fra basen og ud til krigshandlingerne med: ”…stilheden slog som en hammer.”

[Komm.: Så har præsten da ydet sit store bidrag til krigen].

 

Side 29     Det var ”…vanskeligere end ventet…” at finde dækning i terrænet

og [soldaterne] måtte nøjes med at søge ly bag en lav grusbanke.

 

Side 30     PMV’eres [de pansrede mandskabsvogne] succes afhang helt af, om

et uprøvet system med PVC-rør og sprængstof fungerede.

 Soldater smed chok-granater ind i husene, selvom de ikke var klar over, om

der befandt sig mennesker derinde. I et af husene var der to gamle mænd.

 

Side 31     De danske soldater angreb [ved en fejl] med morgensolen i øjnene

og de kunne intet se i angrebsretningen.

 

Side 35     Den viden – om at Taliban snyder med meldingerne i deres radio,

for at forvirre fjenden – havde danskerne endnu ikke tilegnet sig.

[Komm.: Og de havde befundet sig i Afghanistan i 7 år…]

 

Side 36     Danske soldater trænger frem med en tæt og høj majsmark lige

ved siden af sig.

[Komm.: Utroligt, at man ikke betragter den høje majs som en fare].

 

Side 38     Danske soldater stoler på ”dansker-heldet” [”Dansker heldet”? Det er krig!]

3.deling var ikke klar over, at de kunne komme i fare, så de afslører sig selv

og bliver derved hovedmål for fjenden.

 

Side 39     Soldat CP tænker [mens han bliver beskudt]): ”Hvis prisen for,

at jeg slipper levende fra det her er, at jeg skal opføre mig ordentligt hver

eneste dag resten af mit liv, så vil jeg gerne lave den aftale [med Gud].”

Sådanne tanker kalder han for ”de særeste tanker”.

[Komm.: Hvilke tanker havde han mon på forhånd gjort sig om krig?]

 

Side 41     Soldat MSJ’s gevær bliver ramt af en fjendtlig kugle og han går

derefter nærmest i chok.

[Komm.: Hvilke tanker har han mon gjort sig om ”rigtig” krig?]

 

side 42      Soldat CP ser mennesket i sin fjende umiddelbart før han dræber ham.

 

Side 43     Forbruget af ammunition ved træfningen oversteg alles forventninger [se s. 58n.]

Soldaterne havde det skidt efter træfningen.

 

Side 45     Under ildkampen følte soldaterne sig ”… hensat til en scene fra en

Vietnamkrigsfilm. Alt virkede næsten surrealistisk.”[Psykologisk forsvarsmekanisme]

 

Side 46     Soldat RL udtaler efter en træfning, hvor fjenden skjulte sig i en

majsmark: ”… jeg kommer aldrig til at kunne lide majs igen.”

Soldat MH udtaler: ”… Det var fandeme ikke lige så sjovt, som jeg havde troet…”

 

Side 47     Alle troede, at det værste var overstået.

Det var ”… en fantastisk følelse…”, at de [danske soldater] havde overlevet

træfningen. Alle lykønskede hinanden.

 

Side 55     Men danskerne undervurderede fjenden og hans evner [og bliver angrebet igen]

 

Side 56     En presset dansk deling har været skydeskive i fire timer.

 

Side 57     Flere soldater tænkte, at det var ligesom at have et stort filmlærred

foran sig. [Psykologisk forsvarsmekanisme]

 

Side 58     Soldat TJ havde det efterfølgende skidt med træfningen, lige indtil

han hørte, at danskerne havde dræbt 30 talebanere og såret 28. Så kom han over det.

Soldaterne følte sig som mandfolk efter træfningen.

 

Side 62    Fælles for alle var en drengedrøm om at blive soldat.

 

Side 64    Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i 2001 fast besluttet på

at Danmark skulle medvirke i krig. Han ønskede et historisk opgør med ”små-

stats-tankegangen” og den danske tradition for ”at sejle under bekvemmelighedsflag”, som han senere sagde, med henvisning til samarbejdspolitikken under den tyske besættelse og fodnotepolitikken under den kolde krig. Danmark skulle deltage i forreste række, også selvom det medførte døde soldater. Den 5.december 2001 lagde han grunden til den aktivistiske udenrigspolitik, ved i Udenrigspolitisk Nævn at fremlægge en anmodning fra USA om krigsfly og soldater.

Alle stemte for – undtagen SF og EL.

 USA troede fejlagtigt at Taleban og Al-Quaida var slået i Afghanistan, derfor

begyndte man krigen mod Irak i 2003.

 

 Side 71     ”… men set i bakspejlet er det tydeligt, at politikerne i 2005 ikke var

klar over, hvad der ventede i Helmand”.

Folketingspolitiker, Venstres Troels Lund Poulsen udtalte optimistisk, at ”…fjenden er reduceret til enkelte lommer og har rigelig at gøre med at undgå at blive taget til fange.” [= uklog politiker-snak].

Den britiske forsvarsminister John Ried blev citeret for at udtale, at briterne ”ville

være lykkelige over at kunne forlade Helmand om et par år, uden at der var løsnet et skud.” Da britiske soldater senere kom hjem i kister, blev hans udtalelser brugt som argument for, at politikerne havde kastet nationen ud i et krigseventyr, som de ikke selv havde fattet konsekvenserne af.

Men hverken han eller andre havde en realistisk fornemmelse af situationen … da de indledte krigen.

 

Side 75    De første efterretninger om, at der kun var et par hundrede religiøse

krigere i Helmand, viste sig at være for optimistiske. Det rigtige tal var tættere på 2.000.

 

Side 76    Den britisk brigadegeneral EB erkendte senere: ”Nogen har helt klart

undervurderet Taliban…og soldaterne har i perioder været så hårdt pressede,

 at de var ved at løbe tør for forsyninger og ammunition.”

 Chefen PK for danske HOK var tilfældigvis i Camp Bastion, hvor det gik op

for ham, at der ventede svære kampe og bestilte derfor mere kampkraft.

 

Side 77     Forventningerne [om en nem krig] svarede slet ikke til realiteterne.

 

Side 78     Dansk chef BM indrømmede, at ingen havde håbet eller forventet så

høj en krigs-intensitet.

 

Side 82     Forsvarsminister SG: ”Nu har danskerne gennem hårde kampe vundet

briternes respekt og vist, at de kan stå distancen.”

[Komm.: Skal vi føre krig for at vinde andres respekt?]

HOK offentliggør antallet af dræbte fjender, hvilket oprører visse politikere.

Socialdemokraten ML kalder det ”chokerende” og ”utåleligt”.

[Komm.: Hvad forventer en erfaren politiker mon, når han er med til at sende soldater i krig?]

 

Side 85     Chef KK kom gennem deltagelse i krig til den – for ham - overraskende

og svære erkendelse, at der er forskel på teori og praksis [!] Han lærte først om

krigen og dens konsekvenser ved at være i krig. Han var vidende til, at mange soldater fik psykiske problemer. Det tog ham selv 3 år at komme over krigen.

 

Side 87     Den britiske general JL ved, at de vil miste soldater: ”Det er krigens omkostninger…”

[Komm.: Generaler og politikere fører altid krig med bevidstheden om, at

soldater dør og bliver lemlæstede. Det er der ikke noget nyt i!]

 

Side 88     Chef KK: ”Vi må forberede os på, at vi også selv bliver ramt.

I dag sørger vi over de faldne. I morgen angriber vi igen.” Englænderne havde på

4 mdr. 14 dræbte og 48 sårede. Det var langt flere end selv de største pessimister

havde frygtet på forhånd.

 

Side 92     Digt af en engelsk soldat  i krig:

And when I get to Heavens gates, St.Peter I shall tell

-one more soldier reporting, sir, I’ve served my time in Hell.”

 

Side 100    To danske soldater blev så bange [ved udsigten til hårde kampe], at

de rejste hjem. For de fleste soldater var frygten [for krig] blandet med spænding,

for det var en drengedrøm, som var tæt på at gå i opfyldelse.

 

Side 102    Chef KK: ”Vi kan besejre Taliban…”[Komm.: Hvor ved han mon det fra?]

 

Side 106    Dansk soldat om krigen: ”Jeg elsker dette liv, det primitive, hele tiden

eksplosioner og skud… og lysraketter, alt kan ske når som helst.”

 

Side 116    Danske soldater udsat for 1½ times [!] ”friendly fire” fra briterne.

To danske soldater dræbes. Briterne mørklagde sagen og ville ikke officielt

indrømme fejlen (se s.144).

 

Side 134    Efter træfningen gik chef KK rundt i lejren for at se ”…om der var

nogen, der havde brug for støtte.”

 

Side 136    Cheferne KK og AS kommer efter tabet af de to soldater til den

konklusion, at: ”I dag sørger vi over vores faldne. I morgen angriber vi igen.”

 

Side 137    Soldat telefonerer til sin far: ”Det skal nok gå.”

[Komm.: Psykologisk forsvarsmekanisme. Ubrugelig dansk holdning.]

 

Side 144    Mange soldater var overraskede over, at det [trods tabene af kammerater], var så nemt at finde tilbage til en hverdag, hvor de kunne smile og joke. De holder modet oppe [- og fokuserer på hævnfølelsen], ved at opkalde de følgende aktioner efter de døde. Soldaternes indestængte vrede mod Taleban og deres mening om, at det var fjendens skyld [at deres kammerater døde] gjorde, at de håbede på at komme i kamp og hævne.

 

Side 156    En soldat bliver såret på en bro. Derfor bliver den opkaldt ”Jakobs bro”.

 

Side 157    Også for Talebanerne var kammeratskabet det vigtigste.

 

Side 165    Flere soldater var ikke længere nervøse for krigen.

 

Side 167    Stemningen var, i en pause under krigshandlingerne, afslappet og munter i den danske kompagnichef major AS’s vogn, men den bliver ramt af en mortergranat og AS bliver hårdt såret og dør senere.

[Komm.: Uforståeligt: Man er ude for at nedkæmpe en fjendtlig mortér-stilling og bliver trods det, holdende stille i 2 timer i åbent terræn for at bugsere en anden mineramt vogn væk!]

 

Side 169    Soldat TSN mente om kompagnichef AS, at han ”…altid havde virket så stærk og at det var umuligt at noget kunne ske ham - at han var udødelig…”

[Psykologisk forsvarsmekanisme og ubrugelig holdning]

 

Side 170    Soldater snakker om filmen ”Black Hawk Down”. De sammenligner

med deres egen situation.

 

Side 172    Cheferne KK og MR sad netop over en kop kaffe og diskuterede de

næste operationer, da de hører at major AS er hårdt såret... KK reagerer ved at

tænke: ”Det kan ikke være rigtigt…” [= psykologisk forsvarsmekanisme] og han

blev ”…næsten overmandet af følelsesladede tanker…” [ - næsten…]

 

Side 173    Soldaterne tænkte, at ”der kunne ikke tilstøde deres kompagnichef

(major AS) noget alvorligt…” [Psykologisk forsvarsmekanisme]

 

Side 174    Da soldaterne fik meddelelsen om major AS’s død kollapsede flere

og andre brød sammen i krampegråd.

Chefen KK følte han blev 10 år ældre undervejs i minde-talen om den dræbte

major AS, men han brugte alligevel mindet om den døde, til at drive soldaterne

videre. ”Det skylder vi ham”.

 

Side 175    Soldat ST følte en vrede mod fjenderne som havde dræbt AS, og tænkte, at hver gang de herefter skød en fjende, var det hævn for AS. ”At være i krig handler i bund og grund kun om mine kammerater.”

[Kommentar: Så skulle de være blevet hjemme...]

 

Side 176    Den danske presses kritiske debat efter dødsfaldet tilbagevises af

delingsfører MU. Han udtaler: ”Debatten er baseret på fejltolkninger og opblæste

meldinger og tager hårdt på drengene. Vi har gjort det godt og hændelsen skal

behandles respektfuldt og lødigt.”

 

Side 177    I 4 uger havde major PG’s familie i Danmark holdt moderens sygdom

hemmelig, fordi sønnen var i krig. De ville skåne ham…

 

Side 179    Soldat LK havde – ligesom de andre soldater – en ekstatisk følelse,

når de havde været i ildkamp: ”At være i kamp er på grænsen til vanvid, fordi

man er så tæt på at blive slået ihjel. Men det underlige er: Når man er tæt på at dø, føler man sig allermest i live.”

 

Side 181    Soldat LK havde den ”mest intense” [og dermed spændende] oplevelse

i Helmand, da han lå tæt på en eksploderende fly-bombe.

 

Side 191    TV2 rapporterede fra fronten, bl.a. med jublende danske soldater der

lige havde slået fjender ihjel. Det vakte furore blandt danske tv-kiggere da: ”Det

store flertal af danskere havde ingen anelse om, at krig kan være så blodig.”

[Kommentar: Beskæmmende, at folk kan være så historieløse...]

 

Side 192    Chef PG holdt en pep-talk for soldaterne, men var i ”sit stille sind

lykkelig over at have fået alle soldaterne levende hjem…”. Danskerne var rykket

nærmere den dræbte major AS’s drøm om at etablere en fremskudt base.

 

Side 203    Soldat RH tænker i en kamp-pause: ”Puha, nu kan vi endelig vende

ryggen til det farlige”, men bliver herefter overfaldet af fjenden på ny.

 

Side 205    Soldat RH mærkede under beskydning en ”boblende eufori i kroppen.

De havde før snakket om, at de godt kunne tænke sig bare én gang i livet at opleve en rigtig kampføling.” De smilede og gav hinanden ”high-five” og syntes det var ”mega-fedt”. Da han så herefter bliver direkte beskudt af fjenden tænkte han, at ”…det måske ikke var så fedt alligevel”. OMG.

 

Side 207    Efter at en soldat bliver skudt i munden tænker patruljefører JS:

Det her sker bare ikke!” [Psykologisk forsvarsmekanisme]

 

Side 208    Soldaterne syntes under den efterfølgende aktion, at det, de gjorde,

lignede en scene fra en krigsfilm, hvor helten mirakuløst undgår at blive ramt.

[Psykologisk forsvarsmekanisme]

 

Side 213    Patruljefører JS synes det er en chokerende besked at få, at to af hans

soldater er blevet ramt.

[Komm.: Hvad havde han ellers tænkt sig, at krig medfører?]

 

Side 218    JS overvejer, om dræbte kammerater virkelig er dét værd. Han kommer

til den konklusion: ”Ja, det er dét værd.”

 

Side 230    Kompagniet syntes de havde et ”vigtigt udestående” på den militære front.

De ville både hævne chefen major AS [som blev dræbt af en mortergranat] og opfylde dennes ønsker om en fremskudt base.

 

Side 231    For at hædre major AS kalder man den nye base ”Amadillo” efter AS’s logo.

En del soldater gik med logoet på tøjet og en del fik en tatovering med det.

Major AS blev dræbt 16.10.08 – Folketinget vedtog at sende forstærkninger i form

af kampvogne en uge efter.

 

Side 236    Dårlige varsler for en forestående aktion: Chef PG’s ulykkestal er 8 –

og aktionen skulle begynde den 8. [...ulykkestal?!]

Chef PG rejste hjem og sagde, at de bare skulle gå i aktion – blot han ikke modtog

flere telefonopkald med dårlige nyheder.[!]

 

Side 238    Soldat SP udtaler efter en skarp træfning: ”Humøret var højt… Vi havde lige slået mennesker ihjel, og en time senere sang vi fødselsdagssang. Det unormale er normalt i en unormal situation.”

 

Side 239    Soldater udtaler: ”Nu har vi ikke brug for mere ildkamp. Vi har oplevet det, vi skulle.”

 

Side 245    Da chef KK hører, at Taleban er flygtet fra området, lægger han alle

bekymringer bag sig og svæver tilfreds rundt i en ”drømmeagtig bevidsthed.”

 

Side 257    Ved afslutningen. ”Ikke én af soldaterne, ville påstå, at det ikke var

anstrengelserne værd”, at have skubbet fjenden 7 kilometer væk, dræbt mindst

150-200 af dem  - og selv mistet tre kammerater, og fem sårede.

 

Side 258    Feltpræst KJ beskriver, at han blandt soldaterne havde mødt nogle få

”eventyrere” og umodne knægte, som i visse situationer havde opført sig som ”tumpetosser”.

 

Side 261    Måske var det netop en sådan type, som på et senere hold i kådhed skød

og dræbte en kammerat. Det udløste stor kritik i medierne om, at de udsendte soldater var for unge og umodne, hvilket fik veteraner til at tage kraftigt til genmæle.

 

 

Med venlig hilsen,

 

DANMARK FOR FRED

 

 

***

 

"Lille soldat" (DVD)
(anmeldt den 2. oktober 2011)
Filmen "Lille soldat" lægger op til, at en kvindelig Irak-krigsveteran vender hjem,
mærket af den krig hun har deltaget i.

Det lyder jo umiddelbart interessant, men jeg synes ikke filmen er værd at se, for
den får ikke leveret noget som helst budskab desangående.

Film og budskab krakelerer totalt, blandt andet fordi der benyttes de evindelige (gab!)
"dårlig-dansk-film-virkemidler" som: Sex - vold - ludermiljø - kriminalitet - dårligt forhold mellem far og datter - druk - trusler - sygdom - nekrofili - falskhed - "pæne" folk med skjulte sider - stereotyper (bl.a. mænd er enten svage, voldelige og/eller liderlige - danskere er dumme og forstår intet) - tyveri - blod - afstraffelse... you name it!....

Vi giver den 1 stjerne... ;-) , fordi der trods alt er nogle ok skuespils-præstationer.

Her er i øvrigt en udmærket, professionel gennemgang og anmeldelse af filmen:

http://www.cinemazone.dk/review.asp?id=6644

Mvh
DANMARK FOR FRED
 
***
 
 
Oversættelse og referat af denne vigtige bog:
"War is a lie", David Swanson 2011
Jørgen Christensen og Danmark for Fred påbegyndte dette arbejde i august 2011.
Kapitlerne er løbende blevet ofentliggjort på vores side på Facebook.
Bogen har 14 kapitler.
God læsning!
 
 

Kapitel 1. Krige bliver ikke udkæmpet mod onde.

 

En af de ældste undskyldninger for at erklære krig er, at fjenden er ondskaben selv.

Vores til overflod volds-fyldte underholdningsindustri får os desuden til at overreagere på trusler,

ligesom vore regeringer spiller på denne frygt med faretruende udtalelser, advarsler og lufthavns-tjek.

 

Krige erklæres altid for det gode og imod det onde. For at sætte befolkningen, og ikke mindst soldaterne,

i en for krig passende, uligevægtig tilstand, fabrikeres historier, der gør krigsmodstanderne og deres

ledere til gennemført og uhelbredeligt onde, og alle deres støtter og tilhængere til det ondes medsammensvorne.

 

Når ledere vil erklære krig, er det et hovedproblem for dem, at 98% af menneskeheden ikke har det godt med

at slå andre ihjel. Derfor er de første strategiske skridt at udnævne fjenderne til ikke-mennesker, overvinde

tvivl og afskære al diskussion ud fra truslen om den truende ondskab.

 

Blev det tyske folk menneskelige uhyrer hver gang man gik i krig med dem, og så forvandlet til gode mennesker, når freden kom? Eller lod man som om, de var gode, mens de hele tiden faktisk var onde? Eller lod man som om, de var onde, mens de kun var nogle forvirrede mennesker som modparten selv?

 

Hvordan blev de russiske allierede et ondskabens imperium, så snart de holdt op med at gøre det ”gode” humanistiske arbejde, med at slå tyskere ihjel? Hvordan blev afghanere og irakere til dæmoner, da en gruppe hovedsageligt saudiarabere fløj ind i bygninger i USA? Forsøg ikke at lede efter logik eller saglighed.

 

Der skal sættes et ansigt på fjenden. Hitler, Ho Chi Minh, Saddam Hussein, Milosevic... Du dræber dermed ikke 10 millioner mennesker, men kun den onde, igen og igen og igen.

 

Under træningen af rekrutter anvender en god sergent en streng og nådeløs disciplin imod dem, sådan at de kan blive trænet til både at føle had, udholde det, og tro på, de kan klare det.

 

En genvej til at skabe had er, at fortælle om modpartens ugerninger. Originalitet er ikke nødvendig. I starten af

1.verdenskrig i 1914 verserede en historie om en 7-årig dreng, der havde rettet en træpistol imod invaderende

tropper, hvilket resulterede i, at han blev dræbt på stedet. Samme historie havde gjort tjeneste i den fransk-prøjsiske krig omkring 40 år tidligere i 1870.

 

Forud for den 1. krig imod Irak vidnede en 15-årig kuwaitisk pige for en Kongreskomite i USA om, at hun havde set irakiske soldater tage 15 babyer ud af kuvøser på et kuwaitisk hospital og lagt dem til at dø på gulvet. Præsident Bush (den ældre) anvendte historien 10 gange i de næste 40 dage, og 7 senatorer anvendte den i Senatsdebatterne, for at skaffe flertal for at starte krigen. Og dog vidste flere medlemmer af Kongressen – også høringsudvalget - udmærket, at pigen var datter af den kuwaitiske ambassadør i USA, at historien var indstuderet med et presserelationsfirma forud for vidneafgivelsen, og at INTET understøttede historien.

 

Fordomsfuld, racistisk slang fremmer sagen. Under 1.verdenskrig afbildede amerikanerne tyskere som gorillaer: ”Destroy this mad brute”. Den amerikanske plakat var en kopi af en engelsk. Under 2. verdenskrig afbildede tyskerne også modstanderne som gorillaer. Japanerne fremstilledes ligeledes som gorillaer og blodtørstige uhyrer af amerikanerne.

En fransk version fra 1.verdenskrig viste dem selv som de gode Gallere imod horder af de onde Germanere.

 

Hvis krig udøves for at fremme det gode, hvorfor måler man så ikke virkningerne? At befri verden for Saddam Hussein m.fl.- som vitterlig udøvede onde ting, så som at angribe Iran med kemiske og biologiske våben (med hjælp fra USA) - var det de 4 millioner flygtninge værd, kortere levealder, ødelagt infrastruktur, 1 million ekstra døde, vandmangel, dårligere sundhedsvæsen, afbrudte uddannelser, kræftrater i Fallujah overstigende Hiroshimas, landets værdier beslaglagt, og de fleste irakere af den mening, at de havde det bedre under Saddam Hussein?

 

 

Kapitel 2: Krige startes ikke i selvforsvar.

 

 

At føre propaganda for krig er verdens næstældste erhverv, og den ældste påstand er: ”De andre startede den!”

 

For godt 1200 år siden holdt Perikles, den øverstbefalende for Athen, en tale for sørgende i Athen, hvor han

fortalte, at byen havde de bedste soldater, fordi de forsvarede deres bedre og mere demokratiske livsform, og

at dø i dennes forsvar var den bedste skæbne, nogen kunne håbe på. 

 

Perikles omtalte Athens imperialistisk krigsførelse i andre lande som forsvar for noget mere værdifuldt, som

menneskene i andre lande slet ikke forstår – noget som præsident Bush i vor egen tid analogt påstod, drev

terroristerne til at angribe USA's frihed.

 

Krige hævdes startet og gennemført for at forsvare freden. Da både tilhængere og modstandere af krig dermed går ind for fred, medfører det noget paradoksalt: At krigsmodstanderne fremstår som om de ikke går ind for at forsvare freden.

 

I 1948 blev det amerikanske krigsministerium omdøbt til forsvars-ministeriet. Siden da, har amerikanerne altid

benævnt alle deres krige som forsvar. Det medfører, at fredsfolk, der ønsker nedskæringer i budgetterne, i folks

øjne ønsker nedskæring af landets forsvar. Det er en tabt sag, ingen ønsker at beskære et lands forsvarsevne.

 

Det amerikanske forsvar har gennemført omkring 250 militæraktioner udenlands i fredens navn. I forsvar har de invaderet, kontrolleret, omvæltet og besat 62 andre lande.

 

”Beskyttelse af vore landsmænd” er en anden variant. Imod den Dominikanske Republik (1905), Grenada (1983) og Panama (1989) var angrebskrigene et forsvar for truede civile, uanset disse ikke var truede, men vinklen fandt sin anvendelse.

 

Man kan med provokation få fjenden til at angribe først, hvis hjemmebefolkningen egentlig ikke er interesseret i en krig (Japan). Eller opdigte aggression, som i USA's krige imod Mexico, Spanien, Tyskland (1.verdenskrig), Korea-krigen, Vietnam-krigen, Serbien, Irak, Afghanistan.

 

Krige udråbes som mere eller mere humanistiske, samtidig med at de bliver mere og mere grusomme og dødbringende.

 

Amerikanske krige mod terrorister har altid slået fejl, dels fordi krig slår mange uskyldige mennesker ihjel og dels fordi krige ikke stopper terrorisme. Faktisk blev der målt en syv-dobling i antallet af terrorister, efter USA havde indledt krigene imod Afghanistan og Irak.

 

”Gør noget imod andre, før de kan gøre noget imod dig” var vist Jesu ord...? Men ellers er der lige problemet med at identificere disse ”andre”. Vi starter krige imod Irak og Afghanistan, fordi vi er rædselsslagne pga. en gruppe hovedsageligt saudi-arabiske terrorister. Da en vis modvilje hos de angrebne befolkninger rejser sig imod de udenlandske bomber og baser, så forstærkes det oprindelige problem, man ville løse.

 

At forhandle om det umulige og beskylde modparten for ikke at ville samarbejde, er en anden effektiv krigsstarter.

Krigen mod Serbien kunne ikke undgås, fordi serberne ikke ville gå med til at NATO måtte besætte hele Jugoslavien, og være hævet over alle love, også for alt personale.

 

Svagheden ved at lyve før en krigserklæring er også, at det underminerer egentligt humanitære hensyn. Da Kroatien i 1995 udførte etnisk udrensning og drev 150.000 mennesker fra deres hjem, var der intet at bemærke. I 1999 var det lige modsat med Serbien. I Irak kunne Saddam Hussein godt slagte kurdere, da han var en ven, hvorefter det samme forvandledes til grusomme og rædselsvækkende overgreb, da han blev en fjende, hvorpå det igen forvandledes til tolereret aktivitet, da Tyrkiet bombede kurdere i Nordirak.

 

Da Tyrkiet senere dels medvirkede til et aftaleforslag omkring Irans atomprogram , dels lod et skib med nødforsyninger sejle imod Palæstina,  blev Tyrkiets 1915-overgreb imod armeniere pludselig igen vigtig at få anerkendt som folkedrab.

 

I de seneste tyve år har amerikanske præsidenter nærmest gjort det til en rutine, at bombe påståede terrorister eller gøre det for at ”forhindre folkemord”. Clinton var den første US præsident, der benyttede sig af Nato-styrker til dette formål (Jugoslavien 1999). Den menneskelige fare ved sådanne bombninger er, ar der kan blive gjort mere skade ved bombningerne, end ved det forhindrede folkemord.

 

Der udkæmpes nu om stunder, siges det, kun krige til gavn for hele verden, ud fra venlighed, kærlighed og generøsitet.

 

 

Kapitel 3.  Krige føres ikke ud fra gavmildhed.

 

Det kan være svært at acceptere tanken om at krige iværksættes ud fra humanistiske idealer, da krige jo dræber

mennesker. Hvad kan være mere inhumant? Men se på retorikken, der sælger nye krige:

 

”Denne konflikt startede 2. august, da Iraks diktator invaderede en lille og hjælpeløs nabo, Kuwait...”

(USA's præsident Bush d. 1. i starten af første krig mod Irak, 1991). Han sagde ikke, han ville dræbe mennesker, men frigøre hjælpeløse mennesker fra deres undertrykkere.  En tanke, der ville blive anset for venstreorienteret i hjemlig politik.

”Vi vil ikke opgive det irakiske folk” (USA's udenrigsminister Colin Powell ved starten af den anden Irak-krig, 2003).

”De Forenede Stater vil ikke opgive Irak” (Bush d. 2. i 2006)

 

I starten af 2. Irak-krig bragte Colin Powell et billede af  en porcelænsbutik ind i krigsretorikken. Hvis man slår

noget i stykker dèr, ejer man det. Det er tvivlsomt om dette gælder for et utilsigtet uheld. Men hvis der sker en

bevidst og gentaget ødelæggelse gør det nok. Men hvordan kan man eje mennesker i butikken af den grund? Og hvis de beder en om at forlade området straks, er dette så et udtryk for utaknemmelighed, og noget man har fuld ret til at ignorere efter forgodtbefindende?  Man har pludselig en RET til at forblive i butikken og holde den besat indtil ens egen opfattelse af tilfredsstillet godgørenhed er repareret?

 

Nu er moderne krigsførelse med dens krigsstart med en bølge af ”chok og ærefrygt” - (”shock and awe”) en ganske bevidst og overlagt ødelæggelse. Bombninger af infrastruktur, transport, kommunikation, fødevare- og vandforsyning skal lamme befolkningen. En krigsmæssigt illegal påførelse af lidelse for hele befolkningen.  Metoden har historisk set IKKE virket. Selv ikke hos japanerne efter atombombningerne. Amerikanske soldater, der efterfølgende blev landsat med faldskærme, blev lynchet.

 

Hvis en anden nation invaderer dit land; resultatet straks var kaos; det var uklart hvilken regering om nogen, der ville vise sig; landet var i fare for at blive splittet op; der var borgerkrig og anarki; og intet var sikkert - hvad var så det første, man ville ønske det invaderende militær gjorde?  Netop: ”SE DOG FOR HELVEDE at komme ud af vores land!”

 

Både i Irak og Afghanistan har befolkningen ved adskillige undersøgelser tilkendegivet dette med overvældende

flertal på. ca. 80 procent.

 

Hvad ville der være galt med at sprede demokrati gennem skoler og uddannelse, frem for med bomber og skydevåben?

 

Når invasioner gøres i navn af at fjerne tidligere besættelser, er hykleriet måske mest oplagt.  Da Japan tvang

europæiske kolonialister ud af asiatiske lande og selv besatte dem, eller da USA frigjorde Cuba og Filippinerne

for selv at besætte dem.

 

Enhver besættelsesmagt må samarbejde med en form for elitær gruppe af lokalbefolkningen, der på sin side så vil udtrykke støtte til besættelsen. Men dette er IKKE det samme som et flertalsstyre, uanset den opfattelse har været gældende i over 100 år.

 

Lokale tropper kan være mindre loyale over for besættelsens mission, og mindre trænede i besættelseshærens

fremgangsmåder. Dette fører nemt til, at man lægger skylden for den manglende tilbagetræningsmulighed over

på befolkningen selv. De er voldelige, inkompetente, upålidelige (Filippinerne, Irak, Afghanistan).

 

Hvis man i stedet trak sig tilbage, sammen med de titusindvis af lejetropper, ville et oprør miste støtte. Denne erfaring er gjort i Algier, Kenya, Irland (Eire), og andetsteds.

 

 

Kapitel 4.  Krige er ikke uundgåelige.

 

At krige er uundgåelige modsiges af det faktum, at de fleste menneskelige samfund aldrig har haft krige eller

kun en meget mild form af dem.

 

Uanset om alle samfund tilbage i historien HAVDE haft krige, så ville de stadig være undgåelige.  Præcis som

kødædere om nødvendigt kunne blive til vegetarianere, uanset alle forfædrene havde været kødædere.

 

Krige har skiftet dramatisk karakter de sidste 100 år.  En middelalderlig ridder ville aldrig have anset anvendelse af joystick i Nevada til at dræbe en mistænkt og 9 uskyldige mennesker i en anden verdensdel, som ærefuld, endsige berettiget, krigsførelse.

 

Beskadigede  australske benrester fra fortidens mennesker har vist sig at stamme fra leopardangreb.  Jerikos mure blev bygget imod oversvømmelser og ikke til krigsførelse.  Millioner af år i menneskets historie var uden krige.

I 50.000 år med homo sapiens har de 40.000 været uden krige.

 

Det er også menneskeligt muligt at undgå krigsførelse. De gamle grækere genoptog først våbnene 400 år efter

perserne eftertrykkeligt havde belært dem om, hvad krig kunne gøre.

 

Da portugiserne bragte skydevåben til Japan i 1500-tallet, forbød japanerne dem, ligesom elitekrigerne også gjorde det i Ægypten og Italien.

 

Kineserne, der har opfundet krudtet, havde valgt ikke at bruge det i krig.  Kejser Wu, den første af Chou-dynastiet, vandt en krig, og satte derefter stridshestene fri, spredte okserne, lod stridsvogne og -dragter plette med blod fra kvæg og opbevarede dem i borge, for at vise, de ikke ville blive brugt igen.  Sværdene og skjoldene blev vendt om og svøbt i tigerskind. Han opløste hæren og gjorde generalerne til prinser, og befalede dem til at forsegle buer og pile i deres hylstre.

 

Kan dybe impulser drive os i krig?  Måske i nogle kulturer.  Men der er ingen grund til, at sådanne kulturer ikke kan ændres.

 

DEN GODE KRIG.

Ethvert argument imod krig i de seneste årtier er blevet mødt med følgende afvisning: Hvis du er imod denne krig,er du imod krige generelt; hvis du er imod alle krige er du imod 2. verdenskrig; 2. verdenskrig var en god krig; derfor tager du fejl;  og når du tager fejl er den nuværende krig rigtig. (Betegnelsen ”den gode krig” om 2. verdenskrig opstod mest i forbindelse med Vietnam-krigen, ikke under selv krigen.)

 

Essensen af 2. Verdenskrigs godhed har altid omfattet dens uundgåelighed, vi har alle fået at vide, den ikke kunne være undgået.  I maj 1940 foretrak både Chamberlain og lord Halifax fredsforhandlinger med Tyskland, men premierminister Churchill afslog det.  I juli 1940 holdt Hitler en anden tale, hvor han foreslog fred med England. 

Churchill var ikke interesseret.

 

Der var modstand imod Hitler i Tyskland selv.  2. verdenskrig dræbte 70 millioner mennesker. Hvad var det, vi

forestillede os, var værre end det?  Selv om Hitler var forblevet ved magten ville han ikke have levet for evigt. 

Og at assistere modstandere i besatte lande ville have været nogenlunde nemt. I stedet blokerede og sultede vi

dem med store anstrengelser og grumme resultater.

 

Krigen blev ikke udkæmpet for at redde jøderne, og den frelste dem heller ikke.  Planer for at flytte jøder ud af

Tyskland blev umuliggjorte med engelsk blokade.  Krigen blev heller ikke udkæmpet i selvforsvar.  Den blev ikke udført med begrænsning eller bekymring for civilbefolkningen.  Den blev ikke udkæmpet imod racisme af en nation, der selv internerede amerikanere af japansk afstamning, og adskilte negersoldater fra hvide soldater.

 

England kæmpede, fordi Tyskland invaderede Polen. USA kæmpede i Europa fordi England var i krig med

Tyskland, omend USA ikke var helt med før Japan havde angrebet den amerikanske flåde. Et angreb (omtalt

tidligere i bogen) der var fuldt undgåeligt og aggressivt fremprovokeret.

 

Vi og vore allierede foretog hensynsløse bombardementer af tyske, franske og japanske civile fra luften, udviklede de mest dødelige våben nogensinde, ødelagde begrebet begrænset krigsførelse, og ændrede krig til noget, der var værre for civile end for soldater.

Anden verdenskrig bragte tortur tilbage fra middelalderen, udviklede kemiske, biologiske og nukleare våben til

samtidig og senere brug, inkluderet Napalm og Agent Orange, og der iværksattes menneskeeksperimenter i USA.

Winston Churchill havde tidligere skrevet: ”Jeg er stærk tilhænger af at bruge giftgas imod uciviliserede stammer”.

Hvis den krig var en god krig, kan man frygte for en dårlig.  Hvis det var en god krig, hvorfor skulle præsident

Roosevelt så lyve amerikanerne ind i den?

 

INDFØDT NAZISME

Få amerikanere bryder sig om den inspiration, vort land gav til Hitler.  Den finansielle støtte fra vore korporationer, og det fascistiske kup planlagt af ledende forretningsfolk.  Hvis 2. verdenskrig var et opgør imellem godt og ondt, hvad skal vi så synes om amerikansk støtte til de onde?

 

Hitler voksede op, mens han legede cowboys og indianere.  Han priste slagtningen af indfødte befolkninger og

den tvungne march til reservater.  Hitlers koncentrationslejre blev først set som indianerreservater, omend engelske lejre i Boerkrigen 1899-1902, eller spanske og amerikanske lejre på Filippinerne kunne have givet inspiration.

 

Eugenik var en racistisk pseudovidenskab med det formål at fjerne alle mennesker vurderet uegnede, og kun bevare dem, der svarede til en nordisk type. Elementer af denne filosofi blev gjort til national politik gennem tvungen sterilisering og adskillelseslove, såvel som ægteskabsbegrænsninger i 27 amerikanske stater. Eugenikudøvere steriliserede tvangsmæssigt over 60.000 amerikanere, forbød tusinders ægteskaber, adskilte tusinder i ”kolonier” og forfulgte et ukendt antal derudover.

 

Eugenik ville måske bare have været bizar sladder, hvis ikke der var for en omfattende finansiering fra korporative filantroper.  Carnegiefonden, Rockefellerfonden, Harriman railroad fortune, o.a. – sidste betalte lokale godgørenheds-institutioner som ”New York Bureau of Industries and Immigration” for at finde jødiske, italienske og andre immigranter i New York, og få dem deporteret, spærret inde, eller tvunget til sterilisation.

Rockefeller hjalp med at finansiere det tyske eugenikprogram, endog det, som Josef Mengele arbejde på, før han tog til Auschwitz.

 

Den mest almindeligt foreslåede eugeniske metode i USA var ”det dødelige kammer”, eller offentligt drevne gaskamre. 

 Eugenikerne mente ikke, USA var parat til at implementere tankerne, men mange institutioner for sindslidende, og læger, forsøgte sig med medicinsk dødelighed, eller passiv dødshjælp, for sig selv.

 

Den amerikanske Højesteret godkendte eugenik i en 1927-dom, hvori blev skrevet: ”Det er bedre for hele verden, hvis samfundet kan samfundet kan forhindre deres slags' fortsættelse, i stedet for at vente på at henrette degenererede efterkommere for forbrydelser, eller lader dem sulte for deres ubehjælpsomhed.  Tre generationer af uegnede er nok.

” Nazister citerede senere dommen i deres forsvar imod anklager for krigsforbrydelser. 

 

Hitler skrev et tilhængerbrev til den amerikanske eugeniker Madison Grant, og betegnede hans bog som Bibelen. 

Rockefeller skænkede et større beløb til tyske eugenikforskere.

 

England kan bidrage med egen indsats.  I 1910 foreslog indenrigsminister Winston Churchill at sterilisere 100.000 mentalt degenererede og anbringe titusinder i statslige arbejdslejre.

 

Wall Street korporationer så nazisme som kommunismens fjende.  Amerikanske investeringer i Tyskland voksede med 50% i tiden fra 1929-1940, mens de faldt drastisk i det øvrige Europa. Hovedinvestorer var Ford, General Motors, General Electrics, Standard Oil, Texaco, International Harvester, ITT og IBM.

Der blev solgt obligationer i New York i 1930'erne, der finansierede den ariske races overtagelse af tyske selskaber og ejendom, stjålet fra jøder. 

Mange selskaber fortsatte under krigen, selv om det betød at profitere fra koncentrationslejrarbejde. IBM leverede maskiner til at holde styr på jøder og andre, der skulle dræbes, mens ITT skabte de tyske kommunikationssystemer, og endog indkasserede 27 millioner dollars efter krigen som erstatning fra den amerikanske stat for krigsskader på selskabets tyske fabrikker.

USA piloter blev instrueret i ikke at bombe amerikanske selskabers fabrikker i Tyskland.  Köln blev udbombet, men ikke Fordfabrikken, der leverede militært udstyr til nazisterne.

 

Henry Ford havde bidraget økonomisk til nazisternes antisemitiske propaganda siden 1920'erne. Hans tyske fabrikker fyrede alle ansatte af jødisk herkomst i 1935, før tyskerne krævede det. I 1938 fik Ford 'Storkorset af den Højeste Tyske Ørn' af Hitler.

 

Prescott Bush (en forfader til de to senere præsidenter) tjente penge fra mineselskaber i Polen, der brugte slavearbejdere fra Auschwitz.  To tidligere slaver sagsøgte siden USA og Bush's arvinger for 40 milliarder dollars, men det blev helt afvistaf retten udfra stattssuveræne hensyn af en art.

 

I 1933 blev et planlagt fascistisk kup afsløret i USA. Ideen var at opildne en halv million veteraner fra 1. verdenskrig, der ikke var blevet betalte, få Roosevelt væltet, og en regering indsat efter Mussolinis og Hitlers modeller.  Blandt kupmagerne var ejere af Heinz (suppe), Maxwell House, og førnævnte Bush.  Imidlertid afslørede den valgte leder, Smedley Butler, planerne.  Det kom for retten, hvor navnene på kupmagerne blev strøget af protokollen, og ingen blev retsforfulgt.  Roosevelt fik imidlertid så støtte fra de kredse til sin ”New Deal”-politik.

 

Brødrene John Foster Dulles og Allan Dulles nægtede begge at deltage i deres søsters bryllup, fordi manden var en jøde.  Begge fik efter den gode krig store offentlige posistioner. J.F. Dulles indledte sine breve til sine tyske forretnings-forbindelser med ”Heil Hitler”.  A. Dulles brillerede med den vellykket gennemførte ide om immunitet for multinationale korporationer.  I 1942 betegnede han rapporter om Holocaust som ”et vildt rygte, inspireret af jødisk frygt”.  I modsætning til Schindler's liste oprettede A. Dulles en liste over tyske korporationsledere, der skulle skånes for tiltale for meddelagtighed i krigsforbrydelser.  De kunne jo være en fordel for genopbygning efter krigen.

 

Hvis krigen var de gode imod de onde, hvorfor greb man så ikke ind overfor egne ondes bestræbelser?

 

 

- de næste kapitler kan du få tilsendt ved henvendelse til os på danmarkforfred@live.dk